Vi befinder os i tempereret regnskov og i aften free camper vi for anden dag i streg(!). Vi er ved at være rutinerede :). Vi ligger ned til en stor sø, hvor der står et par mænd og fisker i den stille, vedvarende regn og kan kun lige skimtes i tågedisen. Max og Simon er i gang med lektierne, Sus rydder op efter aftensmaden, og jeg har fået lov til at sidde lidt ved tasterne.
Afstanden mellem vores overnatning i går og den nuværende placering af vores autocamper er ca. 50 km i fugleflugtslinie. Vi befinder os i på samme breddegrad, men bare 50 km tættere på kysten. Vi har imidlertid tilbagelagt hele 450 km for at komme hertil, da vi lige skulle uden om bjergmassivet, hvor Mt. Cook troner majestætisk.
Humøret er højt efter en fantastisk dag i går i selskab med netop Mt. Cook. Bjerget var ellers streget i vores rejseplan, men jeg fik ligge-stille kuller – og så er det jo ingen hemmelighed, at jeg er voldsomt betaget af disse store bjergtinder. Så vi begav os af sted med vejrudsigterne imod os, men er der én ting, som man hurtig lærer i NZ, så er det at vejrudsigter ikke er til at stole på. Så vi tog chancen.
I ”Turen går til New Zealand” skriver de, at Mt. Cook ses, hvis vejret tillader det. At det oftest er dækket af skyer, og hvis man er heldig er de kun dækket af de lange hvide skyer. James Cook skulle efter sigende aldrig selv have set bjerget, som er opkaldt efter ham – da det netop var indhyllet i skyer.
Da vi havde ca. 60 km til bjerget opsøgte vi en information, hvor de oplyste os, at der var overskyet omkring bjerget, og at vi formentlig ikke ville få det at se i dag. Vi var ikke overbeviste – der var opklaring over himlen. Så Sus ringede til en helikopter bureau noget tættere på Mt. Cook. De mente at betingelserne var optimale, og 10 minutter senere var vi eksalterede over, at vi havde 4 billetter til 45 minutters helikopterflyvning ind over Mt. Cook og de kæmpe gletschere, som omgiver den. Vi var ellevilde.
Høje af begejstring kørte vi videre mod vores mål. Begejstringen streg endnu et par grader, da vi første gang tog det smukke bjerg i vores øjesyn. Wow. Vi indtog vores frokost på kanten af en mintgrøn sø med en malerisk udsigt til selveste Mt. Cook. Jeg insisterede på at placere vores autocamper i midten af dette smukke sceneri, og det via et par stejle grusveje og løftede øjenbryn fra min smukke kone. Men ja, det var nok ikke det mest intelligente jeg har foretaget mig. Men det så godt ud :)
Mens vi indtog vores frokost – sandwiches med grøn salat, mayo, skinke, tomat, sennep, ost (uhm) – kunne vi sidde og følge, hvordan Mt. Cook langsomt men sikkert blev fuldstændig skyfri. Vi knipsede billeder som sindssyge for at sikre, at vi havde dette spektakulære syn i ”kassen”. Samtidig sad vi og frydede os vores over 4 boarding passes til en helikoptertur op til Mt. Cook.
Selve oplevelsen i helikopteren var overvældende. Det var HELT vildt. Piloten satte efter 20 minutters flyvning helikopteren ned på en gletscher, og vi fik lov at forlade helikopteren og lege lidt i sneen. Se DET var stort for drengene. Helikoptertur OK, men sneboldkamp på bjerget, DET overgik alt. Simon faldt i øvrigt i søvn i mit skød på vej tilbage til basen :). ”Væk mig hvis der sker noget spændene” …
Vi tog igen en del billeder, men det er urimelig svært at gengive disse omgivelser i to dimensioner :(
Efter Mt. Cook bestigningen fejrede vi vores flyvning med en flaske grape-juice-champagne. Hele turen havde været en oplevelse for livet – og det fortjente en skål.
Vi fortsatte vores rejse med at køre 50 km for at se ”The Church of the Good Sheppard” (vi vidste, at vi skulle retur samme vej), men Sus insisterede på denne turistbasker. Kirken var meget lille, men lå helt ned til en stor sø. Alteret bestod af et stort panoramavindue ud mod søen – og foran vinduet var placeret et lille krucifiks i jern. Enkelt og smukt. I den kirken kunne jeg godt være bænket nogle timer :).
Turen til The Good Sheppard blev reddet af en super aftensmad og en aftentur i hot pools. Efter aftensmaden indlogerede vi os i en 40 grader varm pool, hvorfra vi kunne nyde udsigten til bjergmassivet på den modsatte side af dalen, hvor solen kastede dagens sidste stråler. Et imponerende syn. Efter en times tid i hot pool blev drengene iklædt nattøj, børstet tænder og spændt fast i sikkerhedsselerne med masser af puder og dyner. Det var vist populært og hyggeligt.
Derefter kørte Sus og jeg autocamperen tilbage til søen med Mt. Cook, hvor vi camperede for natten. Helt ned til søen – og bakket til, så jeg var sikker på, at slå øjnene op på Mt. Cook den efterfølgende morgen. Sådan skulle det dog ikke helt gå – Mt. Cook var igen borte i et tæt skydække.
Men vi skulle jo også videre på vores eventyr…
