.

Ronaldo og Messi flytter ind

2011-03-27T23:13:00.009+02:00

I weekenden fik vi to nye familiemedlemmer - et par skildpaddeunger. Max har længe gerne villet have skildpadder, så endelig fik han overtalt hans mor og i weekenden hentede vi de kun godt 6 måneder gamle græske landskildpadde unger. Eftersom Max er vild med fodbold blev de navngivet efter hans helte: Ronaldo og Messi. Lad os håbe at det er et par drenge ;-)
Men wow de er små og nuttede. Inden vi skulle have dem var vi ikke helt klar over, hvor små de var, så vi har bygget et STORT terrarie til dem, som de vist nemt kan fare vildt i.

Et kæmpe terrarie til et par meget små fyre - de ligger helt til højre!

Men bitte små og søde er de nu.

Til venstre Messi og til højre Ronaldo ;-)

Ørnens dag - af Bo

2011-02-20T11:11:00.002+01:00

Søndag den 20. februar var det Ørnens dag. Det lykkedes mig at lokke Simon Viggo med, og vi havde en super hyggelig formiddag ved Skanderborg Sø. Det lykkedes os - begge(!) - at spotte 2 havørne. Stor oplevelse.

En stor ornitolog in spe :-)

Det var en utrolig smukt dag. Skanderbørg Sø var dækket af et tykt lag spejlblank is.

Simon legede på badebroen. Han kylede iskrystaller ud over isen, og de gled over 100 meter på isen. Mens vi ventede på ørnene :-), tog jeg nogle flotte billede af de imponerende iskrystaller. Bemærk refleksionen i isen ...

Simon 5 år

2011-02-13T14:41:00.003+01:00

I går blev vores ikke mere lille men store Simon 5 år. Det var en hyggelig og afslappende dag med hjemkomst fra skiferie, masser af gaver og besøg fra vores naboer til kagemand og tapas.

Skiferie med nabo og venner (uge2)

2011-02-13T14:40:00.003+01:00

Kommer snart mere ;-)

"Lillebror i den store FunPark i Ischgl"

Skiferie med vennerne (uge1)

2011-02-13T09:53:00.004+01:00

Række 1; Familien Wase (fra Stilling)
Række 2: Familien Jessen (fra Budapest)
Række 3; Familien Rasmussen (fra Hørsholm)
Række 4; Familien laCour (fra Stilling)

Så er vi kommet hjem fra en helt fantastisk skiferie sammen med mange af vores venner. Vi har været afsted i to uger og har haft fuld sol og skønt vejr hele tiden. Den første uge var vi sammen med vores venneflok, hvor vi ialt var 8 børn og 8 voksne. Nedenfor kan I se et par af de mere eller mindre kaotiske billeder ;-)

"Pigerne"

"De tre små"

"En del børn at holde styr på"

"Max i FunPark"

Vi skøjter derudaf ;-)

2010-12-29T19:22:00.004+01:00

(Næsten) vores egen skøjtebane

Ja så er Stilling sø frosset forsvarligt til, og 1. juledag var der en venlig mand der sørgede for, at vi fik vores egen skøjtebane i Stilling. Sikke en fornøjelse. Lige siden den 25 december har vi været ude at skøje alle fire knap to timer dagligt.

Familien Wase

Eller rettere sagt vi spiller mest ishockey! Dregene er ved at blive super seje til det og selv lille Simon kan nu løbe efter bolden og kun formå at falde hver anden gang han dasker til den! Max er også ved at blive ret god og øver sig i at lave piuetter (billede kommer senere)

Hvad fatter gør er altid det rigtige

Ja øvelse gør mester ;-)

Ja det er lidt glat!!!!!

Juleaften

2010-12-29T19:08:00.004+01:00

Så fik vi igen hvid jul. Sikke skønt. Det er det flotteste vejr udenfor og brændeovening kritrer varm og hyggeligt indenfor. Det giver rigtig julestemning.
I år har vi hold jul hjemme hos os selv. Det var virkelig skønt og meget afslappende eftersom at Bedstemor og bedstefar kom med det meste af julemaden. Skønt vi blot var os selv plus bedstemor og bedstefar var juletræet flydt med gaver. Drengene havde dog forinden fået julegaver både fra mormor og morfar samt Besser og morfar Ronald. Men det var vist godt at få gaverne fordelt lidt over julen. Juleaften blev som sædvanlig meget lang for drengene, men de formåede dog at hygge sig den laaaange dag alligevel.
Vi fik den sædvanlige juleand og bagefter tændte Bedstefar juletræet og læste juleevangeliet for os - det er nu sådan en hyggelige og højtidelig tradition. Og efterfølgende gik det løs et par timer med at pakke alle de dejlige gaver op. Sidst på aftenen bad drengene selv om at komme iseng - noget som faktisk aldrig sker, så de kunne altså ikke mere!

Juleaften - Bedstefar læser juleevangeliet

1. juledag (den 25. december) var vi hjemme hele dagen. Det var en dejlig afslappende dag, hvor vi det meste af dagen sad i nattøj og byggede Lego og andet nyt legetøj.

1. Juledag - Drengene bygger Lego

Vi ønsker alle en rigtig god jul

2010-12-21T16:39:00.003+01:00

Så har tre ud af fire Waser fået juleferie efter et lidt travlt arbejdsår er bag os. Vi afluttede jo vores orlov den 10. februar i år og startede på arbejde få dage derefter. Selvom vi havde haft en fantastisk orlov, glædede vi os alle til at komme igang med hverdagen igen. At få lidt struktur på hverdagen var sjovt nok noget alle syntes at se frem til. Men jeg skal love for, at der arbejdsmæssigt både i foråret og efteråret har været rigtig meget at se til både for Bo og jeg. Så vi syntes begge, at vi nu fortjener en god og afslappende juleferie.

Desværre er grunden til vores lidt tidlig juleferie ikke så opmuntrende. Max har nemlig fået gigt i hans hånd igen, hvilket har bevirket, at vi lige er kommet hjem fra et par dages indlæggelse på Skejby sygehus. Ikke nogen fantastisk start på juleferien, men desværre nødvendig. Vi håber derfor, at hans ledpunktur hjælper ham, så han kan få noget mere bevægelighed i hans hånd og slippe for smerter. Og så beder vi bare til, at der ikke dukker mere op i andre af hans led.

Resten af vinteren og foråret tegner ellers rigtig godt for os allerede. Januar starter for Bo´s vedkommende med - hold fast - hele fire ugers skiferie! Drengene og jeg kører selv til Østrig de sidste to uger og er sammen med farmand i uge 5 og 6, hvor også en masse af vores skønne venner kommer. I uge 7 starter vi så på arbejde igen, men det tegner til at blive stille og roligt i det kommende år. Jeg skal undervise i "gammelt stof" i år, hvilket betyder, at der er langt færre forberedelsestimer der skal lægges forud for undervisningen. Bo vil også forsøge at skære lidt ned på arbejdet, så der er tid til at lave noget mere sammen med vores drenge. Det bliver skønt for alle :)

Ellers vil vi benytte denne lejlighed til at ønske alle vi kender en rigtig god jul -samt et forrygende nytår!

Julehilsner fra Simon Viggo, Max, Bo & Susanne

En smuk december

2010-12-14T20:48:00.003+01:00

Så flot er julen i år! Man kan da ikke andet end at komme i hyggestemning med sådan en flot udsigt uden for vinduet. Her er ikke gråt og trist men hvidt, smukt og stemningsfyldt. Jeg er jublende lykkelige for den dejlige smukke sne, som ligger på jorden. Det skaber den perfekte julestemning - specielt når vi var godt og grundig misunedelig på dem der holdte jul i Danmark sidste år med masser af sne. Men jeg tror og håber, at det hvide vejr holder mindst et par uger endnu ;-)

Den første sne

2010-11-27T13:08:00.005+01:00

Så er den første sne endelig kommet. Hvor er det skønt og så starter julemåneden i morgen ;) Julepynten er taget ned fra loftet men ikke pakket ud endnu - først i morgen (første søndag i advent). Børnene og jeg kunne ikke være mere glade. Vi har ventet på denne vinter og jul lige siden sidste år - hvor vi var ude at rejse på New Zealand. Billederne er taget i sidste uge, og siden skal jeg love for, at der er kommet meget mere sne. Her i weekenden er vi faktisk sneet inde. Men det er nu også meget hyggeligt, når vi alligevel ikke skal nogle steder. Vi skal bare sørge for at vi har nok æbleskiver og glögg!!

Vi elsker fodbold

2010-11-05T20:56:00.002+01:00

I dag var drengene med deres mor i haven. Drengene spillede fodbold imens jeg gik og samlede blade.... På et tidspunkt var jeg indenfor, og da jeg kom ud så jeg dette skønne billede, som jeg bare måtte fange og dele med jer alle. Rigtig god weekend.

Efterårsferie

2010-10-20T17:20:00.006+02:00

I denne uge har drengene og jeg efterårsferie (Bo skal desværre arbejde). Det er skønt. Vi har ikke mange planer og det kan jeg virkelig mærke, at drengene syntes om. Hver morgen skal Simon dog lige forsikres om, at han ikke skal i børnehaven "i dag".

Vi har dog planlagt lidt, for ikke at gå helt i stå. Vi har været til Halloween i Tivoli Friheden, på besøg hos mormor og morfar, og bedstemor og bedstefar kommer også senere på ugen for at hjælpe med lidt havearbejde. Torsdag skal vi dog en tur på hospitalet med Max, som skal have ledpunktur i hans ene håndled, da han børneledegigt desværre er kommet tilbage :( Men vi tager det i stiv arm og Max glæder sig faktisk til en tur på hospitalet, da det er lig med masser af gaver (læs; pokemonkort ;)

Ren forkælelse

2010-10-20T17:07:00.003+02:00

I sidste weekend havde Bo og jeg 3 års bryllupsdag. I den anledning havde Bo været så fantastisk at booke en ”surprise weekend” blot for os to. Børnene blev afleveret hos bedstemor og bedstefar i Kolding - Så var drengene glade og vi to voksne kunne starte vores fynske eventyr.
Vi lagde ud med champagne ved det sydfynske øhav. Chrysleren i vandkanten og én af de gode champagner fra vores private kollektion blev poppet. Herefter videre til Falsled Kro – et fantastisk sted som man kan ane fra billederne nedenfor. Ankomst med kaffe og diverse små lækkerier – hjemmebag.

Vejret var suverænt, så vi gik en tur ved den lokale lystbådehavn – og sad på stendiget og så solen gå ned.
Tilbage til bad og omklædning for at blive treatet med en 5-retters kulinarisk middag. Det var vildt godt. Og masser af vin 
Næste dag stod vi op til et lækkert morgenbord med masser af små specialiteter. F.eks var vores spejlæg lavet at tre små vagtelæg.
Efter en formiddagslur (ja vi var jo afsted uden børn) kørte vi videre til Svendborg hvor vi shoppede og hang ud på kaffebarer. Et smut omkring Tåsinge og videre af små veje til Nyborg.
I Nyborg checkede vi ind på Wellness og Spa hotellet Hesselet. 1 times fuld body massage til hver – og herefter bad og omklædning på vores værelse (med havudsigt over Storebælt). Total forkælelse.

Om aftenen havde Bo arrangeret spisning 500 meter op langs kysten til en ny gourmet restaurant, Lieffroy.
Ny 4 retters menu med vin og andre lækkerier. Efter al den lækre mad gik vi langs vandet tilbage til hotellet, hvor vi spillede yatcy foran pejsen og nød et par pilsnere :).
Næste dag var det store eventyr færdig, men vi var så også klar til at hente vores drenge i Kolding og køre tilbage til Bøghsvej 7.

Sommer på Mallorca - af Bo

2010-09-16T20:53:00.005+02:00

Denne sommer havde Wase Dynastiet indtaget Mallorca, nærmere bestemt Alcudia og helt præcist Hotel Viva Bahia.

Nu er det jo ikke det voldsomme ryg ind, som præger landskabet når Wase Dynastiet ruller sig ud. Faktisk tæller vi kun bedstefar og bedstemor, Heidi, Jacob og lille kusine Julie, Bo og Sus samt Max og Simon. Når vi ser bedst ud, tager det sig sådan ud :-):

Vi havde en skøn ferie sammen på Mallorca. Vi forlod stort kun hotellet for at vandre en tur op og ned af stranden. Ellers yndede vi de normale charterrejser dyder, som at booke liggestole kl. 07:00 om morgenen - og at vandre fra buffet til buffet. Maden var overdådig - og det blev til en del ...

Bedstefar og jeg startede hver dag med en badetur i Middelhavet kl. ca. 07:00, hvorefter bedstemor bød på frisklavet nescafé på terrassen. Det var rigtig hyggeligt.

Børnene nød virkelig hinanden selskab, og vi havde en del hyr med at passe sengetiderne, men det er vel også pointen, når man holder ferie sammmen med sine fætre/kusine :-).

Kan man ikke godt ane, at de 2 små nedstammer fra samme mystiske gener?

Vi havde en fantastisk ferie på et dejligt hotel, men jeg fornemmer, at Wase familien langsomt, men sikkert, checker ud af charterferie konceptet. Vores børn er efterhånden blevet så store, at der findes så mange andre oplagte muligheder!

For mit vedkommende kan hele feriens værdi opsummeres i dette fantstisk billede af mine forældre :-)

Vandski

2010-07-21T10:06:00.004+02:00

Ja sommeren er jo helt fantastisk her i Danmark i år. Det betyder også at vejret er perfekt vandskivejr. Vi har haft kusine Lotte på besøg, og hende fik vi på vandksi og hun var bare super sej til det ;-)

Max er begyndt at stå på line bagefter båden. Han er sej og kommer op i første forsøg, men skal lige lærer at samle benen lidt mere. Ellers har det også hjulpet at naboen Kristian er kommet hjem. Han er lidt sjovere at stå på vandski sammen med en mor Sus...

Sommerferie

2010-07-12T08:34:00.003+02:00

Hej. Så er sommerferien ankommet til vores familie. Det er skønt igen at være sammen med drengene fuld tid, og jeg (Susanne) håber igen at komme til at skrive lidt mere om hvad vi går og laver i sommerens løb.
Vejret har jo været meget varm i de sidste par uger, så at bo lige ned til en sø med badestrand er virkelig skønt. VI er alle fire dagligt i søen for at bade og køle os ned. Vi nyder det virkeligt.

Søen er et fantastisk sted og vi har både badestrand og en af danmarks bedste vandskiklubber. Derfor har Max og Sus også bestemt sig for, at vi skal lære at stå på vandski i år. Så i weekenden startede vi stille og roligt. Max startede på "bum" og det klarede han rigtig sejt. Sus lagde ud på line bag båden og kom op i første forsøg!!! ja stolt er man vel. OG det er bare super fedt. Sus var afsted et par gange i løbet af weekenden men i dag har jeg pi..e ondt i armene og kroppen, så det må vist betyde hviledag ;-)

God sommer til alle

Grønlænder koldt - af Bo

2010-02-01T21:12:00.005+01:00

Ja, vi står stadig på ski :)

Vejret er disse dage fornuftigt om formiddagen, og så trækker det typisk sammen over middag. Men det er bindende koldt, så vi er pakket godt ind. Formiddagen byder i disse dage på et pitstop, hvor vi på en lille bar nyder noget varmt at drikke, mens drengene tør deres tæer op i de solstrejf, som når os gennem vinduet i baren. Kulden og vejret resulterer imidlertid i nogle lidt kortere dage.

Men ihærdigheden begynder at give resultater - og det er fedt at opleve. Vi kører sammen alle 4, og Simon kører hurtigere dag for dag. Vi kører alle typer af pister - eller rettere; vi kører alle de pister, som der er i Kappl :). Men det inkluderer også sort.

Det store hit er hop og skovture - både hos Max og Simon. Sus og jeg lærer også lidt, for vi forsøger at hænge på i skovene; og det er ikke super nemt med vores lange ski.

Simon skaber rigtig lykke på pisterne. Vi bliver flere gange dagligt stoppet af andre skiløbere, som spørger os, hvor gammel han er. I dag blev vi spurgt om vi var Østrigere - det er sgu da et kompliment, som vil noget i disse omgivelser :)

Drengene er bare ved at være seje!

Sus har virkelig også forbedret sit skiløb, mens vi har været her. Så vi får en masse ud af det, og det gør det hele meget sjovere.

Krisetid - af Bo

2010-01-30T22:31:00.004+01:00

Vi vågnede til en lørdag, som skulle vise sig at byde på en "større" krise.

Simon havde haft fat i Maxs Nintendo DS. Det var på forunderlig vis lykkedes ham at overskrive Maxs hårdttilkæmpede præstationer i Lego Star Wars - og dermed var Max bombet flere uger tilbage og skulle reelt starte helt forfra. Hold kæft, han var utrøstelig :(

Han var nået SÅ laaangt ....

Da Max skulle forklare dimensionerne af sin frustration, sagde han til Sus, at det svarede til, at Simon havde slettet alle vores feriebilleder fra New Zealand. En klog analogi, som i hvert fald sikrede Sus's fulde opmærksomhed.

Broderkærligheden kunne ligge på et lille sted. Simon forsøgte også diplomatisk at undskylde - og han har nu lovet, at han fremover KUN spiller på sin egen Nintendo. Og det agter vi at holde ham fast på.

Sus og jeg kæmpede. Vi mæglede. Vi lovede at hjælpe Max med at kæmpe sig tilbage i Star Wars universet. Vi tilbød diverse kompensationer. Det blev dyrt ... :)

Efter en runde hjemmelavede boller kastede vi os ud på ski. Lettere overskyet i byen. Der var faldet lidt sne i terrænet, og da vi kom op i højden sneede det stadig og vinden var bindende koldt. En del af området var også lukket på grund af lavinefare. Efter et par insisterende timer frøs vi så meget, at vi var nødt til at køre tilbage til vores lille hyggelig lejlighed. Frokosten bød på hjemmelavet leverpostej medbragte fra mormor i Danmark - det var høj klasse!

Ellers har vi hygget os i løbet af dagen med spil, bøger, PC, bundesliga. Det er gået fint, men lejligheden er så lille, at jeg håber på bedre og varmere vejr de kommende dage :)

Som ses herunder endte dage fint med kælketure i sneen i ly af nattens mørke:

Nye pister

2010-01-28T17:19:00.005+01:00

Så er Kappls pister blevet udskiftet med nye skiløjper. Efter 2 uger i samme – lille – skiområde, så vi frem til at skulle prøve kræfter med noget nyt og samtidig at skulle ses med gode venner.

Vi fik afsluttet 1. Runde af Kappl med manér. Simon var med i et slalom løb og var vildt stolt over at få både rygmærke og medalje. Han kørte som nummer to og troede så, at han vandt som nummer to. Vi ville ikke spolere hans glæde, så vi fortalte ham ikke, at han rent faktisk blev sidst. Men det var også en hård konkurrence, og der var næsten 2 år op til den næstyngste, så vi var stolte af ham. Max er ikke rigtig til konkurrence (fandt vi da ud af sidste år til danse institutmesterskaberne. Hvis han ikke vinder, så ramler hans verden!). Så han var så heldig, at han fik en østrigsk skiskolelærer helt for sig selv hele dagen. 4 timer intensiv undervisning i skihop og parallelkørsel. Det var virkelig noget han fik lært noget ved.

Så forlod vi vores base og kørte til satellitbyen Obertauern. Vi lagde ud med at være 4 dage sammen med familien Jessen, der til dagligt bor i Budapest. Drengene – nok specielt Simon – nød at køre lidt på ski sammen med nogle jævnaldrene piger; Luna (3,5år) og Kaya (5 år). De hyggede sig rigtig på bakkerne, og vi fik kørt en masse gode lange blå pister (det er de nemme) og drukket noget Glüwein samt Weissbier. Super hyggeligt ;-).

Herefter kørte vi videre til Lofer, som må siges at være et rigtig dansker område. Her taler næsten alle dansk. Lofer kom på vores ski-landkort, da vi kender nogle fra Kolding, som skulle stå på ski her. Helle og Henrik har tre børn i alderen 4, 7 og 10. Albert på 7 har Max glædet sig rigtig meget til at skulle stå på ski sammen med. Men desværre da vi ankom til Lofer fik vi meldingen, at Albert var faldet på skiskole, beskadiget hans knæ og ikke kom på ski mere (ØV ØV ØV). Men vi besøger dem da hver aften og hygger med nogle Stiegl øl og noget EM håndbold.

Vi har været i Lofer 2 dage nu og drengene og jeg (Sus) holder hviledag i dag. I går havde vi det smukkeste vintervejr. Hvidt og rigtig koldt. For første gang måtte Simon og Sus køre i ”pit” og varme sig med varm kakao op til flere gange. Så da det sneede rigtig meget her til morgen, så vi det som en oplagt mulighed for at holde lidt fri. Vi har hygget os med lektier, film og swimmingpool sammen med Albert. Vi må nok sige, at vi havde troet, at vi ville holde lidt flere hjemmedage med lektielæsning, men da vi kun har haft 2 – ikke fuld solskinsdage – så har bjergenes toppe altså kaldt på os hver morgen :)

Det har været fedt at se nogle nye pister og ses med nogle dejlige venner. Men vi ser også frem til, at vi i morgen – efter ski – kører tilbage til Kappl. Det er dejligt at få serveret mad på hotellerne, men vi kan bedst lide at have vores egen lejlighed og selv lave mad. Det er noget mere hyggeligt, og vi føler os bedre hjemme, når vi nu er af sted i så lang tid.

Men sikke en masse dejlige og aktive dage vi har sammen. Vi er ude hver dag i ca. 6 timer. Vi kommer hjem med røde kinder til varm chokolade (med rom til de voksne) og aftenhygge. Vi udvikler vores skiløb alle sammen. Ja vi nyder livet!

Blog indbydelse

2010-01-19T21:03:00.001+01:00

Vores orlov er ved at være slut. Vi ved, at der er mange, som har fulgt vores rejse på vores lille blog.

Vi synes derfor, at det var sjovt og i overstemmelse med tidsånden, at invitere til Simons 4 års fødselsdag via et indlæg på bloggen. Simons fødselsdag markerer samtidig afslutningen på vores rejse, og vi håber, at DU har lyst til at kigge forbi for at være med til at fejre Simon. Vi byder naturligvis på et glas vin og lidt snacks, og vi vil også vise billeder fra vores rejse.

Så på gensyn fredag den 12.2.2010 :)

Skiskole ... det er for cool ;-)

2010-01-19T20:58:00.003+01:00

Jeg må altså skrive på bloggen igen i dag. Jeg er ved at boble over af glæde. Vi har bare haft en super fed dag. Max sad hele morgenen og skyndte på os andre tre for at blive færdig. Han ville af sted på skiskole! Simon derimod var lidt mut, da han godt vidste, at han også skulle på skiskole. Ikke noget der passede ham specielt godt, men han var motiveret af en hoppebold, han meget gerne ville have, men som han kun var lovet, hvis han pænt prøvede skiskolen igen ;-)

Vi tog på bjerget og afleverede Simon til en skilærer, der straks bad ham kører lige efter hende. Og til vores store overraskelse, ja så gjorde han det bare. I to lange timer var Bo og jeg alene uden børn på pisterne, og vi kiggede konstant på telefonen. Vi havde sagt, at Simon ikke skulle tvinges på skiskole og de SKULLE ringe, hvis han var ked af det. Nogle børn kører grædende rundt på pisterne hernede sammen med skiskolerne, og det er ikke noget jeg er tilhænger af! Men efter to timer og en masse fræsen ned af pisterne – vi skulle jo nå at køre nogle kilometer inden drengene skulle hentes – ja, så hentede vi to vildt glade drenge, der glædede sig til at vise, hvad de havde lært.

Og sikke en udvikling på blot 2 timer. Wow. Max er begyndt at køre rigtig flot parallelle ski og kan også stoppe sidelæns. Det var lige, hvad vi gerne ville opnå, så det var fedt. Da vi hentede Simon, fik vi at vide, at han havde kørt rigtig flot med de (2 år ældre) andre børn. De havde kørt nedfarten til byen - What ?!?!? – (rød piste) hvilket jeg kun i mine vildeste fantasier havde håbet på, at han ville kunne, lige inden vi skulle tilbage til Danmark. Og han kører allerede nu flot fra side til side for at komme mere sikkert ned af de stejlere stykker. Så dagen endte med en rigtig god nedkørsel fra skiterrænet og helt ned til byen, hvor vi så kunne gå det sidste stykke hjem til lejlighede ;-)

Vi er bare to pave stolte forældre i dag. Og drengene skal i skiskole igen i morgen. Max hele dagen og Simon dog kun formiddag.

Nye udfordringer ;-)

2010-01-18T23:14:00.005+01:00

Nu har vi stået på ski i mere end en uge. Det har virkelig været fedt. Vi har været heldig med solskinsvejr samtlige dage, god sne og et par drenge der har udviklet sig rigtig hurtigt og bare har syntes det var fedt at stå på ski. Og Simon som mod alle forventninger efter blot den første dag, selv kunne stå ned af børnebakken og efter 4 dage kunne komme med op i terrænet. Max er super hurtig på hans ski, og der varer ikke længe før Bo må lade sig overhale … nå, måske nogle år endnu, hvis du spørger Bo?! Men han er sej og han kører på samtlige pister. Dog vil han helst køre off-piste (uden for pisterne) og finde hop. Han kører dog med lidt for meget ”Dansker-stil” dvs. i plov, men det må vi jo bare få gjort noget ved i løbet af den næste måned. Vi bor rigtig godt. Kun 200m fra pisten, så Bo og Max kan køre på ski til og fra huset. Simon og jeg kører dog i bil hen til Kabinen, da han ikke kan tage nedkørslen til byen endnu. Men måske kommer det sidst på vores tur. Det kunne være sjovt.

Drengene har virkelig knoklet og knoklet her i starten, men nu begynder de også at syntes, at det er lidt mindre sjovt, at skulle det samme hver dag. Det er klart, så vi tager det ret roligt. Men de er ikke længere lige så nemme at jage ud af døren om morgenen og efter at par timer på ski, ja så vil de egentligt gerne hjem og lege igen. De elsker at lege i lejligheden, som er blevet omdannet til en ”Gormitti Borg” (Ja, jeg har måtte frede soveværelse efter flere gange at skulle rydde min seng for figurer, når jeg skulle i sove). I går fik de en hel fridag herhjemme, men det syntes ikke at have hjulpet på deres lyst for at komme af sted her til morgen igen.

Vi er begyndt at presse Simon lidt (som kun reagerer ved navnet ”Lynet Mc Queen”, når han står på ski. Han er lidt sjov, for han bliver sur, når vi kalder ham Simon. Han er jo sej som en ræserbil på bakkerne). Men han vil hellere ræse ned af børnebakkerne end de lidt stejle oppe i terrænet. Han syntes det er kedeligt at skulle køre fra siden til siden for at komme sikkert ned af de stejle bakker. Og Max ja han er nok også ved at være lidt træt af altid at køre med en voksen. Drengene mangler nok lidt jævnaldrende legekammerater i sneen, for at det stadig er lige sjovt hver dag.

Så derfor sendte vi Max på skiskole i dag – mest af alt i irritation over, at han ikke gad høre på, hvad Bo og jeg ville lære ham. Skiskolen var lige det der skulle til for at gøre skiløbet sjovt igen. Han glæder sig allerede til i morgen. Vi fik fat i en dansk skiinstruktør og på holdet var 3 andre danskere og en østriger. Super fedt og Max syntes det er meget sjovere, end at køre med hans forældre. Så nu har vi tilmeldt ham for de næste tre dage; 4 timer om dagen. Vi vil også forsøge os med at sende Simon et par timer på skiskole igen i morgen, men vi forventer ikke det store. En ting er Bo og jeg dog enig om; han skal ikke være ked af det, så må vi bare selv køre med ham. Men det ville da være lidt fedt igen med at par timer på ski sammen vi to voksne :). Nu får vi se. Det skal jo helt sikkert være sjovt at stå på ski for os alle 4!!!

I weekenden tager vi til Salzburg området, hvor vi skal mødes med Charlotte, Jacob, Luna & Kaya. Det bliver dejligt at ses med nogle andre. Måske giver det også Bo og jeg en chance for at køre lidt flere kilometre, når vi er nogle flere voksne til at skiftes til at tage børnene. Luna er lige så gammel som Simon, så det bliver lidt sjovt at se, om de ikke godt kan få glæde af hinanden på ski. Vi skal bo på hotel med pension og pool, så der skal bare råhygges. Vi glæder os!

Vi er på ski !

2010-01-14T10:52:00.003+01:00

Så har vi fået sne under vores ski. Super skønt og mod al forventning har vi haft fuld sol næsten hele tiden. Drengene knokler derudaf og nyder at stå på ski sammen. Specielt Simon har gjort enorme fremskridt på bare kort tid. Efter kun en dag på ski kunne han selv komme ned at den nemmeste bakke og fra dag til dag har han udviklet sig så godt, at han i dag (4 dag) kan komme med os andre op i terrænnet (på de blå pister). Det ser vi virkelig frem til – også Simon, som bare vil køre der, hvor Max er ;-).

I dag var det egentligt meningen, at vi ville give drengene en hviledag. De har gjort det super godt. Men solen skinner og bjergenes tinder kalder altså på os her fra hyttens vinduer. Her er altså bare så flot. Bo er taget af sted – kunne ikke vente, så jeg har lovet drengene at de må lege lidt, mens jeg får opdateret vores blog.

De nyder virkelig at være sammen igen. Da vi var i DK nød Max igen at lege med sine kammerater. Men da de begyndte at gå i skole, og han blot skulle blive hjemme, var han klar på en skiferie. Simon har haft det hårdt i DK. Først og fremmest var han syg den første uge, vi var hjemme og yderligere savnede han ”bare at være sammen med” sin storebror. Han ville helst ikke lege med hans kammerater, så da vi meddelte, at vi forlod Bøghsvej igen, var der ingen protester – kun jubel – fra drengenes side. Så vi må konkludere, at det ikke var så hårdt at forlade hjemmet igen efter så kort tid, som vi havde frygtet. Nu har vi så booket div. hoteller og boliger her i Østrig frem til den 10. februar, hvor vi så kører mod DK igen og arbejdslivet skal genoptages (Sus med flere arbejdstimer i Horsens – nu med 80 % tid).

Men nu er bloggen opdateret, og vi skal ud i sneen.

På med skiene - af Bo

2010-01-08T06:55:00.003+01:00

Så er vi ved at være klar til nye oplevelser. Chrysleren er ombygget med tagbøjler og tagboks, alting er pakket og vi kører om et par timer. Vi glæder os helt vildt.

Vi har været på ski i mange år. Ofte har vi talt om, at det kunne være spændende at prøve at bo i området en længere periode, at leve og arbejde samtidig med at man dyrker sine fritidsinteresser og hobby. Nu skal det prøves af!

Vi har i første omgang booket en lejlighed i Kappl nær Ischgl, hvor vi skal bo frem til 20. januar. Herefter har vi planer om at tage til et skiområde nær Salzburg (Obertauern), hvor vi skal mødes med Charlotte og Jakob, Kaya og Luna fra Budapest, som tager turen ned for at "lege med os". Når de bliver trætte (...), så satser vi på at besøge Pyg og Bøtte, Rikke, Albert og Signe (det var vist nok dem alle?) fra Kolding, som også ferierer den nær Salzburg (Lofer). Når vi er færdige med at genere dem, så er det formentlig retur til Kappl, hvis alle ellers stadig er friske på at lege mere i sneen :). Hvis vi holder så længe, så skulle vi også gerne nå at hilse på Martin og Mona, Mette og Cecillie fra Hobro, inden vi vender snuden hjemaf mod Danmark. Nu må vi se ...

I første omgang bor vi her - vi har lejet 1. sal:

Der er en dobbeltseng i overskud, så der er åbent hus, hvis man kommer forbi de kanter!

Nytåret har vi tilbragt i selskab med Lisa og Mikael Grell Gøttler (det hedder de faktisk) for 11. år i streg. Nu må det også være nok :). Mikael og Lisa var også netop returneret fra en længere rejse i Australien. Så det var en aften i forskudt tid, da vi alle sammen var lidt jetlagget, men vi holdte da det til trods ud til kl. 04.00 om morgenen. En aften med masser af rejseanekdoter. Det var lidt som at være i et paralleltunivers, men det var nu super hyggeligt.

Ellers er de første dage af januar gået med at gense familie og venner. Det har været skønt med en masse varme og gensynsglæde. Så vi glæder os (også) allerede til mere permanent at komme retur til Bøghsvej 7 - og til en mere normal hverdag :).

Men nu - "Kappl - here we come"

Hjemrejsen - af Bo

2009-12-28T17:30:00.004+01:00

Så har vi pakket for sidste gang på denne del af rejsen!

I morgen eftermiddag, Thailandsk tid, starter vi en hjemrejse, som i løbet af ca. 24 timer - hvis alt vel at mærke lykkes for os - bringer os hjem til DK.

Efter 12 dage i Thailand, hvoraf vi har tilbragt 4 dage på hotel i Bangkok og de resterende dage på Centara Hotel i Krabi glæder vi os også helt vildt til at komme hjem til Danmark og til Bøghsvej :-).

Vi er ved at have nok af strandture, svimmingpools, kajaksafari, snorklingture, koralrev, strandrestauranter og drinks ved poolen. Ja, det kan faktisk lade sig gøre :-). Nu står den snart på alkoholafvænning, og vi er nok også nødt til at ordinere noget medicin.

Men vi glæder os alle fire til at holde nytår på Bøghsvej, og til at se venner og familie igen.

Så på snarligt gensyn,
Waserne

GOD JUL FRA OS

2009-12-24T17:52:00.001+01:00

Haera ra – af Bo

2009-12-17T04:20:00.003+01:00

Maori for ”Farvel”.

Efter 8 uger i New Zealand og efter mere end 7.000 km på landevejen føler vi os kapable til at give lidt information og inspiration til andre, som overvejer New Zealand som rejsemål, og gerne vil vide lidt om, hvad de går ind til.

Så under mottoet "Næsten som at være der selv ...",følger her en længere smøre.

New Zealand er et utroligt nemt og komfortabelt land at rejse i – og oplagt i særdeleshed for børnefamilier. Mentaliteten, befolkningen og klimaet minder meget om vores hjemlige breddegrader. New Zealand er utrolig velorganiseret og let tilgængelig for turister – de har også mange af slagsen. Hver lille by i NZ har deres egen i-site – eller turistinformation. Overnatning, herunder B&B, tilbydes nærmest på hvert andet gadehjørne, og der er tilbud, som passer til enhver præference og enhver pengepung. Det er et virkelig massivt og bredt udbud.

Der er ingen farlige dyrt i New Zealand. Der er rigtig mange veldokumenterede vandreruter og gåture, som bringer os igennem regnskove og andre mindre fremkommelige terræner, og vi kan med sindsro sende børnene af sted i disse omgivelser, velvidende at der f.eks. ikke findes slanger i NZ. (I Thailand skal man passe på, selv når man bevæger sig rundt på hotellet.)

NZ har amerikanske supermarkeder med et kæmpeudbud af varer. De har åbent 7.00 til 22.00 hver dag alle ugens 7 dage. Og udbuddet af butikker er ret omfattende, så de fleste steder kan man snige sig i et velassorteret supermarked. Oksekød, fårekød og hjortekød er ekstrem billigt sammenlignet med danske forhold, mens hønsekødet ofte er ret dyrt. Der er ufattelig mange får i New Zealand, og synet af en kvægmark her i NZ sender mine tanker tilbage i min barndom, hvor tætheden af kvæg på en græsmark var sammenlignelig med forholdende her i NZ. Det ser simpelthen bare fedt ud. Befriende på en eller anden måde. Hjortefarmene har vi også set nogle af, men slet ikke i samme antal som kvæg og får.

Tyveri virker ikke som et stort problem. Vi har på intet tidspunkt følt os truet eller nervøs ved at efterlade vores autocamper. Og efter sigende er det også et ret begrænset problem her. Det er utrolig rart, at man ikke hele tiden skal nervøs for at blive ribbet.

Det er billigt – i forhold til danske forhold – at spise ude. NZ tilbyder et bredt udbud af kontinental mad, så menuen er sjældent et problem for børnene. Jeg vil tillade mig at mene, at kvaliteten af maden er bedre i Danmark, men til gengæld er prisen også typisk 3-4 gange så høj.

Efter 7.000 kilometer HAR vi lært at køre i venstre side. Det gør man faktisk ret hurtigt! Men jeg har stadig ikke lært at sætte mig ind i bilens højre side. Forleden var mine tanker lidt et andet sted, og det lykkedes mig at sætte mig ind i venstre side med bilnøglen i hånden og praktisk talt lede efter rattet. Jeg havde fået et enkelt glas vin, og var bange for om nogle havde set det – og antaget mig for total palermo.

Vejene i NZ er ikke noget at skrive hjem om. 95% af vejnettet er 2 sporet landevej – altså med modkørende trafik. Der er en lille smule motorvej på nordøen omkring Auckland og lidt på Sydøen omkring Christchurch, men det er forsvindende lidt. Så man skal indstille sig på livet på en 2-sporet vej. Hovedvejene (f.eks. dem nummeret 1-9) er fornuftige af færdes på, men et gennemsnitshastighed på omkring 70 km/t (!), vil jeg skyde på. Men selv hovedvejene byder på bjergkørsel og hårnålesving, så man bliver helt svimmel. Balladen er for alvor løs, når man vælger sig en scenic route(dem uden for nummer eller med 2 cifre). Så er der ofte dømt bjergkørsel og en gennemsnitshastighed på 40-50 km/t. Det skal man lige lære at have med i sine overvejelser, når man om morgenen planlægger dagen rute :).

Til gengæld er trafikken begrænset, når man kommer lidt på afstand af Auckland. NZ er ca. 6.5 gange større end Danmark, mens populationen er 4 mio. Altså en befolkningstæthed, som er mærkbar anderledes end i Danmark. Det kan man også sagtens se på landevejen, hvor man kan køre mange kilometer på de mindre veje uden at møde en eneste modkørende. Når man endelig møder én, så er det oftest en autocamper :).

Netop i trafikken med masser af langsomme autocampere, og europæere som ikke er helt dus med at køre i venstre side, viser New Zealænderne deres venlige sind og udviser en fin tålmodighed med alle turisterne.

Vejarbejde, som der faktisk er en del af, foregår med hastighedsbegrænsninger på 30 km/t – det er langsomt. Og ofte er trafikken reguleret manuelt via et skilt, som vendes af en person med radiokontakt til sin makker i den anden ende. Det virker helt rørende i denne tidsalder.

Til trods for alle de snoede veje, så må jeg erkende, at jeg ikke synes, at afstandene (også tidsmæssigt) mellem de store byer er skræmmende. Det er relativt hurtigt, at køre fra den ene ende af nord- eller sydøen til den anden. Og brændstoffet er jo billigt – omkring 6 kr. for en liter benzin og 4 kr. for en liter diesel. Så det er bare at give den gas :).

Selv om brændstof er billigt, så er det mit indtryk at New Zealænderne er meget miljøbeviste. De har deres eget Department of Conservatory, som administrerer og varetager rigtig mange af naturcampingpladser, naturreservaterne og andre fredede områder. Samtidig overvåger de og rådgiver turistbranchen om, hvordan de kan drive en bæredygtig forretning, samtidig med at de beskytter naturen og dyrelivet omkring dem. På mange af de ture, som vi har deltaget i, har der været restriktioner på, hvor mange gange en dyreflok må besøges dagligt, eller hvor mange fartøjer der må være til stede på samme tid. Det gør kun vores oplevelse bedre, når vi ved, at dyrene og naturen også får en chance. NZ eksporterer også massive mængder af træ, men det fornemmer man også, at de tager meget alvorligt. Ikke mindst belært af deres fortid med rovdrift på Kauri træer, hvor der i dag kun er meget få af de rigtig gamle træer tilbage. Så der er ofte genplantningsprojekter.

Ellers er New Zealand jo som beskrevet i vores blog et ekstrem varieret og flot landskab at rejse i. Sydøen forekommer til tider som en zoologisk have, som har åben 24x7, dog med den tilføjelse at de fleste interessante dyr findes på kysterne og i havet, mens landjorden kun har meget få dyr – og ingen rigtig spændende.

New Zealand er jo omgivet af masser af vand. Det virker som om, at hver anden New Zealænder ejer sin egen båd. Alle har en båd, og det forstår man godt. Det er et land med fantastiske muligheder for eventyrlige udflugter til bugter og fjorde, som er total isoleret, uspoleret og sceneriske. Af samme årsag er New Zealand også overbefolket med boliger med beliggenheder der ikke tåler sammenligning med noget andet sted på kloden. Der er virkelig rigtig mange steder, hvor man ville elske at bo. Vi har rigtig mange gange de sidste 8 uger kigget på hinanden og sagt: ”Prøv lige at se det hus deroppe”. Men med alle de tusindvis af kilometer kystlinie, som NZ består af, så er der også massive mange muligheder for eksotiske placeringer – og det findes altså også i hobetal.

Når vi er ved byggeriet i NZ, så er det påfaldende at alle byer stort set er uden skyline; man bygger simpelthen ikke i højden i NZ. Det er ret påfaldende og iøjnefaldende, når man først lige får tanken. Det flade byggeri skyldes formentlig at New Zealand er voldsomt eksponeret for jordskælv; de har faktisk jordskælv her mindst en gange om ugen. Dog er det ofte ganske små og umærkbare rystelser, men ikke desto mindre er fænomenet en integreret bestanddel af deres bevidsthed.

Som et charmende afkast af de særprægede jordbundsforhold i NZ, er store dele af landet påvirket af termisk aktivitet. Det giver en masse lækre varme kilder, som flere steder i landet er konverteret til lækre hot pools. Vidunderligt når man er her lidt uden for sæsonen. Det er ikke som slår, at sidde i 40 graders varmt bad den sidste halve time, inden man kaster sig i kassen for natten. Koncentrerer man sig ikke, så når man ikke sengen, inden man sover :).

Hvornår skal man så rejse til NZ?

Hrm. Her kommer vi jo nok lidt til kort. Vi har kun selv forsøgt os med at rejse lidt skævt på sæsonen, så vi har jo ikke rigtig noget at sammenligne med.

Fordelen ved at rejse uden for sæsonen, som er fra slut december til slut februar, er at NZ ikke er overrendt af andre turister. Mange af oplevelserne (for)bliver mere private og intime, når der er mennesketomt eller kun få medturister. Vi har på intet tidspunkt har problemer med at finde plads på de campingpladser eller de attraktioner, som vi ønskede at besøge. Og det uden at booke i forvejen.

Ulempen er primært vejret. Foråret har i år været specielt koldt i NZ. Det er ikke gjort det bedre for vores vedkommende. Det har til tider været koldt i autocamperen, og det er simpelthen blevet til for få solskinstimer. Den største ulempe har for os været, at vi ikke har kunnet udnytte alle de muligheder, som NZ også tilbyder i højsæsonen på havene omkring NZ. Det er f.eks. svømme med delfiner, snorkeldykning og at nyde strandlivet på nogle af de rigtig mange smukke strande på NZ.

Jeg tror, at hvis der for os bliver en næste gang, så vil vi forsøge os i højsæsonen.

Hvor længe skal man være i NZ for at få et udbytte?

Lad mig bare understrege at rejsen hertil er laaaaaang.

Men når det er overstået, så mener jeg efter at have besøgt NZ, at man sagtens kan få et fantastisk udbytte på 2-3 uger, hvis man rejser rundt med nogle af de store rejseselskaber, som har prøvet turen mange gange. Flere af de oplevelser, som man bare skal have med på NZ, kræver booking og planlægning, da det ofte foregår på bestemte tidspunkter på døgnet. F.eks. skal pingviner opleves i skumringen. De veltilrettelagte ture kan således sagtens præsentere NZs top 10 på 12 dage.

Når det er sagt, så har vi på intet tidspunkt kedet os i vores 8 ugers ophold, måske på nær de sidste 3-4 dage, hvor vi ikke har haft nogle planer – ud over at forberede os på afskeden med NZ.

Hvordan skal man så rejse i NZ?

Vi har foretaget vores rejse primært i autocamper. Det var været en rigtig godt for os med 2 drenge på 3 år og 7 år. Vi har lagt vægt på at spise sundt og varieret, og der har autocamperen været et ideelt udgangspunkt. Igen har sæsonen været en lille smule i mod os, da regn og koldt vejr, indimellem har sat familieidyllen på prøve med 2 drenge, som skal have skudt al deres daglige ration af krudt af på 10-12 kvadratmeter :).

Omvendt har vi ført en relativ isoleret tilværelse i vores autocamper. Det har været for koldt til at grille, og ofte har vi endt med at spise aftensmad inden døre i camperen. Så reelt har vores kontaktflade til omgivelserne været ret smal. Vores ophold på B&B i Queenstown var reelt vores eneste rigtige møde med den menige New Zealænder – og det var faktisk utrolig spændende. Det har vi generelt savner lidt.

De sidste dage af vores ophold har vi kørt i bil og overnattet på hoteller/moteller og B&B. Det er også rigtig nemt og der er som sagt et rigtig stort udbud af overnatningsmuligheder. De fleste er velassorteret med kaffe, kakao og te og som regel en microbølgeovn, men maden derudover skal man selv sørge for fra måltid til måltid. Vi har oftest valgt at lave mad og spist hjemme på hotellet.

Hvis man rejser alene uden børn, så vil jeg anbefale at leje en bil og gennemføre rundrejsen med B&B, hoteller og modeller efter behov. Som par er NZ oplagt at holde golfferie i; de har masser af fantastisk flotte golfbaner. Der findes også rigtig mange mere eksotiske cruise på NZ, som vil være oplagt, hvis man rejser som par. Endelig er der mange vinslotte og vinruter i NZ, som formentlig vil være en utrolig delikat oplevelse, hvis man er til den slags herligheder.

Hvis man rejser med børn, så vil jeg anbefale en autocamper. Det giver en fed fleksibilitet. Hvis man rejser med store børn, så er der en masse aktiviteter, som er rigtig spændende og oplagte. Nævnt i flæng: snorkling, river rafting, faldskærmsudspring, bungy jumping, jetboats, parasejling – der er vildt mange muligheder i NZ. Med store børn skal man springe ud i disse vanvittige udfordringer – det vil give oplevelser for livet.

-------

Vi forlader NZ med en fantastisk oplevelse i bagagen. Et fantastisk land som man kun kan forelske sig i. Vi holder med New Zealand ved VM 2010, hvis Danmark ryger tidlig ud :). Vi har for mange holdepunkter i Danmark til at aspirere til at emigrere til New Zealand – og vi er formentlig også for rationelle til at kaste os ud i noget så vildt, men vi har mødt virkelig mange, som har besøgt landet for 20-30 år siden – og som har valgt at blive. Det gør vi ikke – så vi ses snart i Danmark!

Farvel til vores lille ferieparadis

2009-12-11T20:56:00.003+01:00

Så er det tid til at tage afsked med Coromandel halvøen. Det var været nogle fede dage. Vi har virkelig slappet af med sol og strand, masser af læsen, gåtur til Cathedral Cove, badeture, snorkeldykning, Bamses Julerejse og grill på vores terrasse. Det har været dejligt befriende ikke at skulle planlægge og jagte nye oplevelser :) (Yes, though life)

Så det er lidt med vemod, at vi hiver stikket her ...

Vi kører mod Auckland for at ramme Paihia Beach Resort i løbet af søndagen, så vi skal have fundet en overnatning undervejs.

Tilbage på nordøen

2009-12-10T11:32:00.003+01:00

Så er vi landet på nordøen igen. Vi har lejet en fed RAV4 til at bringe os omkring i vores sidste 10 dage på NZ. Vi har kastet os over Coromandel halvøen, da det var et af de områder, som vi ikke nåede i første omgang.

Livet uden camperen er lidt anderledes - som forventet. Vi har fået drengene meget tættere på, når vi kører. Puhu. De knævrer konstant. Specielt Simon snakker hele tiden. Og Max er ved at nå den alder, hvor han gerne vil vide alt, hvad vi snakker om - så han spørger HELE tiden. Han vil også helst være en del af familierådet, som bestemmer næste destination - det er ikke altid super nemt. :-). Men vi kan rigtig mærke at drengene bliver store - og det er dejligt.

Uden autocamperen har vi ikke altid vores madplaner under kontrol. Det skal vi også lige vænne os til. Vi gider ikke spise ude hele tiden; maden bliver for usundt og for meget. Så vi har købt en kølertaske og lidt bestik, så nu er vi igen rimelig selvforsynende.

Vi bor væsentlig bedre, når vi overnatter nu. Det er rigtig fedt. Vi har været heldig at vælge nogle rigtig fede overnatninger - og det har alle vist nydt. P.t. er vi uhyggelig fedt inkvarteret få kilometer fra Caheteral Crove og Hot Water Beach, som er to store attraktioner på Coromandel. Vi bor i en Beach Villa med udsigt ud mod det Sydlige Stillehav og direkte adgang til stranden. Det er så fedt, at vi har valgt at bo her i 2 dage. Solen skinner, vi bader og nyder det.Vi har 2 etager og rigtig meget plads - så kig endelig forbi :-).

Afsked med camperlivet

2009-12-07T10:08:00.005+01:00

Så er 6 uger ved at være gået med et liv i fuld fart og meget lidt plads i en autocamper. Det har været nogle fantastiske oplevelsesrige uger, og nu er vi alle fire parate til at ligge kursen lidt om og geare lidt ned. I morgen afleverer vi autocamperen. Det både med vemod og glæde. Camperen har været fantastisk. Man har altid det hele med sig, og mulighed for at lave nogle lækkert og ordentlig mad. Men når vejret er vådt udenfor, så er pladsen i camperen lidt trang. Vi har i hvert kommet hinanden rigtig meget ved, og mon ikke at vores familiesammenhold kommer styrket ud af alle disse oplevelser.

De sidste to dage som campister tilbringer vi i Christchurch. I går tilbragte vi hele dagen i byen, hvor vi i omegnen af 3 timer overværede en juleparade. Det var en KÆMPE juleparade. Ungerne syntes det var HELT fantastisk. Bo var bydreng og sørgede for frokost samt flere afhentninger af kaffe på Starbucks. Det var en ren befrielse, da julemanden endelig kom til syne og dermed afsluttede paraden. Vi opfordrede Max og Simon til at sige tak for de små gaver og chokolader, som han putter i deres sok hver morgen, og så lige råbe til ham, hvad deres største juleønske var!!!!! Max råbte ”Lege Starwars”, og Simon råbte ”Max´s Nintendo DS´er” ;). På vejen hjem hviskede Simon pludselig til mig ”mor, tror du julemanden hørte, hvad jeg ønskede mig” ???? Hrm, det må vi jo så se, om forældrene kan stå for … ;)

Om aftenen havde vi arrangeret noget helt unikt. Vi skulle afslutte vores camperliv med manér. Derfor havde jeg fundet ud af, at man kunne spise i en kørende sporvogn, som var omdannet til en restaurant. Dette måtte vi prøve! Vi læste en masse positive anmeldelser om gourmet mad og romantiske omgivelser. Det var ikke en oplagt børneevent. Ingen børnemenuer.Vi tog chancen og sikke en fantastisk oplevelse - for os alle fire. Drengene var i høj grad beviste om, at vi var ude at spise fint, og følte sig enorm stolte over, at vi havde taget dem med på SÅ fin restaurant. De sad rigtig pænt hele aftenen. Men der var jo også noget at kigge på hele tiden (ud af vinduet).

Vi fik alle 4 retters menu, og Bo tog sig en fri vinbar. Til maden serverede de noget utrolig godt vin, og min kære mand skulle jo smage det hele. Så på hjemturen i camperen, hvor jeg selvfølgelig skulle køre, havde vi fået en fantastisk underholdende co-driver med… Hrm… Det var virkelig en fin aften, som vi alle vil huske, som en perfekt afslutning på vores ”tour de New Zealand”. Jeg var intet mindre end i den syvende himmel hele aftenen, og det endda kun efter ét glas champagne denne aften. Omgivelserne, maden, drengene der sad, som havde de ikke lavet andet hele livet end at spise på fine restauranter, min dejlige mand. Jamen, ALT var bare perfekt.

I dag har vi valgt, at holde slapperdag på campingpladsen med pool, vasketøj, bøger, og ellers forberede os på at få pakket til i morgen, hvor vi aflevere autocamperen og flyver nordpå til Auckland igen. Vi regner med at leje en bil de sidste 10 dage og se toppen af nordøen igen. Denne gang dog helst med +10 grader ekstra og en masse baderi. Men vi får se, og vi lader jo nok høre…

Afsked med hvalerne

2009-12-06T23:18:00.003+01:00

Vi vil gerne afslutte Sydøen med manér, så vi havde booke en hvalsafari lørdag, hvor vejrudsigten var meget positiv. Vi har imellemtiden udnyttet tiden og besøgt Hanmer Springs, sikkert fedt om vinteren, men halvkedeligt om sommeren - til min smag. Det handler mest om termiske pools. Men Hanmer Springs er en "must do", så ...

Tilbage til Kaikoura fredag aften. Vejret var fantastisk lørdag morgen, bjergene var igen synlige i baggrunden, men med en del mindre sne, end da vi besøgte områder for 3 uger siden. The perfect day. Vi var klar. Turen var virkelig cool. Sigtbarheden var god og søgangen var til at håndtere. Vi så kaskelolhvaler og Hector Dolphins. Ja, delfiner - så lykkedes det endeligt. Og vel ca. 200 i eet ruf. Fedest.

Herunder en par shots fra vores tur.

Tour de Sydøen

2009-12-03T11:10:00.004+01:00

Og her har vi så Sydøen, og her har vi så Sydøen, og ...

Så har vi taget hul på runde 2 på Sydøen. Vi har ambition om, at køre hurtigere rundt her anden gang.

Nelson og den Abel Tasman Nationalpark bød desværre kun på en enkelt solskinsdag - og den har vi i rigelige mængder dokumenteret nedenfor. Efter yderligere et par dage i let silende regn til relation stor undren hos lokalbefolkningen, valgt vi at "checke ud" og forlade Nelson og Abel Tasman.

Vi kørte mod Picton af kystvejen og klappede dermed en anden "must see" af, idet vi kørte "Queen Charlot Drive", som ad små snoede bjergveje byder på den ene idylliske, turkisgrønne bugt efter den anden. Utrolig mange lækre boliger og med tilsvarende imponerende udsigt.

Vi fandt os en lille campsite og valgte at fricampere. Et fedt sted, hvor Max og Simon lavede deres eget fiskegrej med pinde, klemmer, sten som blylod - og fiskede krabber til den store medalje. Vi fangede dog ikke det vilde og diskutere lidt, om der virkelig var krabber. Næste morgen valgte jeg at tage en morgendukkert i havet/fjorden, da jeg ikke 2 svømmetag rejse mig op med vand til navlen for at få luften tilbage i lungerne efter det første kuldechok, så jeg en kæmpe kongekrabbe en meter fra mine fødder. En stor hudfarvet djævel, som i omkreds var på størrelse med en fodbold. Jeg for ud af bølgen blå for at berette om dette fantastiske syn til Max. Han kastede sig i sine badebukser(!) og vi forsøgte at finde bæstet igen. Det lykkedes desværre ikke, og Max var noget mistroisk - om jeg bare havde fundet på det?!?

Da vi ankom til Picton, som var den by, som vi startede i på Sydøen, da det er her færgen kommer ind - silede regnen stadig ned. Det var den 2. december. Vi gik en tur i byen, men endte hurtigt i autocamperen igen med Bamses Julerejse. Max mener jo, at vi skal se 2 afsnit hver dag. Genudsendelsen fra i går, og så bagefter dagens udsendelse. Altså på DVD - morsomt :)

I mangel af bedre forslag ræsede vi igen ned at østkysten til Kaikuora, hvor vi jo for en månedstid siden så kaskelothvaler. Vi bookede tider til endnu en hvalsafari, da det ubetinget har været een af turens største oplevelser, så det vil vi forsøge igen. Men det regner stadig :(, og turene på havet blev gennemført i dis og dårlig sigt, men uden os.

Vi har i stedet var at tage til Hanmer Springs, som er kendt for deres varme bade. Det har hele tiden været vores plan at komme til Hanmer Springs sidst på turen, så her er vi nu - nybadet, varme og lækre.

Det er stadig gråvejr og til tider en let silende regn. Men man fornemmer foråret lige om hjørnet, spørgsmålet er bare om vi når at få det med ingen vi forlader NZ om ca. 14 dage.

Det dårlige vejr og vores efterhånden udvandede jagt efter nye oplevelser, begynder at tære på familiehyggen. Vi er blevet meget beviste om autocamperens begrænsede størrelse i de seneste dage, hvor Max og Simon foretrækker at lege slåsselege (eller andre latterlig larmende aktiviteter) indenfor i tørvejret. Så vi er vist alle begyndt at se frem mod tirsdag i næste uge, hvor vi afleverer autocamperen og tager hul på et nyt kapitel i vores rejse.

Jul i NZ

2009-12-03T11:10:00.003+01:00

Er det Jul nu?? Ja, for os er dét et rigtig godt spørgsmål. Der står 1. december i kalenderen, men her i New Zealand er der ikke mange tegn på, at der kun er 24 dage til jul.

New Zealænderne / Kiwierne syntes ikke at gå ret meget op i julen. Går man en tur i byen, bliver man ikke just mindet om, at det er december måned, som vi kender det i Danmark (hjemme har alle butikker jo pyntet op allerede i slutningen af oktober). Hvis vi er heldige, så ser vi engang imellem et par plastik juletræer i butiksvinduerne i boghandlerne. Men det er alt.

Vi var forleden en tur i et stort ”warehouse”, som Bo skrev om, og godt nok kunne man få lidt julesager. Drengene var ellevilde da de opdagede, at her endelig var lidt tegn på, at det var jul. De ville derfor gerne have en chokoladejulekalender. Det gik vi så i gang med at lede efter og til vores store overraskelse så havde de også nogle. MEN de var med biler på og SLET IKKE spor julet. Det var der ikke meget sjovt ved, så jeg (Sus) sagde til drengene, at de i stedet kunne købe en lille plastik julemand og så hænge den op i autocamperen sammen med deres tykke vandresokker, og så se, om de måske ikke var heldige, at få besøg af julemanden. Og guess what?? I morges havde julemanden lagt to stykker slik i hver deres sok. Simon var benovet over, at julemanden havde bevæget sig HELT til New Zealand, når han nu bor på Grønland (det har han jo selv set i bamses julerejse)! Max har luret, at hans mor nok har været på spil, for julemanden kommer jo ikke helt til New Zealand eller Thailand, når de nu ikke holder jul.

Så jo vi juler en meget lille smule. Drengene har fået at vide, at vi ikke holder jul i år, da man ikke gør det i denne del af verden. Men selvfølgelig skal de nok få lidt gaver, når vi kommer hjem til Danmark! Både Simon og Max synes at have accepteret det og stiller ikke mange spørgsmål. Jeg har sjældent set mine børn blive SÅ glade for SÅ lidt chokolade. Så konklusionen er måske, at det for alle er sundt at skrue forventningerne lidt ned engang imellem.

Men hvis jeg her til sidst skal være jer læsere helt ærlig, så er jeg nok den, som har det sværest ved ikke at holde jul. Jeg savner december måned med kalenderlys, adventskransen, julepynten og alle de tilhørende skønne traditioner. Men jeg har selv valgt det og nej; heller ikke jeg kan få det hele :).

Vores strand - af Bo

2009-11-29T10:18:00.005+01:00

Vi er ankommet til Nelson. Dermed har vi reelt sluttet kredsen og gennemført vores rundrejse på Sydøen.

Nelson skulle være det sted på NZ med flest solskinstimer. Det ser vi frem til. Vi ankom sent fredag eftermiddag og indlogerede os efter et par heftige dage på en meget stor campingplads ned til Tahunanui Beach – en bydel i Nelson. Det er et rigtigt fedt område med masser af aktivitet på strandene og sportspladserne omkring.

Fredag slappede vi af i noget fornuftigt vejr. Sus spillede minigolf med drengene, mens jeg ryddede lidt op i camperen. Vi lavede noget lækkert aftensmad og hyggede os lidt med det.

Lørdag tog vi på marked i Nelson. I silende regn. Hvad sker der her? Hvad blev der af det der med solskinstimer? Men sjovt nok kunne man tydeligt se, at de lokale ikke var specielt trænet i regnvejr – de vadede stadig rundt i shorts og klipklapper. Markedet var ret hyggeligt, men da regnen tog til i styrke fortrak vi til snacks i autocamperen :).

Jeg har tidligere på turen været i et par warehouses (alla Bilka) i forbindelse med at vi skulle bruge lidt gear til bilen. De warehouses er for vilde. Og vi havde parkeret tæt på et stort warehouse, som jeg gerne ville vise resten af familien, så jeg foreslog en ekskursion til tørvejr og indkøb :). Vi tilbragte mere end en time derinde. Der er julepynt, juletræer – og ja, ”you name it”. De har simpelthen alt – og i rigtig mange eksemplarer. Sus var mundlam! Det var så overvældende, at jeg slet ikke kunne tænke, sagde hun :). Så vi slap derfra med et par indkøb til drengene ...

Vejret var i stærk bedring og solen viste igen sit kønne ansigt. I den dejlige solskin valgte vi at fortrække til stranden, hvor vi samlede muslinger og legede i sandet. Vandet er lige lovlig koldt til for alvor at bade i det. Efter strandturen smed vi os på en græsplæne og så de lokale rugby hold udkæmpe en mindre turnering. Det var ret sjovt. Vi forstår da lidt af reglerne nu :). Resten af dagen på campingpladsen kastede Max og jeg vores indkøbte football – lige indtil hans hoved ramte hovedpuden …

Søndag var vejret fantastisk. Jeg havde kuller af at ligge stille, så vi skulle på vejen igen – og opleve New Zealand – det er mit mantra overfor resten af familien, som snart glæder sig til Thailand og afslapning. Vi kørte fra Nelson mod nord op mod Abel Tasman Nationalpark.

Efter en times kørsel ankom vi til Kaiteriteri (sådan er det, de fleste af deres stednavne er en ækvilibristisk øvelse selv for sprogkyndige). Wow. Turkis blå vand, brede hvide sandstrande og sol en mas. Endelig – det har vi ledt efter længe :).

Nationalparken er ikke tilgængelig via veje, så det foregår oftest via vandtaxier. Vi fik os booket ind på en afgang, pakkede tasker og smurte madpakker – og så var vi på udflugt i Abel Tasman Nationalpark. Det bød på en uberørt natur og alenlange bounty strande. Pointen er, at vi kan springe af på en strand oppe af kysten, og så kan vi selv vælge, hvornår vi vil retur – men sidste afgang er 17:00.

Vi (Waserne) fandt en lagune, hvor der var nogle små klippehuler. Vi var totalt alene det meste af tiden. Vidunderlig sandstrand. Isoleret. Smukt. Dejligt. Vandet var dog stadig koldt, men vi badede alle 4 – og også flere gange, selvom det ikke var så længe af gangen :). Vi havde nogle dejlige timer, og tog selvfølgelig først båden tilbage kl. 17.00. Vi har fået en masse sol.

Vi valgte at checke ind på campingpladsen lige ved siden af stranden. Sus og jeg nød en kølig pilsner i solen, nachos til drengene – og en Irish Coffee som kronen på værket. Konge dag.

Det var én af de nemmere aftener at putte drengene :)

Bemærk:
- Blodrøde kinder
- Simon møvler - vil altid putte op af sin storebror :)
- Soveposerne er arkiveret ...

Vestkysten - af Bo

2009-11-27T06:09:00.005+01:00

Speedometeret har rundet de 5.000 km. En hektisk dag lakker mod enden. Vi freecamper midt i en skov op af et lille vandløb. Vi er lige ankommet og klokken er 23:15. Jeg kan ikke bare ligge mig til at sove, så jeg skriver lidt i stedet ….

Dagen startede i Greymouth kl. 08:00 (ja, vi sov længe). Greymouth ligger vel 2/3 op af vestkysten. Byen lever op til sit navn – vejret er gråt i gråt, og vi kører ofte tæt på områder med regnskov.

Vi har de sidste par dage kigget på de legendariske gletschere, Franz Josef og Fox. Imponerende naturfænomener, men drengene er færdige med gletschere. Dem gider vi hverken at gå eller køre efter mere :).

Vi startede vores dag uden nogen egentlig planer. Det er nok fair at sige, at vi er ved at gå lidt oplevelseskolde. Vi har oplevet så mange ting, at vi er lidt svære at hive op, hvor det bliver rigtig sjovt. Derfor har vi indimellem lidt planlægningskriser – hvad vil vi så i dag? Det er mest Sus og jeg som diskuterer – ellers går der helt kage i det. Så ender vi i svømmingpools eller på stranden for at samle muslinger hver eneste dag. Eller i autocamperen med en video :)

I dag blev vi enige om, at tage en køretur ind i Arthurs Pass. Vi havde talt om at tage den samme tur som en togtur sidst på vores rejse fra Christchurch til Greymount – det tager 4.5 time hver vej, og man indlægger typisk en overnatning. Vi blev enige om, at vi alle var bedst tjent med en køretur derind. Max fandt det dog fuldstændig latterligt, at vi bare skulle køre samme vej tilbage (det havde jeg også gjort i hans alder!). Arthurs Pass viste sig at være en god beslutning. Vi havde rigtig godt vejr, og det var virkelig en smuk naturoplevelse.

Man kører op igennem et forholdsvis kort pas med kringlede veje, og så kommer man ud i et stort plateau vel 400-500 meter over havets overfalde og her kører man så, som i en gryde med bjergtoppe på alle sider. Nogle var sneklædte, andre bare grusbunker, men med et fascinerende farvespil. Vi fandt en sø omgivet af nogle fede klatretræer, og så var der dømt hygge og idyl.

Vi spiste frokost på en bænk ned til søen. Drengene klatrede selvfølgelig i træerne og skød hinanden fra tid til anden, mens Sus og jeg nød et glas vin og spillede yatzy i det fri. Det er da ren campinghygge :).

Efter frokosten ræsede vi retur mod Greymount, hvor vi havde indlagt en svømmehappening til stor jubel for den yngre del af selskabet. Men vi havde mange flere planer for dagen(!), så vi besøgte McDonals for at få aftensmaden overstået, så vi kunne nå Pancakes Rock inden solnedgang. Jo, der er drøn på kalenderen, så Waserne træder i karakter. Men det var også her, at det begyndte at kikse for os …

Vejen mod Pancakes Rock var snørklet. Drengene havde nu svømmet og spist – så ja, de var godt møre, men vi ville gerne have, at de også skulle opleve pandekagerne, så vi kæmpede for at nå frem i vågen tilstand. Ca. 5 km før vi ankommer, meddeler min kønne (men til tider glemsomme) kone, at hun har efterladt sin fleece i Greymount på McDonals. Min reaktion kom prompte – bad luck, vi køber en ny.

Nu har jeg jo selv giver Sus denne dejlige Eiger Fleece. Og jeg burde vide med frekvensen som den bliver brugt, at hun ER meget glad for den fleece. Hun virkede virkelig rystet over at skulle undvære fleecen resten af turen – hun var nærmest parat til at GÅ tilbage. Vi fik alle 4 oplevet pandekagerne, som var rigtig sjove, og den friske vind bidrog også til festligheder, idet pandekagerne har nogle såkaldte ”blowholes”, som skyder vand op mod himlen, så bølgerne banker mod kysten. Det var ret fedt. Indimellem et større springvand. Vi blev våde.

Nå, alle mand spændt op i ”bussen” igen. Drengene blev puttet i dyner (og sikkerhedsseler), og så ellers retur mod Greymount. Godt nok synes jeg at kystlinien et fantastisk syn, men jeg er jo ikke fatsvag – jeg behøver ikke se det 2 – eller 3 gange for den sags skyld …
Vi fik bjerget fruens fleece. Smilet var tilbage og vores rejse kunne fortsætte.

Vi valgte at køre en lidt anden vej nordpå – for at se noget nyt(!) – men vi er på vej mod Nelson og Abel Tasman Nationalpark. Det kunne godt blive fedt.

Lidt andet fra hverdagen i NZ

2009-11-25T10:36:00.002+01:00

Mere Mount Cook - af Bo

2009-11-24T01:52:00.004+01:00

Vi i er gang med vores rejse op af Sydøens vestkyst. Dagens begivenheder omfatter en køretur på 450 km, en vandretur på 5-6 km i en regnskov, som endte med udsigt fra en strand, hvor bølgerne væltede ind fra Det Tasmanske Hav, alt imens regnen silede ned.

Vi befinder os i tempereret regnskov og i aften free camper vi for anden dag i streg(!). Vi er ved at være rutinerede :). Vi ligger ned til en stor sø, hvor der står et par mænd og fisker i den stille, vedvarende regn og kan kun lige skimtes i tågedisen. Max og Simon er i gang med lektierne, Sus rydder op efter aftensmaden, og jeg har fået lov til at sidde lidt ved tasterne.

Afstanden mellem vores overnatning i går og den nuværende placering af vores autocamper er ca. 50 km i fugleflugtslinie. Vi befinder os i på samme breddegrad, men bare 50 km tættere på kysten. Vi har imidlertid tilbagelagt hele 450 km for at komme hertil, da vi lige skulle uden om bjergmassivet, hvor Mt. Cook troner majestætisk.

Humøret er højt efter en fantastisk dag i går i selskab med netop Mt. Cook. Bjerget var ellers streget i vores rejseplan, men jeg fik ligge-stille kuller – og så er det jo ingen hemmelighed, at jeg er voldsomt betaget af disse store bjergtinder. Så vi begav os af sted med vejrudsigterne imod os, men er der én ting, som man hurtig lærer i NZ, så er det at vejrudsigter ikke er til at stole på. Så vi tog chancen.

I ”Turen går til New Zealand” skriver de, at Mt. Cook ses, hvis vejret tillader det. At det oftest er dækket af skyer, og hvis man er heldig er de kun dækket af de lange hvide skyer. James Cook skulle efter sigende aldrig selv have set bjerget, som er opkaldt efter ham – da det netop var indhyllet i skyer.

Da vi havde ca. 60 km til bjerget opsøgte vi en information, hvor de oplyste os, at der var overskyet omkring bjerget, og at vi formentlig ikke ville få det at se i dag. Vi var ikke overbeviste – der var opklaring over himlen. Så Sus ringede til en helikopter bureau noget tættere på Mt. Cook. De mente at betingelserne var optimale, og 10 minutter senere var vi eksalterede over, at vi havde 4 billetter til 45 minutters helikopterflyvning ind over Mt. Cook og de kæmpe gletschere, som omgiver den. Vi var ellevilde.

Høje af begejstring kørte vi videre mod vores mål. Begejstringen streg endnu et par grader, da vi første gang tog det smukke bjerg i vores øjesyn. Wow. Vi indtog vores frokost på kanten af en mintgrøn sø med en malerisk udsigt til selveste Mt. Cook. Jeg insisterede på at placere vores autocamper i midten af dette smukke sceneri, og det via et par stejle grusveje og løftede øjenbryn fra min smukke kone. Men ja, det var nok ikke det mest intelligente jeg har foretaget mig. Men det så godt ud :)

Mens vi indtog vores frokost – sandwiches med grøn salat, mayo, skinke, tomat, sennep, ost (uhm) – kunne vi sidde og følge, hvordan Mt. Cook langsomt men sikkert blev fuldstændig skyfri. Vi knipsede billeder som sindssyge for at sikre, at vi havde dette spektakulære syn i ”kassen”. Samtidig sad vi og frydede os vores over 4 boarding passes til en helikoptertur op til Mt. Cook.

Selve oplevelsen i helikopteren var overvældende. Det var HELT vildt. Piloten satte efter 20 minutters flyvning helikopteren ned på en gletscher, og vi fik lov at forlade helikopteren og lege lidt i sneen. Se DET var stort for drengene. Helikoptertur OK, men sneboldkamp på bjerget, DET overgik alt. Simon faldt i øvrigt i søvn i mit skød på vej tilbage til basen :). ”Væk mig hvis der sker noget spændene” …

Vi tog igen en del billeder, men det er urimelig svært at gengive disse omgivelser i to dimensioner :(

Efter Mt. Cook bestigningen fejrede vi vores flyvning med en flaske grape-juice-champagne. Hele turen havde været en oplevelse for livet – og det fortjente en skål.

Vi fortsatte vores rejse med at køre 50 km for at se ”The Church of the Good Sheppard” (vi vidste, at vi skulle retur samme vej), men Sus insisterede på denne turistbasker. Kirken var meget lille, men lå helt ned til en stor sø. Alteret bestod af et stort panoramavindue ud mod søen – og foran vinduet var placeret et lille krucifiks i jern. Enkelt og smukt. I den kirken kunne jeg godt være bænket nogle timer :).

Turen til The Good Sheppard blev reddet af en super aftensmad og en aftentur i hot pools. Efter aftensmaden indlogerede vi os i en 40 grader varm pool, hvorfra vi kunne nyde udsigten til bjergmassivet på den modsatte side af dalen, hvor solen kastede dagens sidste stråler. Et imponerende syn. Efter en times tid i hot pool blev drengene iklædt nattøj, børstet tænder og spændt fast i sikkerhedsselerne med masser af puder og dyner. Det var vist populært og hyggeligt.

Derefter kørte Sus og jeg autocamperen tilbage til søen med Mt. Cook, hvor vi camperede for natten. Helt ned til søen – og bakket til, så jeg var sikker på, at slå øjnene op på Mt. Cook den efterfølgende morgen. Sådan skulle det dog ikke helt gå – Mt. Cook var igen borte i et tæt skydække.

Men vi skulle jo også videre på vores eventyr…

Stor dag, Mt Cook - af Bo

2009-11-22T11:13:00.003+01:00

Billederne taler sit eget sprog denne gang!

Klokken er nu 23:30. Vi er trætte efter en fantastisk dag, så teksten må følge senere, men billederne måtte vi bare vise nu. Vi overnatter i det fri for natten og autocamperen er bakket til, så vi slår øjnene op på Mt.Cook - vi er hooked :)

Et dejligt afbræk

2009-11-21T04:16:00.004+01:00

I dag har humøret taget en drejning. Det har regnet hele formiddagen, og vi er endt i Wanaka, hvor det blæser rigtig meget og ingen af de aktiviteter, vi havde planlagt kan lade sig gøre pga. at Simon er for lille. Men alt dette gør ikke så meget lige i dag, da vi alle 4 føler, at vi har fået en bunke ny energi. Vores Bed&Breakfast besøg viste sig nemlig at være ikke mindre end perfekt for os.

Vi ankom i går eftermiddags til stedet og huset som vi skulle bo i lå i de smukkeste omgivelser, med bjerge og dale på hver side af huset. Vejret var med os, så efter at have set vores skønne værelser med udsigt, satte vi os i haven og nød varmen, solen og ikke mindst den smukke natur, som vi havde fuld udsigt til. Vi blev serviceret med is, vand og snack. Det var virkelig skønt. Drengene løb rundt i haven og legede med familiens to hunde samt naboernes hunde, som var på besøg. Alle var top lykkelige.

Familien som vi boede hos bestod af ”mor Carol” og ”far Rigd” samt deres to hunde og alle naboernes hunde, som alle løb frit rundt på egnen. Carol var et fantastisk gæstfrit menneske. Hun mindede os om en krydsning af Bedstemor og Besser Kirsten. Carol var rengøringsfikseret, utrolig serviceminded, udadvendt, talte meget og var glad for et glas vin. :) Så vi følte os virkelig hjemme. Rigd er den arbejdsomme mand og lidt af den ”lune” type. Siger ikke så meget men er meget venlig. Deres børn, som nu var voksne, var flyttet hjemmefra og huset havde masser af plads, så Carol havde sagt hendes bankjob op, og startet deres Bed&Breakfast. Et fuldtidsjob for hende, hvor nu lukkede ind og servicerede nye mennesker fra hele verden hver dag. Hun så ud til at nyde det i fulde drag – og hun gjorde det fantastisk.

Efter at have hængt ud i have et par timer, tog vi ind til den nærmeste by for at spise aftensmad. Det var en charmerende gammel guldgraverby (Arrowtown), som havde bevaret sin oprindelige stil. Vi fandt et rigtig lækkert sted, ”The Stables”, hvor vi fik noget godt mad og en øl. Drengene legede med andre børn på den tilstødende græsplæne og nød vejret og maden.

Da vi kom tilbage til huset og havde puttet drengene i en stor blød seng, stod ”mor Carol” klar med drinks til os, og vi sad og hyggede med hende og hendes mand Rigd i deres stue, indtil vi undskyldte os kl. 22:15, for nu kunne vi vist ikke være bekendt at trænge os på længere. En virkelig skøn dag.

Næste dag var vi alle 4 super friske og veludhvilet. I flere uger har vi ikke sovet lige så godt, så det var dejligt at få en god seng. Vi tog os god tid på det store lækre badeværelse (med karbad til drengenes store lykke) og kl. 08:30 var der så KÆMPE morgenmad. WOW hvor blev vi bare forkælet. Carol havde lavet alt hvad man kan forestille sig til et ”internationalt morgenbord”. Bacon, æg, pølser, spejlæg, forskellige yoghurter og morgenmadsprodukter, toast, kaffe, te og det aller bedste en stor skål friskskåret frugt.

Efter morgenmaden pakkede Bo og jeg vores sager sammen, Rigd tog drengene med ned for at fordre hønsene og fårene, og så sagde vi pænt farvel og rigtig mange tak for et fantastisk besøg. Det var virkelig, hvad vi havde haft brug for– og mere til. Vi var glade for at komme i autocamperen igen efter en ordentlig omgang forkælelse. Så nu er vi ved at planlægge vores videre færden nordpå igen..

Med øjne der ser - af Sus & Bo

2009-11-19T10:48:00.006+01:00

Speedometeret har rundet 3.500 km. Vi er nået til det sydvestlige hjørne af Sydøen og begyndt vores rejse op af vestkysten. Vi er i Fjordland National Park, som er på størrelse med Wales!! Der er kun natur og ingen beboere. Fuldstændig intakt og uberørt natur. En perle for naturelskere.

Men nu er vi jo en familie på tur – og lidt for sjov – har Sus og jeg valgt at udstille hver vores oplevelse af dagens tur på denne blog. Det hele afhænger jo af øjnene der ser …

Den klassiske turistoplevelse i Fjordland er Milford Sound. Det er voldsomt besøgt, og der er rigtig mange turister af sted hver dag. Vi valgte i stedet at besøge Doubtful Sound, som er 10 gange større arealmæssigt end Milford Sound, men også en tur, hvor man starter med at forcere en sø, Lake Manapouri, hvorefter man tilbagelægger 21 km på den dyreste anlagte grusvej i New Zealand for at springe ombord på en større båd, som guidede os igennem Fjordlandet ud til Det Tasmanske Hav. Turen tager ca. 8 timer, hvoraf de sidste 3 foregår på Doubtful Sound – fjorden ud mod det Tasmanske Hav.

Bo – om dagens tur.

For mig var valget af dagens tur vigtigt og rigtig, da vi stort set var alene på fjorden med vores guidede tur. Det er en mere speciel oplevelse og langt mindre turistet.

Verdens stejleste vej, verdens mindste pingvin, verdens mest sjældne pingvin, New Zealands 2. dybeste sø, New Zealands 2. Største fjord – de imponerede facts vælter ind over os i et tempo, så vi bliver helt immune. Vi er nok lidt mættet og bliver sværere at imponere. Ikke desto mindre var dagens oplevelse en unik én af slagsen.

Da James Cook ramte New Zealands vestkyst for 250 år siden havde han luret fjordenes enorme forgreninger. På sit kort noterede han ”Doubtful harbour”, da han ikke følte sit overbevist om, at han ville kunne finde én havn – eller sågar om han ville kunne finde ud igen. Det spændende ved fjordlandet er, at vi i dag så verdenen igennem James Cooks øjne. I denne afkrog af New Zealand står naturen fuldstændig uberørt og intakt. Ufatteligt. (Hvor mange andre steder i vores verden kan vi sige det?)

I Fjordlandet regner det omkring 7 meter om året! Det er VANDvittig meget vand. Det er en lav tempereret regnskov, som har bosat sig ovenpå et klippelandskab, som er formet af gletscher for mange tusind år siden. Alle de høje bjergsider som omgiver båden på Doubtful Sound er beklædt med grønne træer, hvor de stopper og går over i rå klippe tager sneen smukt over. I bunden er der en sø, som er op til 400 meter dyb og på overfladen består den af lag ferskvand(!), men 10-20 meter nede tager havets saltvand så magten tilbage. Et unikt økosystem. Og bjergtagende smukt.

Det er umuligt at videreformidle på billeder. Vi har selvfølgelig forsøgt, men det kommer bare ikke til sin ret. Jeg tilbragte meget af dagen udenfor på dækket og fulgte nøje det imponerende sceneri for mine øjne. Det var storslået.

Sus – om dagens tur.

Ja, som Bo siger, så afhænger oplevelserne af de øjne der ser, og mine øjne ser ikke altid det samme som Bo. Turen i dag var ok, men ikke noget hverken børnene eller jeg ville gøre igen. Vi havde forinden snakket om, at skippe denne del af turen, men ALLE siger jo, at det er så pragtfuldt og fantastisk, så jeg foreslog faktisk selv, at vi ikke måtte skippe denne oplevelse. Men helt ærligt – det var bare en laaaang dag med tåge, dis, regn og så en masse vand og stejle skranter med beplantning på. Og så var det total dyrt!!!! Ingen af vores andre oplevelser har været så dyre, så jeg var skuffet over ikke rigtig at føle, at vi fik noget for vores penge.

Som en del af turen, skulle vi også besøge et underjordisk kraftværk, hvor vi blev fragtet under jorden for at se turbinerne, som genererer massive mængder af EL. 0g som Max så rigtigt sagde til mig – det var da dødsyg, mor. :)

Så ikke mere fjordlandskab til mig. Det kan jeg ikke rigtig imponeres med. Så i stedet har jeg til i morgen booket et Bed & Breakfast Farmstay, hvor vi skal bo hos en familie med hunde, får, lamaer, køer og andet. DET glæder drengene og jeg os til.

Vi så sæler og Fjordland pingviner, men ingen delfiner. Vi har stadig delfinerne til gode, men dem skal vi nok finde senere.

Sydøens østkyst - af Bo

2009-11-17T11:03:00.004+01:00

Vi befinder os i Dunedin. Den 2. største by på Sydøen. Herfra er der åbenthav stik syd mod Antartisk. Vejret er ikke rigtig med os. Vinden er rigtig kold og nætterne er hårde ved Sus - hun fryser. I dagtimerne tager solen indimellem magten, men når den forsvinder er det bidende koldt.

I morgen skal vi videre til Te Anau for at besøge Doubtful Sound.

De sidste par dage har stået i pingvinernes tegn. Jeg føler, at vi har fesen op og ned af østkysten for at være der, når pingvinerne kommer hjem fra deres daglige fangstture. Men vi har set den meget lille Blue Penguin, og vi har set den guløjede pingvin, Yellow Eyed Penguin. Fastastisk elegante dyr i vandet - og tilsvarende kluntede og sjove på land. Sæler og søløver har vi også set i spandevis. Hele Sydøens østkyst er befolket med mange kolonier af disse fine dyr. Og vi nærmer os meget hastigt sæsonen for unger, så det venter vi spændt på.

Vi havde en fed oplevelse ved et fyrtårn, hvor vi kunne gå ned i en koloni med guløjede pingviner. Her sad vi alle 4 bænker i et lille udkigsskur, hvor man kunne åbne nogle små luger - og låne nogle fastlåste kikkerter. Der var kun 3 vinduer og det meste af tiden var der kun os i hytten, så det var en rigtig intim og fin oplevelse. Der sad vi så, alle Waserne, musestille og ventede på at pingvinerne skulle returnere fra det store hav med mad i deres maver til ungerne, som lå i nogle redekasser i et budskads, som var ugenert. Det var en rigtig fed oplevelse. Vi nåede vist at se 6-8 stykker komme hjem i de 1,5 time, vi var der. Men det var spændende. Og sælerne - ja, de lå selvfølgelig også på stranden under os og fedede den.

Vi har også besøgt Moeraki Boulders, som var en sjov oplevelse - mest fordi vi soppede og legede på stenene. Men det er et sjovt fænomen.

Ellers er vi lidt oplevelsesimmune ovenpå kaskelothvalerne i Kaikoura. Max spørger, hvornår vi skal sde spækhuggere og pukkelhvaler. Om vi da ikke kan tage derhen, hvor de er? :)

I dag har vi været på Royal Albatros koloni. Vi kørte det mest af 30 kimometer på små snørkelde veje for at nå dertil. Kun for at få at vide, at Albatrosserne ynglede og byggede reder, så området var lukket for offentligheden, men vi kunne komme igen den 25.11, så kunne vi se dem på allertætteste hold. Øv. Sur røv. Hvis vi har tålmodige, så kunne vi måske en eller to flyve over hilmen. Det var vi(!), men der kom aldrig en Albatros den dag.

Men det er jo netop på naturens vilkår, og det er jo også det, som gør det ekstra fedt, når det så lykkedes. Så vik må videre og lede efter andre oplevelser...

Kaikoura - af Bo

2009-11-14T11:29:00.004+01:00

Nå, det er vist tid til et lidt mere teksttungt indlæg : )

Vi er stadig i Kaikoura. Synonym med ”Whale watching” og ”Cray Fish”. Been there –
done that!

Vi ankom hertil sent torsdag aften. Fredag formiddag havde vi booket en tur på en båd, som skulle tage os ud til hvalerne. Vi røg af sted med søsyge- og stormvarsel pustende os i ansigtet. Med vi valgte i samråd at tage af sted alle sammen alligevel. På vej ud mod oceanet spottede jeg(!) en hval til højre for båden, som vi fik et fint rendevu med (billeder i tidligere indlæg). Hvaler kan nærmest kun spottes på den søjle af vand, som du puster op, når de ligger i overfladen.
Kun få kilometer uden for Kaikoura går vanddybden fra 100 meter til ca. 1,6 kilometer. Og det vel at mærke i et bjerglignende terræn, som presser en masse fisk sammen på få kvadratmeter – dette giver et unikt spisekammer for hvalerne.

På vores første(!) tur så vi 2 kaskelothvaler. Det var en oplevelse. Super fedt. Hvalerne ligger i overfladen 5-10 minutter for at trække lidt luft ind, og så dykker de igen i gennemsnitlig 45 minutter. Så man skal være heldig, når de kommer til overfladen. Hvalen kan faktisk blive under vandet i op til 2,5 time.

Efter godt en time på søen, annoncerede kaptajnen, at vi desværre var nødt til at returnere, da uvejret nærmede sig hastigt. Vi kunne jo faktisk se fronten ude op havet, og jeg var overbevist om, at vi havde god tid, så vi var lidt utilfredse med at vende om. Vi nåede dog dårligt at kaste trosserne i havnen før regn og storm ramte os. Vildt. De ved jo lidt om, hvad de taler om …

Resten af fredagen hyggede vi omkring autocamperen.

Hvalerne virkede som et fix på os. Vi måtte bare have mere. Det var rigtig spændende for os alle at være på havet og lede efter hvalerne. Og succesraten gjorde det også relativt fornøjeligt. Så vi bookede en ekstra tur lørdag formiddag, da vi konstaterede at vejret var fortrinligt til formålet. Vi var på søen i godt 2 timer, men vi fandt ingen hvaler på denne tur. Der var en del hvaler omkring os, men de nåede alle at dykke, inden vi nåede hen til dem. Sus og Simon blev tilmed en smule søsyge, så de synes, at var OK da kaptajnen annoncerede, at det ikke ville lykkedes på denne tur, og at vi ville returnere til Kaikoura. Vi fik 80% af vores turfee retur, da vi ikke så hvaler. Det sker kun på 1-2% af deres ture, så der var vi desværre lidt uheldige. Men turen på oceanet var cool. Vi så flere albatrosser, men dem skulle vi gerne komme noget tættere på senere på vores tur, hvor vi skal besøge en koloni.

Lørdag eftermiddag spillede Max og jeg minigolf i midtbyen. Ja, OK – jeg tabte en enkelt gang. Det var vist en dårlig bold :). Vi valgte at deltage i en fåreklippeshow, som lå lige uden for byen. Herligt lokalt snit over farmeren og et meget personligt indtryk. Drengene synes, at det var vildt sjovt.

Lørdag aften havde vi bestilt bord på en af de lokale restauranter anbefalet af Loney Planet, hvor vi kastede os over ”Cray Fish”, som er lokalt fanget languster, som minder meget om dansk hummer, men er mere fast i kødet. Det er en stor eksportvare fra regionen.

Efter restaurantbesøget opsøgte vi en lokal bar for at følge New Zealand fodboldhold i deres anstrengelser for at kvalificere til VM sig for første gang i 28 år. De spillede i Wellington, hvor vi var i onsdag, men alt var udsolgt, og det var umuligt at få billetter.

I morgen kører vi videre sydpå mod Dunedin, hvor vi satser på at se pingviner, elefantsøløver og albatrosser. Spændende ...

New Zealand til VM - af Bo

2009-11-14T10:25:00.002+01:00

New Zealand - Bahrain 1 - 0

Ensbetydende med at New Zealand har kvalificeret sig til VM 2010 i Sydafrika, hvor de kan risikere at møde Danmark :)

Det er første gang i ca. 30 år at New Zealand har kvalificeret sig til et VM i fodbold. De er jo verdensmestre i rugby (All Blacks), men fodbold er ikke nær så stort i NZ.

Max og jeg har været på den lokale bar og supporteret det nationale hold mod Bahrain. Pudsigt nok synes jeg til tider, at det var Max og jeg, som gik mest op i det :). Men det var hyggeligt - og fedt at de vandt.

Nu mangler vi bare, at Danmark skal møde dem næste år ...

Kaskelothvaler

2009-11-13T05:56:00.003+01:00

Sproget bliver fattigt - og unødvendigt!

Sydøen - "here we come" - af Bo

2009-11-12T11:03:00.005+01:00

Wow!

Det sydlige Stillehav banker mod kysten med meter høje bølger. Det ser fantastisk ud. Et træ(!) er netop skyllet op på stranden. Et kæmpe stort et af slagsen. Super fedt sceneri. 30 km længere fremme en sælkoloni på mindst 1.000 sæler ligger praktisk talt for vores fødder. Jeg mangler tillægsord. Og i en aften er der en super flot stjernehimmel, så det skal jeg også have checket ud igen.

Ja, vi er ankommet til Sydøen!

Vi krydsede Cook Strædet i eftermiddag. En 3 timers sejltur bragte os over til Picton. En fed sejltur hvor jeg tilbragte hovedparten af turen på frontdækket med bølgeskvulp og masser af frisk luft. Det virkede relativ vindstille, men jeg skal love for, at vi kom i bølger. Kæmpefærgen sejlede op mod bølgerne og sprang fra bølge til bølge med nogle enorme vandsøjler fra skibets bov til følge. Super sejt. Jeg var vild med det.

Efter et times sejlads måtte jeg imidlertid yde lidt førstehjælp til resten af familien, som var ved at være godt søsyge indenskibs. Jeg fik dem overtalt til at følge mig i den friske luft og efter 10-15 minutter udenfor var der klart forbedringer i søsygen, men nu med forfrysninger :). Så slemt var det ikke, men det lykkedes os at score et par pladser lige indenfor de store panoramavinduer, så familien kunne bænkes der med et fast blik på horisonten. Jeg forsatte overfarten udenfor med Paul Potts bankede i mine høretelefoner. Det var sgu stort. (jeg sejler faktisk lidt endnu her i autocamperen – gulvet gynger).

Vi har forsøgt at gengive lidt af overfarten herunder. Den sidste halve time sejlede vi igennem fjorde med store skrænter på begge sider. Det mindede om de norske fjorde.

Vi nåede Picton ved 6-tiden. Planen var at nå frem til Kaikoura for natten, da vi allerede HAR booket hvalsafari i morgen fredag! Det glæder vi os helt vildt til – undtagen dem, som også frygter søsygen lidt.

Efter ca. 70 km ramte vi kysten, hvor det sydlige Stillehav rammer NZ. Solen var ved at gå ned bag bjergene, men strålende nåede stadig kystlinien og gav aftenhimlen en flot skær. Samtidig hamrede der store bølger ind på stranden. Der stod vi, Waserne, sammen med et andet hold turister, men ellers helt alene. Ja, det så ca. sådan ud:

Modstræbende forlod vi den buldrende brænding og begav os længere mod syd. På jagt efter sæler. Vi havde en plan om nå sælerne inden mørkets frembrud og spise aftensmad med sælerne. Det fortrød vi ikke. Da vi nåede Ohau Point, stod der et advarselsskilt om, at her fandtes sæler. Vi hang ud af vinduerne for at spotte dem. De falder enormt godt ind i naturen, så det tog os lidt tid. Der, der, der råbte Sus og vi kastede bilen ind på nærmeste plads i vejkanten. Hold da nu op. Vi kig ud til kanten af vejen og ca. 2 meter direkte under os lå en stor han. Han kiggede vagtsomt op på os, knurrede lidt og viste tænder. Så kogte han videre. Den næste halve time skød vi masser af billeder, og det gik op for os at der var hundredevis af sæler på dette sted. Storslående. Vi gik tilbage til autocamperen og lavede vores aftensmad med vinduer åbne ud mod sælerne, så de sad jo nærmest med til bords :). Behøver jeg tilføje, at drengene var voldsom begejstrede.

Vi spiste vores aftensmad, og kørte mod Kaukoura, hvor vi ankom 21.00 med 2 sovende gutter. Dagens oplevelser havde omsider fået overtaget over dem …

I morgen håber vi på en succesfuld hvalsafari – det glæder vi os helt vildt til. På genhør.

Kulturelle dage

2009-11-11T23:59:00.002+01:00

Ja, så må jeg vist lige på banen, for at få lidt plads på siden til at skrive om min store oplevelse i forbindelse med min vandretur ”Tongariro Alpine Crossing” på 19,4 km over stok og sten. Som I jo nok har læst, tog Bo turen først (i sidste uge), og dagen efter skulle jeg så på sammen tur. Vi havde valgt at splitte os op, da det var en hård tur på 6-8 timers vandring i bjerglandskab, og derfor ikke egnet til børn. Vi kom igennem vulkanlandskab med sten, sne, sand, vand og buske. Turen gik op imellem to bjerge (hver med sne på toppen) igennem et vulkankrater, op over toppen på det ene bjerg, og så en laaaang nedstigning på den anden side at bjerget. Der var en krævende tur men alle kræfterne værd. Jeg lagde ud med 4 km i højt humør, men så startede opstigningen for alvor. Kort tid herefter kom den første vabel, efter 5 km var jeg ved at gå total kold og tænkte på, hvordan jeg skulle overleve de næste knap 15 km. Efter 6 km havde jeg både hovedpine og var svimmel. En god beslutning var at tage en juice og en nutellamad. WOW, sikke en effekt sådan en gang sukker kan have på en. Efter 2 min spise-drikke-pause var jeg igen klar, og jeg må sige, at resten af turen gik med kun små smerter men ellers mest nydelse. Turen var fantastisk smuk, og jeg havde jo perfekt skyfrit vejr til vandringen. Jeg gjorde turen – ligesom Bo – på kun knap 6 timer. Men så vandrede vi også konstant uden pauser. De fleste tager imellem 7-8 timer, men så er der også beregnet stop undervejs. Forinden afgang var jeg lidt usikker på mit valg, at tage denne tur alene, men det viste sig at være helt i top. Jeg nød at gå i dette fantastiske landskab helt for mig selv. Men jeg var overrasket over så få tanker, man kan gøre sig på 6 lange timer. Min hjerne slappede bare af, og jeg nød det. Jeg var nærmest i en slags terapi-trance ;-). På nedturen tænkte jeg dog på, hvor sej jeg selv syntes jeg var, og hvor fed en tur det havde været. Jeg kom frem til den konklusion, at det nok var en af de fedeste oplevelser jeg havde haft, lige bortset fra at få vores to drenge og blive gift – så det siger vist alt om turen.

De sidste to dage har vi til tilbragt i Wellington (den sydligste by på Nordøen), hvor vi har været rigtig kulturelle. Vi har været inde på det kæmpe store Te Papa Museum, hvor de har 6 etager med udstillinger. Specielt var vi alle fire imponeret over deres udstilling om jordskælv, hvor vi bl.a. var inde i et hus, hvor man kunne opleve et ”rigtigt” jordskælv. Drengene syntes det var lidt skræmmende, og Max skulle efterfølgende vide alt om sandsynligheden for, at vi havnede i et jordskælv, og hvad nu hvis der kom et her hvor vi var. Men heldigvis i forlængelse af udstillingen kunne vi vise ham, at der i Danmark ingen plader var der forårsagede jordskælv og hernede i New Zealand, hvor pladerne overlapper hinanden – lige her i Wellington – der er vi god sikret i en autocamper med gummihjul . Ud over dette ene kulturelle indslag, hvor vi selvfølgelig oplevede en masse andet, var vi bl.a. også ude at se kirker, parlamentsbygninger og andre ”must see”. Alt sammen noget der mest var for os forældre. Men hertil må altså siges, hvor fantastiske vores drenge er til at have med til sådanne ting. Der er virkelig ingen brok, når vi går lange ture igennem gaderne og slæber dem ind på det ene – for dem – uinteressante sted efter det andet. De løber pænt igennem gaderne på deres løbehjul og hygger sig sammen. Under udstillinger går de pænt og stille rundt sammen med os og spørger interesseret. Bo og jeg er nok også blevet gode til at ændre historierne lidt engang imellem for at gøre det lidt mere børnevenligt. Vi har også været ude at spise flere gange, og forinden vi tog på vores lille rejse, frygtede vi lidt dette. Men de sidder bare så pænt ved bordet og hygger sig sammen. Vi har fået dem lært – inkl. Simon Viggo – at spise mange flere ting, end de er vant til. Så vi syntes selv, at de er fantastiske at have med på tur. De har endda også lært en del engelske ord såsom, Thank you, excuse me, My name is…, I´m from Denmark, I´m 7 years old og Simon kan synge ”happy birtday” – også så de lokale kan forstå dem. Det ser heller ikke ud til, at de savner deres hverdag derhjemme. De nyder hinandens selskab (faktisk til forældrenes overraskelse) og leger godt sammen.
Vi sidder lige nu i autocamperen, og venter på, at vi skal af sted kl 14 med færgen sydover. En sejltur på 3 timer, som vi glæder os meget til, da vi har fået fortalt, at Cook Strædet, som vi sejler igennem, er en af verdens smukkeste. Denne sejldag er også valgt ud fra, at i dag skulle være den bedste dag vejrmæssigt, så vi rigtig få fuld udbytte af sejlturen. Vi nyder at have en (tvungen) dag, hvor vi bare sidder ved pcén, læse bøger, lege og ellers slapper af. Vi får læst lidt i vores bibel ”Lonely Planet” og planlagt vores første dag på sydøen. Vi ses sydpå!

Nok det kedeligste billede af vores tur - men bevis på, at vi også kan være lidt kulturelle

Om autocamperen – af Bo

2009-11-09T11:29:00.003+01:00

I dag har været lidt af en transport dag. Hvad kan være mere passende end et indslag om vores autocamper til de mere teknisk interesserede – i dagens anledning.

Vi har i dag rundet 2100 km. Vi har haft autocamperen i 2 uger i dag, og foran os ligger yderligere 5 uger. På den ene side skræmmende lang tid, men på den anden side vildt spændende, hvad disse uger må bringe. De første 2 uger er i hvert fald fløjet af sted.

2100 km på 14 dage er jo egentlig ikke voldsomt langt. Men i det terræn og de snørklede veje, som vi oftest tilbydes her; så føles det meget længere. Samtidig skyder vores autocamper en topfart af 100 km/t, og det er vel at mærke, når det går rigtig godt.

Det er ellers et herligt køretøj, som er i meget fin stand – men det har vi jo også betalt for. Vi har jo nærmest købt autocamperen. Lad os få nogle specifikationer på banen.

Det er en Ford Transit med 2,4 liters motor, turbo diesel. Så der er godt med bundtræk i den, og den har 6 gear at gøre godt med. Den kører virkelig godt. Vi må højst køre 90 km/t i den – hvis vi vil overholde færdselsreglerne hernede. Vi kører ca. 7 km på literen, men til gengæld betaler vi kun ca. 4 kr. pr. liter diesel(!!). Bilen er 6,8 meter lang og 2,2 meter bred (ca. som Chrysleren!). Man skal lige huske længden og undlade at skære hjørner, så går det fint. I solskærmen er bilen udstyret med en skærm til et kamera, som er placeret på bagenden, som hjælp til når vi skal bakke ind på begrænset plads. Det virker rigtig fint.

Indvending har vi 2 meters frihøjde, så det tænker man ikke over – der er god plads. Der er køkken med 4 gasplader og en spisekrog, som samtidig fungerer som drengenes køresæder og altså er udstyret med sikkerhedsseler (og en stol til Simon). Der er et godt udsyn til drengene, men det kan være svært at føre en samtale med dem fra førerkabinen. I bagenden af autocamperen er der et soveområde (2,1 x 1,8), som vi hver dag redder og dermed konverterer til en mindre sofagruppe. Det er også her, at der er fjernsyn med DVD, som dog kan vendes og ses fra køkken/spisekrog også.

Autocamperen er udstyret med en 150 liters friskvandstank og en tilsvarende 150 liters tank til vores spildevand. I køkkenet er der 2 vandhaner, hvoraf den ene er med filter og kan drikkes direkte fra. Der er tilkoblet en lille varmvandsbeholder, så man kan få varm vand til opvasken. Toilettet har separate vandtank til udskylning og en septiktank til det, som vi skylder ud. Badeværelset er med bruser og håndvask samt et lille tørrestativ – det er ufattelig godt udnyttet rent pladsmæssigt.

Køkkenet har desuden emhætte og selvfølgelig en lille køleskab med en lille boksfryser. Under kogepladerne har vi en lille gasgrill, ligesom køkkenet er udstyret med en microbølgeovn. Skuffer og skabe er bygget med hængsler og specialindrettede holdere til al service, som det ikke smadres under kørsel, som ikke kan undgås at blive lidt (læs: rigtig meget) hoppende fra tid til anden. Så indimellem springer køleskabet op eller en skuffe flyver ud. Men i det store hele fungerer det super godt.

Kabinen er udstyret med aircondition, som vi endnu ikke har brugt. Derudover er der en lille varmeblæser, som er gasdrevet, ligesom vi har en elektrisk varmeblæser i bilen. Sidstnævnte effekter har fruen eksperimenteret med :).
Autocamperen er udstyret med et 240V kredsløb, som kun er i spil, når med er fast koblet på strøm på en campingplads eller lignende. Ellers har bilen 2 stk. 12V batterier samt lidt solceller, som kan holde bilen ved strøm i en periode uden fast strømopkobling. Disse batterier genoplades endda også ved kørsel. Bilens batteri er i et separat kredsløb, hvilket betyder at bilen stadig kan starte, selvom vi har skudt al strømmen af til ”Lille Nørd”.

Direkte over førerhuset er der et sengeafsnit (2,1x1,5), hvor drengene sover. Det er ideelt til formålet. Der er et lille forhæng, som man kan trække for, så det bliver helt mørkt deroppe. Og efter et par aftener er det også lykkedes for Sus og jeg at få indført en fornuftig sovedisciplin hos de unge herrer, som jo ellers fandt konstruktionen oplagt til fest og ballade. Selvfølgelig. Men det fungerer godt nu.

Resten af autocamperen er indrettet med små rum til at pakke vores sager i. Vi har tøj og madvarer overalt i de små rum. Det kræver orden og oprydning hele tiden. Det arbejder vi med …

Jeg har forsøgt med et par billeder i nedenstående collage, som måske kan give et indtryk af autocamperen:

I New Zealand er der vel ca. sammenlagt 50 km motorvej, og det er altså vildt landets størrelse taget i betragtning. Så al færdsel foregår på 2 sporede veje med modkørende trafik. Vejarbejde er der rigtig meget af, og det er altså med max 30 km/t. Og oftest med trafikregulering i form af 2 gutter med en walkie talkie, som bestemmer slagets gang. Det virker ikke til at påvirke Kiwierne; de virker meget tålmodige.

Vi har valgt at køre rigtig meget på Scenic Routes (turistruter), og det er ofte ensbetydende med regulær bjergkørsel med snørklede veje. Det påvirker heldigvis ikke drengene, men Sus bliver hurtig køresyg, hvis hun ikke sidder sikkert i sædet og kigger fremad.

Venstresidekørsel går forrygende. Det har vi vænnet os til. Det sværeste er, når man kører ud fra en sidevej – hvor er det så lige de billister vi skal passe på, kommer fra. Tilsvarende når vi bevæger os rundt som fodgængere, så er det voldsom svært at huske, hvilken side man skal kigge til, når man krydser vejen.

Der findes ufattelig mange autocampere på vejene i NZ. Vi er endda uden for sæsonen, så det må være sindssyg i højsæsonen. Det må virkelig være en pestilens for de indfødte – med alle de turister. Som oftest lige skal vende sig til den ”forkerte” side. Det forventes, at man som autocamper kører ind til siden, og lader den mindre og hurtigere trafik passere. Ellers kan de godt finde på at begynde at dytte bagfra. Men i store træk er de enormt forstående og positive medtrafikanter overfor os turister.

Det er mig, som er chauffør det meste af tiden. Først ville Sus ikke køre bilen. Jeg kender hende jo, så jeg foregav at være træt, så hun var nødt til at køre. Og efter kort tid var hun jo verdensmester, og hun er stadig overbevist om, at hun er den bedste trucker af os. Men det er i hvert fald godt, at vi nu er to, som er i stand til at køre, hvis vi skulle få brug for det.

I dag har vi kørt fra Napier til Wellington, hovedstaden i New Zealand – som samtidig afslutter vores rundrejse på Nordøen. Turen var på 315 km og tog os 6-7 timer inklusiv frokost og et par stop undervejs. Det stormer og er pissekoldt, men vi regner med at være her et par dage, inden vi torsdag eller fredag sejler over til Sydøen. Men mere herom senere …

Østkysten, Napier - af Bo

2009-11-08T10:56:00.003+01:00

Bemærk:
Der er tilføjet et par billeder på nogle af de tidligere indlæg.
Og der er nu kommet en opdatering på de billeder, som man kan downloade fra vores speedbådstur - med koder.

Køreturen til Napier var nemmere end frygtet, og vi var fremme allerede kl. 19.00 om aftenen. Via en tankstation fik vi en anbefaling på en restaurant i den indre by. Tiden var kommet til at spise ude – og vi skulle lægge arm med det New Zealandske køkken. Til formålet besøgte vi – altså på anbefaling – restaurant Charlies, som var en Charlie Chaplin inspireret restaurant. Interiøret var spartansk, men maden var fantastisk. Jeg havde selv fornøjelse af lam for første gang på turen – og det var himmelsk. Vi havde en hyggelig aften. Endnu senere om aftenen ramte vi campingpladsen med 2 søvnige drenge.

Napier er et lækkert sted. Turen hertil bragte os igennem landskaber, som startede i Canada med kæmpe skove og masser af tømmer, via Irland med grønne, bakkede enge og masser af får, gennem Toscana, Italien med snoede veje, bakkede landskaber og masser af grønne, høje træer. Ind mod Napier bevæger vi os igennem vinmarker, som hensætter os til det franske for at ende op i en by, som med sin Art Deco stil minder mest af alt om Miami, Florida. Alléer med palmer og en imponerende strandpromenade. Se det er noget af det fantastiske ved New Zealand – det er så varieret, selv over korte afstande!

Napier er tilmed et af de steder i New Zealand, som har de fleste solskinstimer om året. Og det passede familien, herunder i særdeles Sus, som det vist også fremgår af nedenstående samling af billeder :).

Vi har hygget os i Napier. Den første dag ”dallede” vi rundt på strandpromenaden og nød livet. Det var en rigtig sommerdag. Vi fandt en skateboardbane, hvor en masse unge demonstrerede deres kunnen. Max var vild med det. Max og Simon har jo fået et løbehjul for at gøre gåturene mere spiselige – og det her var altså det helt rigtige forum for at vise sig lidt. Men begge drengene var lidt betuttede og kunne jo i virkeligheden ikke måle sig med profferne, så vi fortrak igen.

På en del af promenaden var der (selvfølgelig) minigolf. Det er en af Max Wases favoritter, så det var vi jo tvangsindlagt til. Vi spiste frokost på promenaden på en amerikansk inspireret steakhouse. Det var super godt og meget børnevenlig. Måske lidt for tungt på fedtprocenterne, men Max elskede det. Han er ved at være bekymrende madglad, men er samtidig (også bekymrende) bevist om at spise sundt – og ikke blive tyk. Noget vi arbejder med …

Sus tog drengene med i udendørs saltvandspools, mens jeg tilbragte 1.5 time i supermarkedet for at finde alle de ting, som vi havde fået samlet på vores dosmerseddel. Og lidt til. Jeg købte en blender – til stor jubel for drengene, da mor lige knaldede en lækker jordbærsmootie sammen. Så nu er autocamperen også udstyret til smooties!!

I dag, søndag, har vi fra morgenstunden (dvs. 10.00(!!) – inden vi har fået morgenmad, drengene i tøjet, samlet vasketøj, pakket stole og borde sammen, reddet senge, været i bad, vasket op, ryddet op i camperen, fået vand på, tømt toilet etc.) været på Farmers Market. Det svarer vel mest til en dansk torvedag. Det er sjovt og hyggeligt. Boderne var af meget høj kvalitet, og de var udpræget økologiske – og varerne virkede rigtig lækre. Jeg kom til at sige til Sus at hun bare kunne handle, hvis jeg bare kunne undgå at blive rådspurgt hver gang. Shit, vi skal snart forbi en hæveautomat :). De fleste af boderne havde smagsprøver! Behøver jeg at sige, at Max Wase var vild med det – og jeg var nødt til at hjælpe ham med hans begejstring for tag-selv begrebet. Han var blandt andet på vej i en bod med et stykke spegepølse i den ene hånd og en frikadelle i den anden – altså for at tage lidt chili-con-carne. Jeg forklarede ham, at de fleste gerne så at han købte lidt, og hvis han ”bare” ville besøge dem alle, så måtte han i det mindste være lidt mere diskret. Men efter kaffe, wienerbrød, lækre juicer, et utal af smagsprøver og med hvad der svarer til 4 indkøbsposer forlod vi Farmers Market. Vel ca. 100 dollars fattigere .. :). Men med lækre ting i køleskabet – herligt!

På vej til næste event (!) som var et besøg på verden største sulekoloni, valgte vi lige at presse et besøg på en chokolade fabrik ind. I vanlig tidsoptimeret stil. Selve produktionen var dog lukket pga. søndag, så vi nøjes med et hurtigt besøg i chokoladebutikken. Dette er så en af Simon Viggos topdiscipliner. Vi købte et par stykker af det lækre, hjemmelavede chokolade, og vupti så åd Simon den frø på størrelse med et spillekort. Sus måtte fordele sin over et par kopper kaffe, mens jeg selv ikke er nået dertil endnu. Men Simon han var frisk på én mere. Ufatteligt.

Midt på eftermiddag var der afgang med en traktor med hænger, hvor vi alle 4 blev sadlet sammen med ca. 40 andre turister. Familien deltog jo lidt for min skyld – det må vel siges at være min event. Ja, og den falder vel mest af alt i kategorien Paul Thomsen. Men det var fedt!
Der er kun adgang til sulekolonien via stranden, og det kan kun lade sig gøre, når tidevandet tillader det. Turen med traktor er på 9 km – hver vej. Undervejs lærer vi lidt om geologi og livet i havene omkring Napier. Da vi når frem til Cape Kidnappers, er der en gåtur på en halv time, som er meget stejlt (selv efter Mt. Tongariro) op til fuglefjeldet. Til gengæld stod vi nu få meter foran et par tusind suler, som var ynglende på denne del af Cape Kidnappers. Utrolig flotte og fascinerende fugle.

I morgen tidlig forlader vi Napier for at begive os mod Wellington, hvor vi om 3-4 dage forventer at krydse Cook Strædet og sætte vores fod på Sydøen. Alle vi møder fortælles os bare, hvor meget vi vil elske Sydøen. Spændende, det glæder vi os til :).

Dagbog: Gang i den - af Bo

2009-11-06T03:14:00.003+01:00

Halløj, der er fart over feltet her hos os. Der er godt nok tryk på, men vi har det rigtig sjovt, så humøret er højt.
Siden sidst har vi besøgt en børnedyrefarm, en dæmning, en rejefarm, et stort vandfald, sejlet i jetboats(!), og jeg har vandret i Tongariro Nationalpark – i dag er Sus så af sted på samme tur :).

Børnedyrefarmen var en total skuffelse for forældrene og et kæmpehit for børnene :). Det var et slidt sted, og det kunne ligeså godt have foregået i Danmark – det var intet NZ over det. Men vi blev udstyret med en spand med foder, og så besøgte vi og fordrede alle dyrene. Drengene var ekstatiske. Hvis man arrangerer noget med dyr – og gerne unger af disse dyr – så har man en sikker vinder. Der var blandt andet nogle små grise, som rendte over hele området – og de var ret vilde med det foder, som vi medbragte. De var voldsom nuttede. Nå, men Sus og jeg trak selskabet hurtigt igennem, så vi kunne komme videre.

Waikato River ligger i et meget termisk område, og floden er derfor meget mineralholdig – og enorm flot i farve og klarhed. For år tilbage valgte det lokale byråd at placere en power station midt på floden til stor ærgrelse for naturelskere og fan af store brusende vandfald. Så for at kompensere lidt har man valgt 3-4 gange dagligt at åbne helt for sluserne – og så buldrer vandet altså bare igennem. Det var et fedt syn og i løbet af 5-10 minutter steg vandstanden 12-15 meter. Så der var knald på.

Efter oplevelsen af vandmasserne fortsatte vi til en rejefarm, hvor vi selv skulle fange vores frokost. Så vi fik udleveret 4 interimistiske fiskestænger og lidt madding. Og der sad vi så. Sammen med alle japanerne :). I de 1.5 time, som vi sad der, blev der sammenlagt fanget 4 rejer. Børnene var selvfølgelig skuffede – og til tider ret utålmodige. Faren insisterede på at demonstrere at det faktisk kunne lade sig gøre at fange noget – men nej. Vi opgav. Sagde ”Svin” til ejerne og skred fra stedet. Vi hang lidt med skuffen. Vi valgte frokost i autocamperen i bare trods. De fleste gæster sluttede ellers besøget på rejefarmen af med et besøg på den tilhørende restaurant, hvor de så betalte (mere) for at spise de rejer, som vi ikke kunne fange. Næ, næ, sådan spiller klaveret ikke; så hellere hjemmelavede sandwich i autocamperen :).

Lige udenfor rejefarmen så vi en mulighed for at redde dagen, da der var mulighed for en tur i jetboats. Problemet var bare, at vi gerne ville af sted sammen, men vi var ikke sikre på, om det var for vildt for drengene. Minimumhøjden var 1 meter. Og da drengene var med på idéen, så blev Simon målt til 1,02 (pyha). Han var pavestolt. Nå, men det viste sig, at det blev dagens sidste tur (kl. 16:00) – og familien Wase fik en 10 personers jetboat til vores helt egen rådighed – og tilmed med privat guide. Det var forrygende sjovt. Deres varemærke er 360 graders vendinger i speedbåden – DET var vildt. Båden var udstyret med 250 HK, så der var drøn på. Vi nåede omkring 90 km/t, og jeg skulle hilse at sige, at det går stærkt. Simon Viggo sagde ikke meget på turen. Han holdte godt ved, men sad ellers helt stiv ved siden af sin far. Det må have været et mindre chok for en 3-årig at blive kastet ud i. Men han tog det i stiv arm :). Bådfører lavede en lasso bevægelse i luften hver gang han ville lave et spin; og dem fik vi vel 6-7 stykker af. Max Wase sad konstant og lavede ”lassoen”, til stor irritation for hans mor, som syntes at de var lige lovlig vilde. :)

Der findes nogle fantastiske billeder her: http://www.hukafallsjet.com, under Daily Photos, hvor man skal bruge følgende koder:
HUJT911040072351
HUJT911040072352
HUJT911040072348
Prøv det - nu virker det også!

Ellers kan I lige få en smagsprøve her - det er Huka Falls, som bruser i baggrunden:

Som et lille kuriosum kan jeg lige berette, at vores kaptajn glemte at fortøjer båden, da turen var ovre, så de måtte lige ud i en redningsaktion med en anden jetboat for at redde dagen :). For Waserne var dagen allerede reddet – vi synes alle sammen, at det var en total vild, men også en fed tur.

Næste dag stod vi op og rejse til Tongariro. I vanlig tidsoptimeret stil valgte vi at sende mig af sted på en 7-8 timers vandring gennem Tongariro nationalpark. Jeg fik lidt frokost, pakket rygsæk – og så af sted kl. 12:00. Vejret var ikke det bedste, og afgangstiden var lidt atypisk, da de fleste ture starter om morgenen. Vejret og den skæve afgangstid betød, at jeg havde hele området mere eller mindre for mig selv. Det var en fantastisk oplevelse. Jeg er jo i forvejen vild med bjergvandring; og denne her var bestemt en af de flotte af slagsen. Nogle vil måske mene, at det var vovet at bevæge sig af sted alene på sådan en tur i halvdårligt vejr; vi andre kalder det erfaring … ?!?. Under alle omstændigheder var jeg lidt presset på bjergets top, da det blæste så voldsomt, at jeg indimellem var nervøs for at det skulle feje mine ben og trække mig af bjerget. Det var ret vildt. Men det gik – og oplevelsen på den anden side af toppen var enestående. Jeg befandt mig midt i et vulkankrater med smukke termiske søer – en fantastisk skue.

Som I måske kan fornemme, så blæser det lidt på min tur:

I mellemtiden har vi fået vores mor tilbage. Dejligt. Og i god behold og super form. Vi gik hende i møde og efter ca. 1,5 km på små fødder var der stor begejstring på begge sider over gensynet. Det var vist et populær gensyn. Ifølge Sus var det én af de største oplevelser i hendes liv, næst efter drengene og hendes mand. Ja, Sus har ikke langt til TOTAL lykke, men det er også noget af det, som gør det skønt at leve sammen med hende!

Jeg er sikker på, at der kommer et indlæg mere fra Sus om turen over bjerget – og passende dækket op af et par billeder. Men nu vil jeg opdatere vores blog, og så vil vi ile videre mod Napier. En køretur på 5-6 timer formentlig.

Flyvertur og fåreshow - af Bo

2009-11-03T10:27:00.006+01:00

Vi er tilbage på sporet. Max vandt i UNO. Solen skinner. Vi er på en TOP 10 campingplads med alt, hvad der bimler og bamler. Vi har fået steaks og rødvin til aften. Lykken står den kække bi …

Vi er nået til Taupo, som er byen ved den store sø af samme navn, Lake Taupo. De virker ikke voldsomt opfindsomme her. Vi landede her omkring kl. 16.00, men 2 sovende drenge. Vi startede også dagen kl. 06.45 med en badetur (kun mig) i Lake Tarawera efter en overnatning i det fri på en rigtig lækker plet i et luksuriøst boligområde, hvor der var camping forbudt. Vi ankom sent og fandt en fed legeplads, så vi kunne ikke stå for fristelse og gemte camperen godt af vejen under nogle store træer. Det var et super idyllisk sted. OK, vandet VAR koldt.

Vi var tidligt oppe for at nå Lady Knox! Det er en gejser ca. 30 km syd for Rotorua, som via sædevand bestilles til forestilling kl. 10.15 hver formiddag. Vi nåede frem i tide og så gejseren i udbrud. Jeg har set de største gejsere i Island i udbrud, og jeg må indrømme at dette i sammenligning var lidt af en skuffelse. Efterfølgende var der en 3 km vandretur i et termisk ”wonderland”, som faktisk var en ganske fin oplevelse. Solen bagte og drengene stegte. Vi begyndte at løse gåder, og så glemte vi tiden (og solen) – og den lange gåtur. Men det lugtede jo også lidt af prut, og det var specielt ved at tage magten fra Max, som er lidt mere følsom med den slags. Simon rører det ikke. Han spæder gerne selv til med en prut :)

Fra turistområdet ved Lady Knox insisterede jeg på, at vi spiste frokost et andet sted, så vi kørte ca. 15 m minutter inden vi (lidt detroniserede) spiste frokost ved et andet og væsentlig mindre termisk område. Det var så det sidste jeg bestemte den dag :). Efter frokosten skulle vi have fundet næste destination, og lad mig nøjes med at sige, at der var flertal for en campingplads – og gerne TOP 10. Så det vil i Taupo – and here we are. På vejen hertil shoppede Sus, mens drengene – i bevidstløs tilstand – og jeg tankede camperen. Det gælder om at udnytte tiden … Her til aften har vi været i pølen, legepladsen, hoppepuderne, lavet lektier, spillet Uno og spist lækkert mad. Det er da hygge.

I går havde vi også en rigtig fed og en sjov dag. Min cykeltur havde bibragt mig en del lokalkendskab i Rotorua centrum. Så vi forlod vores campingplads (”Cosy cottage”) kl. ca. 09.00 og ”checkede ind” på havnefronten 10 minutter senere. Her indtog vi vores morgenmad sammen, og drengene legede på deres nye løbehjul på den nærliggende KÆMPE legeplads. Sus forsvandt efter morgenmaden et kvarters tid og kom tilbage med 4 billetter til en vandflyver, som skulle bringe os op til vulkanen Mt. Tarawera med udsigt direkte ned i krateret. Fantastisk oplevelse. Vi har nogle fede billeder af eventen. Drengene var (selvfølgelig) passende uimponerede, og for Max var den største oplevelse nok headsættet i flyveren, som var tiltænkt pilotens informationer, men som mere blev brugt til Maxs forsøg for at give flyvekommandoer på engelsk. Det var faktisk ret sjov. Sus var lettere presset over lufthullerne, som indimellem sendte os op i taget af den lille flyver, som lige nøjagtigt kunne have os 6 passagerer med (os + 2 ældre australier). Alt imens sad Simon fuldstændig afslappet i skødet på mig og nød flyveturen, som om vi havde kørt en lille tur i vores bil. Vi landede sikkert igen på Rotorua Lake, og den friske luft var godt nyt for Sus. Reelt tror jeg ikke rigtig, at drengene forstod pointen med den lille oplevelse i en vandflyver, men for Sus og jeg var et en super fed oplevelse – trods lidt ”air sickness”.

Eftermiddagen valgte vi at tilbringe på en fårefarm, hvor de havde et stor iscenesat show med får. SE – det var noget, som drengene forstod. Max var hel vild. Først blev vi lukket ind til en masse små lam. Dernæst hilste vi på fårehundene, som var tossede med at blive kælet. Så var der efterfølgende sceneshow med ca. 20 forskellige fårearter. Og der var en fåreklipning midt på scenen. Efter sceneshowet demonstrerede de hundenes evner til at inddrive får udenfor med relativ få ord, fagter og fløjter. Det var ret imponerende. Se mor og far - dét var jo en fed oplevelse! Vi har nogle ret sjove billeder, som jeg har plukket lidt i herunder med præmiefåret i midten, og så Waserne i periferien – vi morede os meget med mine solbriller :)

Smil på læberne

2009-11-01T11:51:00.005+01:00

Ja, så er det vist min (Sus) tur til at skrive lidt på hjemmesiden, så der ikke går alt for meget Poul Thomsen i vores hjemmeside – og så jeg ikke skal hænges mere ud ;-).

Nå, men nu har jeg altså fundet en fantastisk måde, hvorpå jeg kan holde varmen den første halvdel af natten – og så Bo også kan holde ud at ligge indenfor i camperen. Vi har nemlig fundet ud af, at New Zealand er fyldt med masser af varme kilder over hele landet. Så nu er drengenes og min strategi, at campingpladser bliver udvalgt efter, om de har spa og pools. De bliver nemlig opvarmet fra kilder under jorden og er utrolig lækre. Så for en halv time siden, afsluttede jeg lige dagen med et 30 minutters 40 grader varmt spabad inden sengetid (hvor jeg så sidder og koger nu). Jeg skal love for at det giver varmen og afslapning i kroppen!

I forbindelse med alt der her varme-kulde snak, skal jeg da også lige tilføje, at vi er gået fra blæsende koldt vejr til solskin og varme, så nu er jeg lidt gladere – Drengene og jeg har i alt falde tilbragt det meste af vores slapperdag i poolen og grave varme termiske-bade-huller på stranden imens Bo har lejet en cykel og cyklet hele byen rundet efter løbehjul til drengene og madvarer… Så der er smil på fru Wases læber igen ;-)

Vi er kommet til Rotorua – byen der lugter af æg!!! Jeps det gør den virkelig, men man vænner sig faktisk hurtigt til det, og byen i sig selv er utrolig smuk og spændende. Derfor har vi også valgt at tage en lille slapper fra landevejen og bliver her nogle dage.

Men I som læser denne hjemmeside ved jo også godt, at vi i vores familie ikke er alt for gode til at slappe af alt for lægen. Så hen ad eftermiddagen besluttede vi os for, at nu skulle der ske noget igen. Så vi meldte os til en vaskeægte turistbasker. Vi skulle til en Maori Hangi aften. Dette er en traditionel Maori (som de oprindelige indfødte New Zealænder hedder) aften, hvor vi ser, hvordan disse folk lever og bor. Vi overværede nogle af deres meget interessant ritualer og lærte lidt af deres sprog. F.eks. skulle man hilse med ordet ”Kira Ora ” som i Simon ører blev til ”yoda” (Kendt som Mr. Yoda fra Star Wars). Så ca. 3 sekunder efter at alle os dumme turister havde hilst med ordet ”Kira Ora” råbte Simon alt hvad han kunne YODA. Dette resulterede i, at en af Maorierne kom hen og var klar til at adoptere Simon på stedet og i løbet af de næste 15 år ville gøre ham til høvding for deres stamme…. Hrm… Sikke et tilbud, men efter lidt overvejelse besluttede vi os for, at Simon nok fik den bedste fremtid hjemme hos hans forældre. For Max var dette også en stor aften, og Bo og jeg har her til aften snakket om, at når Max ser tilbage på vores ferie, så vil dette helt sikkert være en af de bedste dage. Max går nemlig rigtig meget op i hvad han får og spise, og da der blev serveret kartofler med brun sovs og lam… Ja så havde Max julelys i øjnene. Så det var med to glade og tilfredse drenge, at vi afsluttede denne fantastiske dag. Kan I have det alle rigtig godt, til vi skrives ved igen. Susanne.

Drengene og jeg graver varmvandthuller på stranden

En Maui aften

Livet i autocamperen – af Bo

2009-10-31T03:53:00.001+01:00

Det er fredag aften. Vi er uden internetforbindelse, så dette indlæg kommer først på bloggen, når vi når noget civilisation.

I går aftes havde vi været på rejse nøjagtig 14 dage. Det er bare syret – det virker som meget længere tid siden, at vi forlod lille Danmark. I dag har vi rundet vores 5. dag i autocamperen – det er også svært at forestille sig, at vi har den ca. 50 dage endnu??
Men vi er efterhånden ved at lære livet i camperen at kende. Og også forstå, hvad det er, som vi har kastet os ud i!

Jeg troede, at jeg skulle på en tur, hvor jeg hver aften skulle sidde og kigge på det New Zealandske natur og tænke store tanker om livet :). Men vi har jo pissetravlt – og det hele tiden. Når vi har spist aftensmad, så vil vi gerne lave noget sammen med drengene udenfor. De sidste 2 aftener har vi været i termiske pools indtil efter mørkets frembrud. Fantastisk. 38, 40 og 42 grader. Det er virkelig lækkert. Kroppen bliver helt afslappet. Derefter hjem og spille et par runder Uno – Simon har næsten vundet hver gang indtil nu. Det kan ikke til stadighed tilskrives held, så vi andre må jo spille, som et ben der sover. Indrømmet for denne begrænsede skare; jeg spiller lidt med ham, når jeg får chancen. Men Max er ved at eksplodere, så heldet må altså tage en drejning, hvis vi skal beholde Max indenfor pædagogisk rækkevidde :). Derefter bruger vi så ca. 1 time på soveritual, og nu er klokken så 22:30! Hvad kunne du tænke dig at lave i dag, Bo? Jeg skriver lige lidt på bloggen …..

Og Sus havde jo regnet med forår, sol og sommer. Hun fryser at h.... til, og specielt om natten. Det sneede Så i dag da vi passerede Auckland, henvendte vi os lige hos KEA camper og fik udleveret 2 ekstra polstrede tæpper samt 2 soveposer! Lige nu sidder jeg i badebukser og skriver på PCen, mens der står en varmeblæser og sender varme vinde henover den seng, hvor jeg skal indfinde mig om kort tid. Sus er enormt skuffet over vejret, og havde vi andre ikke været her, så var hun for længst rejst hjem. Hun er ikke nogen campist; det er vist konklusionen. De færreste campsites lever op til fruens standard. Næ, det virkede bedre på hotellerne i Thailand. Konklusionen er indtil videre, at både Sus og drengene er færdige med offsite camping uden fast strøm. En varmeblæser eller en runde Lille Nørd med DVD’en dræner bilens batteri i løbet af kort tid, så den slags bekvemmeligheder er blacklistet, når vi ikke er strømførende :). Med det resultat, at drengene hver dag siger: ”Skal vi ikke på campingplads” …

Vi har siden sidst bevæget os ned at vestkysten af rute 12 mod Auckland Nord, og vi landede sidst på dagen i Waiwera ot Springs; nu igen på østkysten. Undervejs besøgte vi et sjovt lille sted, hvor et ældre ægtepar havde viet deres liv til at lave puzzles. Det var alt fra professorterning, over ”find-ud-af-at-skille-den-her-ad” til puslespil. De deltog hver år – verden rundt – i opfinder konkurrencer, hvor man præsenterede nye puzzles, som så kunne præmieres efter originalitet etc. Stedet var super cool – Max og jeg var helt vilde med det. I haven havde de lavet en labyrint, hvor vi skulle samle 15 bogstaver, lave 3 ord på 5 bogstaver, som skulle give en meningsfyldt sætning. Vi fandt da bogstaverne… Ordet var ”Dying brain cells”. Yes, tak for det – point taken. Vi fik alligevel vores præmie, da vi kom igennem med en del hjælp fra værtinden. Præmien var en slikkepind. Vi slap derfra med et spil magnetisk skak, et terningepuzzle, som værtsparret selv havde opfundet samt en lille æske med inskriptionen ”50 ways to keep the kids entertained” – den napper vi!

Næste event lå lige om hjørnet. Det var NZs populære Kauri træer. Det var for mig en vild oplevelse, selv om det lyder lidt Søren Ryge agtig. Jeg var under introduktionen – til drengene – kommer til at sige, at det var verdens _højeste_ træer. Træerne var relativ høje, med det vanvittige bestod i, at de var omkring 25 meter i omkreds. Forestil jer lige, hvor vildt dét er! En gang var NZ dækket af Kauri træer, men siden midten af 18-hundrede tallet og frem til 1960’erne har man drevet rovdrift på træerne. I dag er der kun meget få rigtig store træer tilbage :(. Forestil jer lige – de er meget end 2000 år gamle. Det er da ufatteligt. Men børnene var tabte … ”Det er da ikke særlig højt, far”. Nå, videre til næste event.

Det blev det sidste sted, inden vi indlogerede os på Waiwera Hot Springs nord for Auckland. Lonely Planet (The Bible) anbefalede kraftig et besøg på ”The Kauri Museum”, hvor man har udstillet hundredevis af billeder fra Kauri tiden. Der var maskinerne, som var blevet brugt til at behandle tømmeret, der er stuer indrette fra den på gældende tidsalder. Der var en kæmpeudstilling af rav, som var en slags guldalder, der omgav Kauri tiden, hvor man klatrede op i 60-70 meter høje træer med pigsko og en slags økse i hver hånd for at hugge ravklumper ned fra Kauri træerne – tænk på, det havde jo hængt der i flere hundrede år. Nå, men mor underholdte med historier opfundet til lejligheden og drengene var overraskende veloplagte, nysgerrige og interesserede i museumseventen. Ingen brokkeri.

Vi ankom relativ sendt til Waiwera. Fik en omgang homemade kødsovs og pasta (det var mums). Så efterlod vi køkkenet og vandrede et par hundrede meter for at kaste os i de varme kilder, inden de lukkede stedet en time senere. Det var en dejlig afslutning på dagen.
I dag har vi bevæget os sydover og vi har valgt at overnatte tæt på byen Hamilton – i noget som de hernede kalder Waingaro Hot Springs. Det er vandscotere, varme pools, spa, vandrutchebaner – og så en campingplads. Vi ringede for at booke en plads, men da vi ankom, var der kun de fastboende på campingpladsen – og DE virker mystiske. Det var en mystisk oplevelse, som var et håndfast bevis på, at vi er her lidt off-season. Men stedet er fedt og de varme pools er vanedannende. Drengene er helt vilde med at bade der ved mørkets frembrud – og bruge den sidste energi, inden de skal i kassen.

Nu vil jeg i seng (kl. 00.15 her), så må vi se, hvad morgendagen bringer … :)

Autocamper, on route – af Bo

2009-10-28T12:47:00.001+01:00

Yes, vi er ”Airborne”. Men puha, vi har travlt.

Mandag middag fik vi udleveret vores autocamper i Auckland, Nord. Efter 1,5 times introduktionsmøde fik vi udleveret dyret. Den er fed! Sprit ny. Far, DEN er da federe end Chrysleren?! Man kan stadig ane konturerne af et blåt øje på Max :).

Vi var alle 4 voldsomt begejstrede over vores nye køretøj. Under rundvisningen fandt vi ud af, at vægstik i camperen kun virkede, når der var strøm til bilen. Fuck. Dermed var al vores medbragte elektronik igen batteribåren, undtagen når vi er i ”dock” – campingplads eller lignende, hvor vi er på permanent strøm. Hrm. DVD (og TV) skulle bruges varsomt, da det suger al strøm. Fint, vi vender om – tager hjem! Har de da ingen børn, dem som bygger disse maskiner? Vi kunne undvære toilettet for et monster batteri! Bare ungerne kan pacificeres foran ”kassen”. Nå, men det må vi jo lære at leve med – OG få kommunikeret det til drengene …

Og ja, nu har jeg berørt emnet. Toilettet. Det er faktisk en smart indretning. Toilet, håndvask, bruser på ca. en halv kvadratmeter. Men vi var enige om, at vi kun bruger det i nødsituationer. For vi voksne giver det god mening, der er ikke meget privat over en tur på tønden i en autocamper. Og nogen skal jo tømme den! Men Simon – ”Far, jeg skal lave pølser og tis!” Nu! Men aftalen er, at på campingpladser foregår det kun i camperen om natten – og helst kun tis, hvis man kan styre det :).

Nå, nok om det.

Vi kastede os ud i ”den forkerte side” af vejen og klarede turen til ”Pack-and-save”, New Zealands version af Netto. Jeg pakkede alle kufferter ud og indrettede/pakkede autocamperen, mens Sus og drengene shoppede ind til de mest nødvendige fornødenheder.

Indrømmet, vi var lidt rystet, da vi så, hvor lidt plads der var til vores lort i camperen. Heldigvis var der nogle små rum udvendigt, men NEJ – der skulle campingstole og havebord placeres?!?. Hvad gør vi ved vores tomme kufferter? Nu har jeg jo spillet Tetris i mange år, og det kom mig endelig til gode. Det lykkedes mig at stable vores grej sammen, dit, mit, hans og deres – og tilmed 2 rum til madvarer. Så kom Sus og drengene retur – fra shopping. Ja, det fyldte da køleskabe og det meste af de dertil udvalgte skabe.

Men summa summarum, det ser fornuftigt ud. Det kommer til at kræve lidt orden – og det kan Sus vel lære på turen (bååh).

Vores første tur gik ca. 150 km nordpå til Whangarei, hvor vi omkring kl. 18 fandt et idyllisk campingplads ned til fjorden. Det blev vores første overnatning. Fedt sted, dårlig internetforbindelse (kommer der aldrig igen!).

Nå, nu skulle vi se New Zealand! Mod Russel, 60-70 km nordpå. Overkommeligt. Men vi skulle jo se noget, så vi startede med et lokalt vandfald. Nææææ, øøøjjjhhh. Skød et par billeder, og SÅ – så vi tog kystruten … Den var godt nok tegnet af en fyr med parkinton, men det stoppede ikke os. Samtidig havde vi en ambition, om at nå til Russel (Top 10 campsite), så vi kunne nå at lave mad og spise inden mørkets frembrud (det er noget, som vi arbejder med ). Shit, det var Alperne om igen – og igen. Max: ”Far, hvorfor kører du så vildt” – speedometeret var aldrig over 60, men man bliver jo kastet rundt i kabinen bag førersædet. Vi ”nåede” Russel – i mere end én forstand. Jeg tog en løbetur for at afreagere . Og så på nærområdet. Top 10 campingpladsen var fin, men ikke noget som man ligger vågen over om natten …

Næste dag lagde vi mere roligt ud :). Vi provianterede i det nærmeste ”4 four you”- med formålet at kunne overleve i camperen (det gør vi nu nok). Godt middag tog vi en færge og sparede kystruten tilbage – det var en ca. 10 minutters overfart! Derefter kørte vi på tværs af landet – fra østkysten til vestkysten, men jeg har læst, at der intet sted på NZ er mere end 130 km til kysten, så det er som reglen overkommeligt.

Undervejs besøgte vi en grotte, som havde lysende orm som beboere. Det kostede ca. 200 kr. for familien at få en ”Guided tour” – man måtte ikke selv bevæge sig rundt. Hrm, jeg kiggede mistroisk på fyren. Der er 4 grotterne med den slags happening (orme) på NZ, og det var den bedste og billigste – sagde fyren. Hrm. Bill Gates var her sidste år – fint, vi skal ind! :). Checket, selveste Bill-the-man. Nå, men fyren var uendelig flink. Stedet var eget af hans mor, som var maori, og de havde haft stedet i familien i mere end 300 år, og så er det vel reelt ligegyldigt, hvem der ejede det før!?! Men besøget var fantastisk. Det var virkelig en fed oplevelse og rundvisningen var ”excuisite” – selv drengene var betaget.

I aften har vi campet uden for lands lov og ret, på en pynt med en fantastisk udsigt over vandet til noget ”sandy beaches” på den anden side, som er voldsom populære til sand surfing. Hvis vejrforholdene er med os, så sejler vi over i en båd i morgen formiddag for at sandsurfe. Vi har lavet lektier – det går begge drengene meget op i, spillet Uno, spist aftensmad og gået en lang tur på stranden, så nu er der ro i camperen. Vi har ingen adgang til strøm eller lignende, og det nærmeste menneske virker meget lang væk. Vinder rusker i camperen, og vejret er stadig for kold her til at fortjene prædikatet forår. Men vi nærmer os ...

>>Der kommer billeder på, når jeg får vækket Sus ...

Fra hajbus til autocamper

2009-10-25T09:54:00.001+01:00

Nå, men i dag kom vi da lidt tidligere op end i går, men nok kun fordi, at Bo havde sat vækkeuret til at ringe. I går aftes kunne vi nemlig ikke falde i søvn, og vi sov først rigtigt alle sammen kl. 03:00. Så konklusionen er nok, at vores indre ur stadig er indstillet efter Thailandsk tid.

I dag var vi ude at køre i noget så sejt som en hajbus. Wow, det var stort. Den transporterede os til et ”arktisk center”, som minder lidt om kattegatcentret. Det var nok lidt trivielt og lidt for turistet, så Bo og jeg ville hellere op i Sky Tower - et ”udsigtstårn”, som er et vartegn for Auckland. Det er det højeste udsigtspunkt på den sydlige halvkugle! Drengene synes, at det virkede lidt farligt, så der skulle lidt overtalelse til for at lokke dem med op i tårnet. Men til sidst gik de da med, vi fik købt billetter og endte i elevatoren på vej op. Den mest kække på hele Tower projektet, som var parat til at springe ud fra tårnet lige forinden, går i panik inde i elevatoren. Ja det var jo så mig :) Sus. Det kunne jeg godt nok ikke lide. Hele min krop rystede, og jeg ville være stået af, hvis det da blot havde været muligt. Jeg overkommer dog min højdefrygt efter lidt tid op langs væggen i observatoriet, mens drengene – som igennem HELE dagen har sagt, at de ikke ville derop, fordi de havde højdeskræk, styrter lige hen til ruden og står og kigger ned. Der var endda et par daredevils, som valgte at springe ud fra Sky Tower med en elastik omkring benene. Det skulle jeg i hvert fald ikke nyde noget af!

Nu skal Bo og jeg så til at pakke – igen. Og som vi siger, nu er ferien så slut. I morgen henter vi autocamperen, og så skal vi til at begynde en mere ”normal” hverdag med mere faste rutiner og sengetider… Det bliver nu også rart nok. Vi glæder os i hvert fald helt vildt til at få vores camper – specielt drengene. Men den kan jo nok ikke helt måle sig med hajbussen :).

Auckland – the ”City of sails” – af Bo

2009-10-24T12:42:00.003+02:00

Auckland minder i stor udstrækning om Sydney, hvor en masse vand pryder de fleste bybilleder. Det er rigtig smukt, og der er altid et væld af sejlbåde på havet. Der bor 1.2 mio. personer her, så byen er på størrelse med København, men det er væsentlig større arealmæssigt. Faktisk er Auckland én af verdens største byer arealmæssigt, da man stort set ikke bygger i højden; lige bortset fra City, hvor vi bor. Og så har de engelsk dronning i New Zealand, men det stopper formentlig med Dronning Elisabeth; der er i hvert fald stigende utilfredshed med det royale show flere 1.000 km væk.

Vores dag startede kl. 11:30 (!), da Simon vækkede os efter at han havde sovet 16 timer uafbrudt. Vi andre nåede også i omegnen af 12 timer, men jeg kan med sikkerhed sige, at det aldrig er sket for vores familie før! Vi plejer jo altid at være på benene omkring kl. 06.00 :). Det er vist det, som de kalder jetlag…

Ellers nyder specielt Simon at være sluppet for konstante tilnærmelser fra Thailandske kvinder, som enten rodede ham i håret, nappede ham i kinderne, eller simpelthen hen ham ud af armene på os for at blive fotograferet sammen med ham. Ham var sjældent specielt begejstret, så for ham er det rart at komme til et land, hvor der er mange af hans slags :). Så vi har mange gange fået at vide, at vi har en rigtig køn dreng, men hvorfor var hans far ikke med?!? (Crap).

I dag – det bliver så over middag – har vi været på Harbour Cruise; en rigtig turistbasker med kage, kaffe og juice inkluderet :). Men det var en god måde at orientere sig lidt omkring Auckland. Det var en flot og blæsende tur. I dag var første egentlig sommerdag i New Zealand, og livredderne har i dag indtaget strandende; men det er nok stadig lidt for koldt.

Derefter gik vi langs havnefronten og studerede café livet i Auckland. Vi besøgte først Victoria Park, købte lidt frokost og smed os endelig i Albert Park, og nød vores frokost. Vi var tilbage på hotellet kl. 18.00, hvorefter jeg (Bo!)løb en tur i Auckland inner city, hvor jeg sørgede for at promovere min ScanRate trøje, men vores lidt primitive slogan: ”We do models”. Det havde desværre ikke den ønskede effekt :), men vi kan da stadig håbe på, at nogle har fået øjnene op for ScanRates produkter? (or not).

Vi tog alle en svømmetur i poolen på 5. etage på hotellet. Hyggeligt og en rigtig varm lækker spa. Så det blev inden aftensmad og sengetid, men vi insistere på at indpasse os til denne tidszone (GTM+12) – ja, vi er foran de fleste p.t. :)

Mod Auckland, NZ - af Bo

2009-10-23T11:13:00.000+02:00

Kl. 11.00 - Thailand tid - checkede vi ud af vores trygge omgivelser på KC Resort. Foran os var en samlet rejsetid på ca. 18-19 timer, hvor af ca. 5 timer foregår i bil fra Koh Chang til Bangkok, derefter 3 timers ventetid i lufthavnen og så 10,5 time flyvning mod vores endelige rejsemål, New Zealand.

Sus havde for lang tid siden bestilt "private transfer" via et dansk bureau – for at være sikker på kvaliteten – LOL. DVD’en var >lige< i stykker. Autostol? Det vidste de ingenting om?!? OK, så var vi i gang. Sus var en smule mavesur på rejseguiden – og hun sad og skumlede lidt. Men bussen havde da 3 sikkerhedsseler ud af 9, som virkede. Det er vist ganske fornuftigt for disse breddegrader. Styrthjelm er i hvert fald ikke en del af deres ordforråd :). Og ofte er de jo både 3 og 4, inklusive 2 små børn, på en lille scooter – alle uden hjelm. Og hjemme SKAL Simon have cykelhjelm på for at tage en tur på grusvejen – det er da vanskeligt at forstå. Man flytter sig hurtig mentalt i sådanne omgivelser; jeg var faktisk klar til at leje 2 scootere og køre en lille tur med drengene på øen – men den gik ikke, Granberg.

Al form for kommunikation med chaufføren foregik via opringninger på hans mobil, til en person som på værste Thai engelsk var vores eneste link til omverdenen – udover når vi skulle pisse; det kunne vi da formidle – og spørg ikke hvordan :).

På vej til færgen fik Simon 2 chokolade stænger af chaufføren, og mens forældrene kæmpede med pulsen og krisestyring ovenpå den pauvre start på turen, så formåede Simon at smøre sin hvide polo T-shirt og de lyse sommerbukser ind i lys chokolade. Jubii, nu kører det for os. Da vi efter kun 20 minutter kørte ombord på færgen, som skulle bringe os tilbage til fastlandet, snublede Simon ud af bilen – og landede i en stor mudderpøl. Han slog sig heldigvis ikke voldsomt, men hans så farlig ud. Nu er der kun 18 timer tilbage af vores rejse …

Resten af rejsen forløb relativ planmæssigt. Sushien i Bangkok lufthavn var en rigtig positiv indslag i en ellers anonym rejsedag. Vi røg fint igennem tolden i Auckland, mens vores vandrestøvler blev stoppet og rengjort i tolden – det er de voldsom strikse med. Måske fordi europæerne gennem tiderne har medbragt mange ting, som har været med til at ændre New Zealand for bestandigt.

Kl. 14.00 – Auckland tid – checkede 4 trætte, men lækre, typer ind på Quay West Hotel i Auckland innercity, tæt på havnefronten. På 19. etage – og med udsigt over det hele :). Fra vores spisebord i dagligstuen (ja, ja, det er kun en 2-værelses) sidder vi og kigger ned på lystbådehavnen. Det er et smukt syn.

På turen hertil sov Max på gulvet, og Simon henslængt på sæderne op af sin far. Sus formåede at sove i ca. 6 forskellige sovestillinger – eller yogapositioner vil jeg kalde det. Ufattelig at hun kan sove på den måde. Jeg sov selv kun et par timer fastklemt mellem 2 sæderækker :). Jeg er normalt ikke kræsen med at sove, men jeg kan bare ikke sidde op og sove, hvis jeg ikke har drukket en 5-6 pilsenere først - og det var ikke lige sådan en tur vi var på. Så ved ankomst til Quay West checkede Max og jeg ind i dobbeltsengen for at koge, mens Sus og Simon begav sig på eventyr i Aucklands myldretid fredag eftermiddag for at handle ind til vores køleskab.

Hotellet er fedt, men det er valgt af vores rejsearrangør ud fra ét kriterium – der var vaskemaskine i lejligheden! :) Hun er i fuld gang …

Fedt endelig at være kommet frem til New Zealand. Vi glæder os vildt til at udforske landet. Vi holder ferie her i et par dage, indtil vi på mandag henter vores Autocamper. Det bliver stort!

Goodbye Thailand

2009-10-21T15:43:00.005+02:00

Vores sidste aften i Thailand. Vi endte på 15 Palms igen :). Drengene elsker det. Der er pool bar – og en del af maden er tilnærmelsesvis vestlig. Og så laver de en fantastisk banana milkshake ... Og så gratis trådløs internet! Vi råhygger!

Sus og jeg nyder noget fedt Thai mad. Det må vi bare lære at lave!

Vi skal hjem på hotellet for at pakke vores kufferter, når denne hyggelige dinner er slut. Det er lidt trist, men samtidig glæder vi os til at komme til New Zealand.

På gensyn på New Zealand ...

>> billederne er taget i dag, hvor det blev endnu en dag i afslapningens tegn.<<

KC Resort - af Bo

2009-10-20T17:35:00.002+02:00

I går skiftede vi til et nyt hotel. Der er ”high five” til vores rejsearrangør. Vi har skiftet en eksotisk lejlighed ud med total luksus. Vi er checket ind på et rigtig fedt hotel med udsigt over havet, spabad på vores private aftensterrasse og en lejlighed på 70 kvadratmeter. Vi kan sidde i pool’en og samtidig drikke drinks i baren, så bliver det ikke bedre.

I går aftens forlod vi hotellet for at spise aftensmad på en restaurant, som havde flyttet alle bordene ud på stranden, som de har for vane at gøre hver aften, når tidevandet tillader det. Der sad vi så med tæerne i sandet og spiste grillede kæmperejer, laksesteak, burgere og sandwich (så kan du selv fordele retterne).

Vores succesrate på restauranterne er langsomt stigende, efter at vi første aften kækt valgte de eneste 2 retter på menukortet, hvor der stod ”spicey”. Vi kæmpede, men formåede ikke at spise det hele, men til gengæld kunne vi ikke smage noget i lang tid bagefter. Shit, de laver stærkt mad. Jeg kom også til at smide en stor, lækker reje i munden på Simon i forsøget på at tilbyde andet end hvidt toastbrød. Han så meget underlig ud i ansigtet … rejen var marineret i chili!

I aften har vi været på stranden og spise igen. Denne gang på en restaurant ejet af en irer, som vi fik anbefalet – ”15 Palms”. Det var rigtig godt. Vi sad i lædersofa, drengene spillede pool, og vi væltede os i alverdens retter: Banan milkshake (mums), is, nachos, 3 Thai retter, spaghetti og forskellige ting at drikke, herunder øl og kaffe. Og vi måtte smide 1.000 Bath svarende til 160 kr. :) Fantastisk.

Anbefalingen kom fra et par tyskere, som jeg mødte i poolbaren. Det var 2 unge fyre på min alder(!), som var på rundrejse i Asien. De havde 2 Thai piger hængende omkring sig – og de var uden tvivl på løn. Selv om vi stod med bollerne i pool’en var der ikke tvivl om, hvad de 2 gutter havde på agendaen, og det fremgik også tydeligt af pigernes attitude. Vi ved jo at prostitutionen findes, men man bliver lidt provokeret af at få det smasket lige op i ansigtet i familiepool’en. Det var i hvert fald i skærende kontrast til vores familierejse. Tyskerne rejste også for at opleve, men var øjensynligt nogle andre happenings, som de havde på agendaen …

I morgen aften skal vi så allerede til at pakke igen for at drage mod Bangkok (torsdag morgen). Det ligger rimelig fast, at det bliver med afsavn, at vi forlader Thailand, men det bliver jo også på gensyn til juletid, så det er rart at tænke på. Men vi kunne sagtens se os selv holde ferie i Thailand de kommende år – det er for fedt.

Drengene er væltet omkuld efter en begivenhedsrig dag med masser af badeture i poolen og i havet. Det tog ca. 3 minutter(!). Sus og jeg hænger på hver sin liggestol på terrassen og prøver at presse mere ud af dagen, men vi er vist også lidt basket.

Elefantsafari

2009-10-18T18:25:00.001+02:00

Wow - sikken en nat …. Ja, nu tænker I straks noget frækt, men det var det altså ikke. Vi vågnede flere gange pga. et voldsomt regnvejr. Sjældent har vi set så meget regn falde på en gang. Det var super spændende at opleve, og morgendukkerten blev da også i lidt regnvejr.

Men snart tittede solen frem, og vi begyndte at snakke om, hvad vi skulle foretage os. Efter en fælles afstemning blev det til, at vi skulle ind i junglen og ride på elefanter. Og sikke en stor oplevelse på flere måder. Vi red rundt i junglen, og det var en oplevelse som specielt Bo og jeg syntes var helt enestående (vi er bare nemmere at imponere end drengene). De var mest imponeret over, at det var første gang, at far red på elefanter :).

Efter et langt ridt og kig på både en lille grøn giftslange og en ret stor edderkop, kom vi tilbage til elefantlejren, og så skulle elefanterne have et velfortjent bad. Vi gik ned til floden sammen med elefanterne, og så fik vi simpelthen lov at hoppe i og skubbe elefanterne. En fed oplevelse – dog ikke så meget for lille Simon, der var mere bange for elefanterne end en kobraslange – som han hele tiden blev ved med at spørge efter, om han ikke snart skulle se …

I dag er det så den tredje dag, på vores spændingsmættede ferie, som I nok allerede kan fornemme. Her er fart over feltet. Vi er dog enige om, at vi nok snart skal til at slappe lidt af, for ellers ender det da med en ALT for stressende ferie de næste par måneder.

I dag er også sidste dag på vores nuværende hotel. I skrivende stund går vi og pakker tasker, for I morgen flytter vi til et nyt og spændende hotel. Så skal vi nok slappe lidt mere af.

Godnat og sov godt …

Rejsen er begyndt - af Bo

2009-10-17T13:24:00.000+02:00

Efter en veloverstået Thai massage i min hårdt prøvede (brede) skuldre og overdrevet overbelastede hoved er jeg nu klar ved tastaturet med en kop kaffe ved min side (skal snart skiftes ud med et glas kold hvidvin :).

Vi har fået skudt gang i vores eventyr. Vi startede 08:25 fra Bøghsvej og befandt os ca. 22 timer senere på et resort i Thailand på øen Koh Chang. Det var en ”toff” tur. Drengene opførte sig eksemplariske, men samlet fik vi ikke sovet meget, og jeg selv nærmest 1 time samlet. Jeg skulle jo passe på resten :).

Kl. 11:00 lokal tid ankom vi til hotellet. Sus havde arrangeret den fedeste penthouse lejlighed på hele hotellet. Fantastisk. Vi bor i en kuglerund lejlighed med en fin tagterrasse med vores eget lille boblebad. Vi har en fantastisk udsigt over en flod, hvis 20 meters bredde deler vores ressort fra junglen på den anden side. Vi har adgang til 2 store pools, som er dejlig forfriskende tempereret – og det er væsentlig her i den tryggende varme, som ellers præget Thailand. Også her i regntiden.

Vores første handling var at iføre os badetøjet og springe i pølen. Vi var stort set alene på hotellet – en underlig oplevelse, som bragte mine minder tilbage på SikkerScorings legendariske rejse til Samos i Grækenland. Men allerede om fredagen væltede det ind med gæster og liv, så det er super fint. Vi var selvfølgelig matte ovenpå rejse, men Max og Simon var i forrygende humør, og ikke så jetlagged som forældrene. Vi sov alle lidt på skift, undtagen Max, som først klappede totalt sammen under middagen på hotellets restaurant, som selvfølgelig også ligger, så man kan spise med udsigt til floden. Super hyggeligt. Men Max knaldede nærmest panden i bordpladen, mens vi spiste – og da jeg opdagede hvor træt han virkelig var, holdte jeg op med at irettesætte ham :). Jeg bar ham hjem …

Simon spiste faktisk ingenting under middagen til trods for at han blev præsenteret for 4 forskellige retter, men han havde spist for meget snask i løbet af dagen, så han var mæt. Troede vi ,-). Næste morgen – meget tidlig – kastede han op af en 3-4 omgange. Stakkels fyr. Han var ellers så tapper. Men en svømmetur kl. 08:30 (efter vi havde fået liv i Max, som havde været i en bevidstløs tilstand siden aftensmaden) og en god omgang morgenmad, var Simon atter på vej tilbage i kampen. Så vi håber, at det bare var det – for den her omgang.

I dag har vi været på stranden. Det foregår med hele tabernaklet stablet op i en kajak, og så padler vi op af floden for at foretage landsætning på en stor, lækker bred sandstrand, som også ejes af hotellet. Total scenarisk, med kæmpegynger, hængekøjer i palmernes skygge og lækkert varmt, lyseblåt badevand. Wow. Jeg læste nærmest min første bog på turen i hægekøjen, ”Alkymisten”, som Sus fik af Vanessa inden afrejsen. Den handler om at leve livet, så hvad kunne være mere passende at ligge ud med ;). Den handler også om at forstå livet, men det er måske lige ambitiøs nok …

Og så til hvidvinen! Skål.

Miniferie i Blokhus

2009-07-05T21:21:00.001+02:00

I sidste uge - efter flere dages meget varmt vejr, besluttede vi os for at tage en minifeie. Vi kørte nordpå til Blokhus, hvor vi havde lejet en ferielejlighed i tre dage. Det blev tre super varme, våde og vildt dejligt dage. Vi var ved stranden, ved poolen, i vandland, i fårup sommerland og ellers hyggede vi os bare MAX. Efter kun tre dage væk hjemmefra med SÅ godt vejr følge vi alle det, som havde vi været sydpå i en hel uge. Fantastisk.
Fortsat god sommer til alle.

Sommerfest med familien Halle

2009-07-01T22:02:00.001+02:00

Ja sommeren er over os, og så er det vel oplagt med en lille havefest. Det bestemte mor Mie sig så for i anledning af, at den sidste unge kunne smides ud af reden. Lillesøster Henriette er nemlig blevet færdig som lærer og HAR fået sit drømmejob, så det skulle jo fejres. Så som I kan se, blev HELE familien samlet i haven i Gludsted til en yderst hyggelig dag.

Ja mormors lille hund Balder var også med til festen :)

Og der blev dystet i diverse havespil - her den ubesejrede mester Henriette

Og børnene (samt mange af de voksne) hyggede med snobrød og skumfiduser

Ballontur

2009-06-25T09:05:00.001+02:00

SÅ var vejret endelig perfekt og Bo kunne få sin gave fra sin 40 års fødselsdag indløst. Det var intet mindre end en tur i luftballon. Vi har ventet i ca 2 år på at Bo kunne få denne oplevelse, og i aftes blev det endelig til noget. Turen var på 1,5 time fra Silkeborg syd-vest over til heden ved Issenbjerg. En fantastisk oplevelse.

Familien Wase...

2009-06-24T09:01:00.001+02:00

I weekenden var hele familien Wase samlet på Amager, til kusine Julies første fødselsdag. I den anledning fik vi lige taget et billede af hele familien.

Cykel- og bondegårdstur

2009-06-08T22:53:00.000+02:00

Så har vi igen haft en dejlig lang forlænget weekend. Fredag og lørdag blev der arbejdet i haven, så søndag skulle være hviledag ;-). Max og far blev hjemme og slappede den af mens mor og Simon tog afsted på cykel til "åbent landbrug". Vejret var dejligt, så vi nød virkelig turen ud blandt skov og market. Simon snakkede og snakkede hele turen, så man blev helt forpustet.

Formålet med vores tur var at besøge en bondegård og se alle dyrene, kører i nogle maskiner og lege i noget halm. Det var en fantastisk dag, og Luna (Simons bedste ven) var også med hendes far på bondegårdsbesøg. Så vi havde alle fire en rigtig god, sjov og oplevelsesrig dag.

Sol og sommer til Wase drengene

2009-06-04T21:35:00.000+02:00

Ja så kommer der lige et billede mere. Nu er det så længe siden, at der er blevet lagt billeder ind af drengene, så her er lige et par stykker, så I kan se hvor store de er. Max ligner for tiden een der har været i en boksekamp og fået halvdelen af tænderne slået ud ;-). Klik på billeder og set det i stort, så kan I rigtig se Max´s sjove tænder på billedet nederst til højre.

Morgenbadning

2009-06-03T22:15:00.000+02:00

Ja ENDELIG sker det lidt nyt her i Stilling hos familien Wase! Velkommen tilbage til lidt sol og sommer stemning ;-)

Ja Simon og Max er nogle ægte (Bo) Wase drenge. De tigger og plager hver morgen, om de ikke må få lov at tage med deres far ned til søen og bade. Og jo - i weekenderne får de så lov. Her klokken 07:00 lørdag morgen tager alle tre drenge en lille morgendukkert (drengene leger i sandet nederst i billedet). Og heldige som de er, så venter deres mor på terassen med kaffe, the og lidt hyggesager til de kommer op igen...Så bliver det da ikke meget bedre!

Ridderfest og fødselsdag

2009-04-15T23:42:00.000+02:00

Så er vores store dreng Max fyldt 7 år i dag. Det fejrede vi sammen med familien 2. påskedag med stor påskefrokost og masser af gaver til fødselaren (vi skal nok have bygget til på Max´s værelse nu ;-). Men i dag afholdte vi den store ridderfest til ære for fødselaren Max Wase. Alle drengene fra klassen var med hjemme efter skole for at hjælpe Max med at besejre den "onde tønderidder" og redde kongeriget. Det var en super god fødselsdag, onend lidt vild til tider. Men hvad kan man regne med, når man stikker 12 7-årige knægte hver et sværd og et skjold?!

Påskeferie

2009-04-05T10:08:00.000+02:00

Så er påskeferien begyndt. Vi har mange planer om hvad vi skal have lavet herhjemme i haven, men først og fremmest skal vi bare hygge os sammen. Vores plan er, at vi skal have lavet lidt ekstra ved haven, så kan vi en tur til København og Max´s fødselsdag skal holdes 2. påskedag. Så der bliver gang i sagerne. I går startede den første feriedag og det var super dejligt vejr. Drengene legede hele dagen ude i haven sammen med naboen. Til frokost fik de pølser og pandekager i nabo-Kristians træhygge - sejt. GOD PÅSKE TIL ALLE.

Institutmesterskaber i dans

2009-03-08T09:43:00.000+01:00

I weekenden var Max til Institutmesterskaber i standard, disco og hip hop dans. Det var hans første gang og vi var alle meget spændte på at se hvordan han ville klare det. Han dansede en rigtig fin standarddans samen med hans makker Phillippa, men da han skulle til at danse solo disco og hip hop fyrede han den bare for vild af. Forældrene synes han var super god, men vi havde slet ikke forventet, at han blev udtaget til institutmesterskabsrækkerne. Det var bare for sejt, men Max var ikke lige så imponert. Han blev ikke institutmester, så det var ikke godt nok for ham :(. MEN hans forældre er vildt stolte og vi havde en rigtig stor dag!

Simons fødselsdag - 3 år

2009-02-14T20:09:00.000+01:00

Skiferien 2009

2009-02-13T12:42:00.000+01:00

Så har vi været på årets skiferie. I år var vi i Wagrain (danskernes skiparadis). Vi havde en super fed ferie sammen med familien Rasmussen.
Max er virkelig blevet sej på ski. Han kan nu køre på alle pister uden problemer og er sågar også begyndt selv at tage på ture off-pist og hoppe lidt. Han bliver en sej dreng, der snart kan køre fra sine forældre. Simon var hos mormor og morfar i denne uge, men vi har lovet ham, at til næste år, så må han komme med :-)

Store drenge

2009-02-02T13:41:00.000+01:00

Det er næsten ikke til at følge med tiden. Vores drenge bliver bare kæmpe store inden vi får nået at se os om. Vi føler ikke længere, at vi har nogle små børn. Simon er nemlig i dag startet i børnehaven, og det har han ventet længe på. Dagen var en succes. Men den store prøve står i morgen, hvor han skal til fødselsdag fra klokken 10-13 :-). Men børnehaven har da moderens telefonnummer, hvis Hr. Simon Viggo bliver ked af det ....

Og så fortsætter storebror med at tabe sine tænder. Efter lang tids rokken fik far endelig hevet Max´s ene fortand ud. Han ser rigtig sjov ud. Nu venter han så bare spændt på at den næste ryger, for så har mor lovet at købe dem begge for en magnet gormitti :-)

Nytår

2009-01-02T15:07:00.000+01:00

Så fik vi afsluttet et rigtig godt 2008, og vi glæder os til at se hvad 2009 kan byde vores lille familie. Vi afsluttede året med et brag af en fest. Vi var den sædvanlige flok som bestod af 8 voksne og 9 børn. Faktisk var festen så vellykket, at klokken 04:30 måtte vi smide vores gæster i seng (incl. et par store piger), da vi jo godt viste, at der kun et par timer senere ville vise sig et par friske småbørn, der ikke ville vente på deres havregrød.
Vi ønsker alle et godt nytår og takker for 2008.

Juleaften

2008-12-27T17:06:00.001+01:00

I år holdt vi jul hos mormor og morfar sammen med moster Henriette. Vi tog til mormors hus om eftermiddagen for at tage med i Kirke. Det var ikke lige noget Max synes var sjovt, men begge drenge opførte sig rigtig eksemplariske. Som kun kan forventes fik vi alle rigtig mange gode gaver. Specielt Max var meget begejstret for sin nye PlayStation, hvilket han hver dag i december har forsøgt at gøre os opmærksom på, at han snart ikke kunne leve foruden :-). Begge drenge fik en MASSE lego, som vi glæder os til at bygge og lege med alle juledagene.

Forsmag på Julen

2008-12-21T22:10:00.000+01:00

Søndag var vi intiveret til en "mini jul" hos morfar Ronald og Besser Kirsten. Vi havde aftalt at mødes til frokost og spise lidt julefrokost sammen. Da drengene kom indenform fandt de hurtigt ud af, at der lå pakker under juletræet med deres navne på. Men det er jo nogle gode drenge vi har, så de spiste pænt en masse mad FØR de med stor iver pakkede deres julegaver op... Ja og så hørte vi sådan set ikke ret meget mere til vores drenge den dag. Max fik en kæmpe pakke lego, som han var helt optaget af at bygge. Simon fik en "Cars" racerbane, som han synes var "sej". Super dejligt, at få alle pakkerne fordelt lidt her i julen, og så giverne kan være med til at se drengenes glade ansigter når de pakker op.

Jul i Tivoli

2008-12-15T11:50:00.000+01:00

Ja så har vi været en juletur i København sammen med familien Wensel. Vi startede lørdag morgen kl. 0800, hvor vi samledes til morgenmad hos os. Derefter kørte vi til København og tilbragte hele eftermiddagen i Tivoli. Der var mange mennesker, men det var super flot, da mørket faldt på og alle lysene blev tændt.

Søndag sov vi (lidt) længe efter vi lørdag aften havde indtaget nogle gode flasker rødvin og Sushi på værelset til (lidt) sent. Efter et solidt morgenmåltid på hotellet kørte vi i Eksperimentariet - en stor succes for alle store som små.

Jul i Den Gamle By

2008-12-06T21:16:00.000+01:00

Far er til julefrokost HELE denne weekend. Så drengene og Sus planlagde en juletur til Den Gamle By i Århus sammen med mormor/morfar samt familien Lystlund. Det var en rigtig fin dag med sjove og spændende fortællinger fra mormor og morfar. Dagen blev afsluttet med masser af julehygge hjemme hos os i Stilling.

1. søndag i advent

2008-11-30T13:28:00.001+01:00

Så er julen 2008 ENDELIG ankommet til vores hus. Vi har i dag (1. søndag i advent) været ude og hente juletræ til at stille i udestuen. Resten af dagen skal gå med at gøre klar til i morgen (1. december). Uha hvor er det bare dejligt med JUL....

November morgen

2008-11-23T08:52:00.000+01:00

Det er simpelthen bare sådan et flot vejr vi har for tiden. Rigtig kold og klar blå himmel. Søen foran vores hus damper om morgenen når solen står op. Et fantastisk syn.

Simon og vennerne

2008-11-07T07:43:00.000+01:00

I går havde Simon for første gang legekammerater med hjemme. Vi havde taget hans to bedste venner Luna og Christian med hjem fra dagplejen. De var her det meste af dagen og sov også til middag hos os. Det var en MEGET stor oplevelse for alle tre, og det er bestemt ikke sidste gang, at Simon får legekammeraterne med hjem

De tre er bare BEDSTE VENNER

Halloween

2008-10-23T22:37:00.000+02:00

For tiden er Simon på ferie hos Bedstemor og Bedstefar. Så der bliver rigtig hygget herhjemme sammen med Max alene. I dag har vi lavet græskarhoved til lys udenfor og været i biografen (far, mor og Max) og se Far til 4... I morgen skal vi så hente Simon igen - hvis han da vil med hjem :)>

Yo - check it out !

Efterårsferie

2008-10-22T15:53:00.000+02:00

Så har vi rigtig været på efterårsferie. Første halvdel blev i København, hvor vi inlogerede os hos Faster Heidi, Jakob og Julie. Her fik vi godt styr på deres have, og der blev også tid til en tur i Knutheborg dyrehave - hvilket vi har snakket om LÆNGE.
Sidste halvdel af ferien var vi i Budapest i Ungarn, hvor vores gode venner Charlotte, Jakob, Kaya og Luna bor for tiden. Her fik vi hygget og set en masse af Budapest. Drengene synes det bedste var at køre i sporvogne :-)

Kaya, Luna, Simon og Max kaster med blade

Ja sådan kan man jo også prøve at styre sin lillebror

Knuthenborg Safaripark

Simon er en lille rytter - kan ikke se en hest uden at skal op og ride på den

På heden i midtjylland

2008-10-05T09:31:00.000+02:00

I denne weekend har vi været til stor fødselsdag hjemme hos morfar og moster Henriette i Gludsted. Der var lagt op til det helt store gilde, så vi tænkte, at vi hellere måtte gå os en tur på den flotte hede og lade op til aftensmaden. Max blev selvfølgelig hjemme hos mormor (det er da for hådt at skulle ud og gå), men Simon kom frisk med :-)

Mor og Simon i det friske vejr

Far og Simon kigger efter elefanter ....

Simon og mor i Sverige

2008-09-23T21:22:00.000+02:00

Så har Simon og mor været oppe og besøge vores gode venner Eliaz, Hannah og lillesøster Magda i Sverige. Eliaz og Simon gik i dagpleje sammen imens familien boede i Danmark. Nu er de desværre flyttet tilbage til Sverige 130 km. nord for Göteborg. Så vi tog den lange tur med bil, færge og mere bil op til Sverige for at lege lidt med vores gode venner. Det var en meget lang tur men heldigvis var det super hyggeligt at besøge Sverige og vores venner.

Fra venstre. Simon, Sus, lillesøster Magda, Hannah og Eliaz

Eliaz og Simon leger på stenene

Drengene kigger efter krabber i det klare vand. Simon kan ikke finde "far-krabben"

Bålsted i haven

2008-09-10T11:04:00.001+02:00

Så har mor lavet bålsted i "haven" efter at Bo igennem flere år har forsøgt at sige, at han synes vi skulle have et sådan. Men det er jo lige med at finde et passende sted. Så nu er det fundet og i går blev det indviet med snobrød og aftenhygge.

Drenegene laver snobrød

Sikke nogle dejlige brød uhmmm...

Et rigtig dejligt og flot bålsted

Barnedåb

2008-08-31T21:50:00.000+02:00

Vores kusine Julie blev døbt 31 August 2008. Det var en rigtig fin barnedåb, hvor vi fik fejret vores elskede kusine Julie Mai Skovhus.

Mor leger fotograf :-)

2008-08-20T13:04:00.001+02:00

Ja hvad kan der siges til disse billeder andet en... tja man må stille op til meget

Men helt ærlig... det er da nogle gode billeder (red. Sus)

Max´s første skoledag

2008-08-12T23:05:00.000+02:00

Ja så har Max haft første skoledag. Han synes, at det er rigtig godt at gå i skole (heldigvis). Men det bedste er dog, at han får kærnemælk til frokost hver dag :-)

Her Oliver og Max foran døren til klasseværelset

Og på vej fra skolen til fritidsordningen "Soffen"
(Ja der er næsten mere taske end drenge)

STORE drenge

2008-08-05T21:53:00.001+02:00

Puha hvor tiden da bare flyver afsted og índen man ser sig om, synes man ikke længere, at man har små børn. Pludselig har vi en dreng der begynder i skole og en anden der smidder bleen. Max er i sidste uge startet i skolefritidsorningen, hvilket han er meget glad for. Det er dejligt nyt og spændende med nye og store omgivelser. Simon er også blevet rigtig stor. Han bruger nu kun ble om natten og har kun få uheld om dagen med at tisse....

Max cykler i SFO (skolefritidsorning)

Simon sætter sig lige selv på potten og ....

Bådejer

2008-07-29T12:04:00.000+02:00

Så er vi også blevet ejer af en speedbåd - sammen med vores genbo. Nu mangler vi så bare at få et sejlertilladelse så vi kan styre båden, og få købt et par vandski at spænde efter :-)

Her er plads til ialt 5 personer. To foran og tre på "bagsædet"

Krabbefisketur

2008-07-17T07:49:00.000+02:00

Ingen sommerferie uden en god krabbefisketur. Så i går blev drengene og jeg - samt vores nabodreng Kristian - enig om, at nu var det tid for en krabbefisketur. Vi kørte til Århus lystbådhavn og fiskede efter krabber. De store drenge var rigtig gode til selv at finde muslinger, knuse dem og efterfølgende sætte dem fast på fiskestangen som madding. Da vi havde fisket et par timer gik vi hen på restaurant Crepperiet og fik os en gigantisk stor pandekage med is.

Simon, Kristian og Max holder øje med hvor krabberne er

Her har vi fundet et godt krabbe-gemme-sted

Et par krabber i nettet

Simon synes de er lidt farlige :-)
Ialt fangede vi 1 søstjerne, 1 lille fisk, 3 rejer og 13 krabber !!!