Hjemrejsen - af Bo

Så har vi pakket for sidste gang på denne del af rejsen!

I morgen eftermiddag, Thailandsk tid, starter vi en hjemrejse, som i løbet af ca. 24 timer - hvis alt vel at mærke lykkes for os - bringer os hjem til DK.

Efter 12 dage i Thailand, hvoraf vi har tilbragt 4 dage på hotel i Bangkok og de resterende dage på Centara Hotel i Krabi glæder vi os også helt vildt til at komme hjem til Danmark og til Bøghsvej :-).

Vi er ved at have nok af strandture, svimmingpools, kajaksafari, snorklingture, koralrev, strandrestauranter og drinks ved poolen. Ja, det kan faktisk lade sig gøre :-). Nu står den snart på alkoholafvænning, og vi er nok også nødt til at ordinere noget medicin.

Men vi glæder os alle fire til at holde nytår på Bøghsvej, og til at se venner og familie igen.

Så på snarligt gensyn,
Waserne

GOD JUL FRA OS

Haera ra – af Bo

Maori for ”Farvel”.

Efter 8 uger i New Zealand og efter mere end 7.000 km på landevejen føler vi os kapable til at give lidt information og inspiration til andre, som overvejer New Zealand som rejsemål, og gerne vil vide lidt om, hvad de går ind til.

Så under mottoet "Næsten som at være der selv ...",følger her en længere smøre.

New Zealand er et utroligt nemt og komfortabelt land at rejse i – og oplagt i særdeleshed for børnefamilier. Mentaliteten, befolkningen og klimaet minder meget om vores hjemlige breddegrader. New Zealand er utrolig velorganiseret og let tilgængelig for turister – de har også mange af slagsen. Hver lille by i NZ har deres egen i-site – eller turistinformation. Overnatning, herunder B&B, tilbydes nærmest på hvert andet gadehjørne, og der er tilbud, som passer til enhver præference og enhver pengepung. Det er et virkelig massivt og bredt udbud.

Der er ingen farlige dyrt i New Zealand. Der er rigtig mange veldokumenterede vandreruter og gåture, som bringer os igennem regnskove og andre mindre fremkommelige terræner, og vi kan med sindsro sende børnene af sted i disse omgivelser, velvidende at der f.eks. ikke findes slanger i NZ. (I Thailand skal man passe på, selv når man bevæger sig rundt på hotellet.)

NZ har amerikanske supermarkeder med et kæmpeudbud af varer. De har åbent 7.00 til 22.00 hver dag alle ugens 7 dage. Og udbuddet af butikker er ret omfattende, så de fleste steder kan man snige sig i et velassorteret supermarked. Oksekød, fårekød og hjortekød er ekstrem billigt sammenlignet med danske forhold, mens hønsekødet ofte er ret dyrt. Der er ufattelig mange får i New Zealand, og synet af en kvægmark her i NZ sender mine tanker tilbage i min barndom, hvor tætheden af kvæg på en græsmark var sammenlignelig med forholdende her i NZ. Det ser simpelthen bare fedt ud. Befriende på en eller anden måde. Hjortefarmene har vi også set nogle af, men slet ikke i samme antal som kvæg og får.

Tyveri virker ikke som et stort problem. Vi har på intet tidspunkt følt os truet eller nervøs ved at efterlade vores autocamper. Og efter sigende er det også et ret begrænset problem her. Det er utrolig rart, at man ikke hele tiden skal nervøs for at blive ribbet.

Det er billigt – i forhold til danske forhold – at spise ude. NZ tilbyder et bredt udbud af kontinental mad, så menuen er sjældent et problem for børnene. Jeg vil tillade mig at mene, at kvaliteten af maden er bedre i Danmark, men til gengæld er prisen også typisk 3-4 gange så høj.

Efter 7.000 kilometer HAR vi lært at køre i venstre side. Det gør man faktisk ret hurtigt! Men jeg har stadig ikke lært at sætte mig ind i bilens højre side. Forleden var mine tanker lidt et andet sted, og det lykkedes mig at sætte mig ind i venstre side med bilnøglen i hånden og praktisk talt lede efter rattet. Jeg havde fået et enkelt glas vin, og var bange for om nogle havde set det – og antaget mig for total palermo.

Vejene i NZ er ikke noget at skrive hjem om. 95% af vejnettet er 2 sporet landevej – altså med modkørende trafik. Der er en lille smule motorvej på nordøen omkring Auckland og lidt på Sydøen omkring Christchurch, men det er forsvindende lidt. Så man skal indstille sig på livet på en 2-sporet vej. Hovedvejene (f.eks. dem nummeret 1-9) er fornuftige af færdes på, men et gennemsnitshastighed på omkring 70 km/t (!), vil jeg skyde på. Men selv hovedvejene byder på bjergkørsel og hårnålesving, så man bliver helt svimmel. Balladen er for alvor løs, når man vælger sig en scenic route(dem uden for nummer eller med 2 cifre). Så er der ofte dømt bjergkørsel og en gennemsnitshastighed på 40-50 km/t. Det skal man lige lære at have med i sine overvejelser, når man om morgenen planlægger dagen rute :).

Til gengæld er trafikken begrænset, når man kommer lidt på afstand af Auckland. NZ er ca. 6.5 gange større end Danmark, mens populationen er 4 mio. Altså en befolkningstæthed, som er mærkbar anderledes end i Danmark. Det kan man også sagtens se på landevejen, hvor man kan køre mange kilometer på de mindre veje uden at møde en eneste modkørende. Når man endelig møder én, så er det oftest en autocamper :).

Netop i trafikken med masser af langsomme autocampere, og europæere som ikke er helt dus med at køre i venstre side, viser New Zealænderne deres venlige sind og udviser en fin tålmodighed med alle turisterne.

Vejarbejde, som der faktisk er en del af, foregår med hastighedsbegrænsninger på 30 km/t – det er langsomt. Og ofte er trafikken reguleret manuelt via et skilt, som vendes af en person med radiokontakt til sin makker i den anden ende. Det virker helt rørende i denne tidsalder.

Til trods for alle de snoede veje, så må jeg erkende, at jeg ikke synes, at afstandene (også tidsmæssigt) mellem de store byer er skræmmende. Det er relativt hurtigt, at køre fra den ene ende af nord- eller sydøen til den anden. Og brændstoffet er jo billigt – omkring 6 kr. for en liter benzin og 4 kr. for en liter diesel. Så det er bare at give den gas :).

Selv om brændstof er billigt, så er det mit indtryk at New Zealænderne er meget miljøbeviste. De har deres eget Department of Conservatory, som administrerer og varetager rigtig mange af naturcampingpladser, naturreservaterne og andre fredede områder. Samtidig overvåger de og rådgiver turistbranchen om, hvordan de kan drive en bæredygtig forretning, samtidig med at de beskytter naturen og dyrelivet omkring dem. På mange af de ture, som vi har deltaget i, har der været restriktioner på, hvor mange gange en dyreflok må besøges dagligt, eller hvor mange fartøjer der må være til stede på samme tid. Det gør kun vores oplevelse bedre, når vi ved, at dyrene og naturen også får en chance. NZ eksporterer også massive mængder af træ, men det fornemmer man også, at de tager meget alvorligt. Ikke mindst belært af deres fortid med rovdrift på Kauri træer, hvor der i dag kun er meget få af de rigtig gamle træer tilbage. Så der er ofte genplantningsprojekter.

Ellers er New Zealand jo som beskrevet i vores blog et ekstrem varieret og flot landskab at rejse i. Sydøen forekommer til tider som en zoologisk have, som har åben 24x7, dog med den tilføjelse at de fleste interessante dyr findes på kysterne og i havet, mens landjorden kun har meget få dyr – og ingen rigtig spændende.

New Zealand er jo omgivet af masser af vand. Det virker som om, at hver anden New Zealænder ejer sin egen båd. Alle har en båd, og det forstår man godt. Det er et land med fantastiske muligheder for eventyrlige udflugter til bugter og fjorde, som er total isoleret, uspoleret og sceneriske. Af samme årsag er New Zealand også overbefolket med boliger med beliggenheder der ikke tåler sammenligning med noget andet sted på kloden. Der er virkelig rigtig mange steder, hvor man ville elske at bo. Vi har rigtig mange gange de sidste 8 uger kigget på hinanden og sagt: ”Prøv lige at se det hus deroppe”. Men med alle de tusindvis af kilometer kystlinie, som NZ består af, så er der også massive mange muligheder for eksotiske placeringer – og det findes altså også i hobetal.

Når vi er ved byggeriet i NZ, så er det påfaldende at alle byer stort set er uden skyline; man bygger simpelthen ikke i højden i NZ. Det er ret påfaldende og iøjnefaldende, når man først lige får tanken. Det flade byggeri skyldes formentlig at New Zealand er voldsomt eksponeret for jordskælv; de har faktisk jordskælv her mindst en gange om ugen. Dog er det ofte ganske små og umærkbare rystelser, men ikke desto mindre er fænomenet en integreret bestanddel af deres bevidsthed.

Som et charmende afkast af de særprægede jordbundsforhold i NZ, er store dele af landet påvirket af termisk aktivitet. Det giver en masse lækre varme kilder, som flere steder i landet er konverteret til lækre hot pools. Vidunderligt når man er her lidt uden for sæsonen. Det er ikke som slår, at sidde i 40 graders varmt bad den sidste halve time, inden man kaster sig i kassen for natten. Koncentrerer man sig ikke, så når man ikke sengen, inden man sover :).

Hvornår skal man så rejse til NZ?

Hrm. Her kommer vi jo nok lidt til kort. Vi har kun selv forsøgt os med at rejse lidt skævt på sæsonen, så vi har jo ikke rigtig noget at sammenligne med.

Fordelen ved at rejse uden for sæsonen, som er fra slut december til slut februar, er at NZ ikke er overrendt af andre turister. Mange af oplevelserne (for)bliver mere private og intime, når der er mennesketomt eller kun få medturister. Vi har på intet tidspunkt har problemer med at finde plads på de campingpladser eller de attraktioner, som vi ønskede at besøge. Og det uden at booke i forvejen.

Ulempen er primært vejret. Foråret har i år været specielt koldt i NZ. Det er ikke gjort det bedre for vores vedkommende. Det har til tider været koldt i autocamperen, og det er simpelthen blevet til for få solskinstimer. Den største ulempe har for os været, at vi ikke har kunnet udnytte alle de muligheder, som NZ også tilbyder i højsæsonen på havene omkring NZ. Det er f.eks. svømme med delfiner, snorkeldykning og at nyde strandlivet på nogle af de rigtig mange smukke strande på NZ.

Jeg tror, at hvis der for os bliver en næste gang, så vil vi forsøge os i højsæsonen.

Hvor længe skal man være i NZ for at få et udbytte?

Lad mig bare understrege at rejsen hertil er laaaaaang.

Men når det er overstået, så mener jeg efter at have besøgt NZ, at man sagtens kan få et fantastisk udbytte på 2-3 uger, hvis man rejser rundt med nogle af de store rejseselskaber, som har prøvet turen mange gange. Flere af de oplevelser, som man bare skal have med på NZ, kræver booking og planlægning, da det ofte foregår på bestemte tidspunkter på døgnet. F.eks. skal pingviner opleves i skumringen. De veltilrettelagte ture kan således sagtens præsentere NZs top 10 på 12 dage.

Når det er sagt, så har vi på intet tidspunkt kedet os i vores 8 ugers ophold, måske på nær de sidste 3-4 dage, hvor vi ikke har haft nogle planer – ud over at forberede os på afskeden med NZ.

Hvordan skal man så rejse i NZ?

Vi har foretaget vores rejse primært i autocamper. Det var været en rigtig godt for os med 2 drenge på 3 år og 7 år. Vi har lagt vægt på at spise sundt og varieret, og der har autocamperen været et ideelt udgangspunkt. Igen har sæsonen været en lille smule i mod os, da regn og koldt vejr, indimellem har sat familieidyllen på prøve med 2 drenge, som skal have skudt al deres daglige ration af krudt af på 10-12 kvadratmeter :).

Omvendt har vi ført en relativ isoleret tilværelse i vores autocamper. Det har været for koldt til at grille, og ofte har vi endt med at spise aftensmad inden døre i camperen. Så reelt har vores kontaktflade til omgivelserne været ret smal. Vores ophold på B&B i Queenstown var reelt vores eneste rigtige møde med den menige New Zealænder – og det var faktisk utrolig spændende. Det har vi generelt savner lidt.

De sidste dage af vores ophold har vi kørt i bil og overnattet på hoteller/moteller og B&B. Det er også rigtig nemt og der er som sagt et rigtig stort udbud af overnatningsmuligheder. De fleste er velassorteret med kaffe, kakao og te og som regel en microbølgeovn, men maden derudover skal man selv sørge for fra måltid til måltid. Vi har oftest valgt at lave mad og spist hjemme på hotellet.

Hvis man rejser alene uden børn, så vil jeg anbefale at leje en bil og gennemføre rundrejsen med B&B, hoteller og modeller efter behov. Som par er NZ oplagt at holde golfferie i; de har masser af fantastisk flotte golfbaner. Der findes også rigtig mange mere eksotiske cruise på NZ, som vil være oplagt, hvis man rejser som par. Endelig er der mange vinslotte og vinruter i NZ, som formentlig vil være en utrolig delikat oplevelse, hvis man er til den slags herligheder.

Hvis man rejser med børn, så vil jeg anbefale en autocamper. Det giver en fed fleksibilitet. Hvis man rejser med store børn, så er der en masse aktiviteter, som er rigtig spændende og oplagte. Nævnt i flæng: snorkling, river rafting, faldskærmsudspring, bungy jumping, jetboats, parasejling – der er vildt mange muligheder i NZ. Med store børn skal man springe ud i disse vanvittige udfordringer – det vil give oplevelser for livet.

-------

Vi forlader NZ med en fantastisk oplevelse i bagagen. Et fantastisk land som man kun kan forelske sig i. Vi holder med New Zealand ved VM 2010, hvis Danmark ryger tidlig ud :). Vi har for mange holdepunkter i Danmark til at aspirere til at emigrere til New Zealand – og vi er formentlig også for rationelle til at kaste os ud i noget så vildt, men vi har mødt virkelig mange, som har besøgt landet for 20-30 år siden – og som har valgt at blive. Det gør vi ikke – så vi ses snart i Danmark!

Farvel til vores lille ferieparadis

Så er det tid til at tage afsked med Coromandel halvøen. Det var været nogle fede dage. Vi har virkelig slappet af med sol og strand, masser af læsen, gåtur til Cathedral Cove, badeture, snorkeldykning, Bamses Julerejse og grill på vores terrasse. Det har været dejligt befriende ikke at skulle planlægge og jagte nye oplevelser :) (Yes, though life)

Så det er lidt med vemod, at vi hiver stikket her ...

Vi kører mod Auckland for at ramme Paihia Beach Resort i løbet af søndagen, så vi skal have fundet en overnatning undervejs.

Tilbage på nordøen

Så er vi landet på nordøen igen. Vi har lejet en fed RAV4 til at bringe os omkring i vores sidste 10 dage på NZ. Vi har kastet os over Coromandel halvøen, da det var et af de områder, som vi ikke nåede i første omgang.

Livet uden camperen er lidt anderledes - som forventet. Vi har fået drengene meget tættere på, når vi kører. Puhu. De knævrer konstant. Specielt Simon snakker hele tiden. Og Max er ved at nå den alder, hvor han gerne vil vide alt, hvad vi snakker om - så han spørger HELE tiden. Han vil også helst være en del af familierådet, som bestemmer næste destination - det er ikke altid super nemt. :-). Men vi kan rigtig mærke at drengene bliver store - og det er dejligt.

Uden autocamperen har vi ikke altid vores madplaner under kontrol. Det skal vi også lige vænne os til. Vi gider ikke spise ude hele tiden; maden bliver for usundt og for meget. Så vi har købt en kølertaske og lidt bestik, så nu er vi igen rimelig selvforsynende.

Vi bor væsentlig bedre, når vi overnatter nu. Det er rigtig fedt. Vi har været heldig at vælge nogle rigtig fede overnatninger - og det har alle vist nydt. P.t. er vi uhyggelig fedt inkvarteret få kilometer fra Caheteral Crove og Hot Water Beach, som er to store attraktioner på Coromandel. Vi bor i en Beach Villa med udsigt ud mod det Sydlige Stillehav og direkte adgang til stranden. Det er så fedt, at vi har valgt at bo her i 2 dage. Solen skinner, vi bader og nyder det.Vi har 2 etager og rigtig meget plads - så kig endelig forbi :-).

Afsked med camperlivet

Så er 6 uger ved at være gået med et liv i fuld fart og meget lidt plads i en autocamper. Det har været nogle fantastiske oplevelsesrige uger, og nu er vi alle fire parate til at ligge kursen lidt om og geare lidt ned. I morgen afleverer vi autocamperen. Det både med vemod og glæde. Camperen har været fantastisk. Man har altid det hele med sig, og mulighed for at lave nogle lækkert og ordentlig mad. Men når vejret er vådt udenfor, så er pladsen i camperen lidt trang. Vi har i hvert kommet hinanden rigtig meget ved, og mon ikke at vores familiesammenhold kommer styrket ud af alle disse oplevelser.

De sidste to dage som campister tilbringer vi i Christchurch. I går tilbragte vi hele dagen i byen, hvor vi i omegnen af 3 timer overværede en juleparade. Det var en KÆMPE juleparade. Ungerne syntes det var HELT fantastisk. Bo var bydreng og sørgede for frokost samt flere afhentninger af kaffe på Starbucks. Det var en ren befrielse, da julemanden endelig kom til syne og dermed afsluttede paraden. Vi opfordrede Max og Simon til at sige tak for de små gaver og chokolader, som han putter i deres sok hver morgen, og så lige råbe til ham, hvad deres største juleønske var!!!!! Max råbte ”Lege Starwars”, og Simon råbte ”Max´s Nintendo DS´er” ;). På vejen hjem hviskede Simon pludselig til mig ”mor, tror du julemanden hørte, hvad jeg ønskede mig” ???? Hrm, det må vi jo så se, om forældrene kan stå for … ;)

Om aftenen havde vi arrangeret noget helt unikt. Vi skulle afslutte vores camperliv med manér. Derfor havde jeg fundet ud af, at man kunne spise i en kørende sporvogn, som var omdannet til en restaurant. Dette måtte vi prøve! Vi læste en masse positive anmeldelser om gourmet mad og romantiske omgivelser. Det var ikke en oplagt børneevent. Ingen børnemenuer.Vi tog chancen og sikke en fantastisk oplevelse - for os alle fire. Drengene var i høj grad beviste om, at vi var ude at spise fint, og følte sig enorm stolte over, at vi havde taget dem med på SÅ fin restaurant. De sad rigtig pænt hele aftenen. Men der var jo også noget at kigge på hele tiden (ud af vinduet).

Vi fik alle 4 retters menu, og Bo tog sig en fri vinbar. Til maden serverede de noget utrolig godt vin, og min kære mand skulle jo smage det hele. Så på hjemturen i camperen, hvor jeg selvfølgelig skulle køre, havde vi fået en fantastisk underholdende co-driver med… Hrm… Det var virkelig en fin aften, som vi alle vil huske, som en perfekt afslutning på vores ”tour de New Zealand”. Jeg var intet mindre end i den syvende himmel hele aftenen, og det endda kun efter ét glas champagne denne aften. Omgivelserne, maden, drengene der sad, som havde de ikke lavet andet hele livet end at spise på fine restauranter, min dejlige mand. Jamen, ALT var bare perfekt.

I dag har vi valgt, at holde slapperdag på campingpladsen med pool, vasketøj, bøger, og ellers forberede os på at få pakket til i morgen, hvor vi aflevere autocamperen og flyver nordpå til Auckland igen. Vi regner med at leje en bil de sidste 10 dage og se toppen af nordøen igen. Denne gang dog helst med +10 grader ekstra og en masse baderi. Men vi får se, og vi lader jo nok høre…

Afsked med hvalerne

Vi vil gerne afslutte Sydøen med manér, så vi havde booke en hvalsafari lørdag, hvor vejrudsigten var meget positiv. Vi har imellemtiden udnyttet tiden og besøgt Hanmer Springs, sikkert fedt om vinteren, men halvkedeligt om sommeren - til min smag. Det handler mest om termiske pools. Men Hanmer Springs er en "must do", så ...

Tilbage til Kaikoura fredag aften. Vejret var fantastisk lørdag morgen, bjergene var igen synlige i baggrunden, men med en del mindre sne, end da vi besøgte områder for 3 uger siden. The perfect day. Vi var klar. Turen var virkelig cool. Sigtbarheden var god og søgangen var til at håndtere. Vi så kaskelolhvaler og Hector Dolphins. Ja, delfiner - så lykkedes det endeligt. Og vel ca. 200 i eet ruf. Fedest.

Herunder en par shots fra vores tur.

Tour de Sydøen

Og her har vi så Sydøen, og her har vi så Sydøen, og ...

Så har vi taget hul på runde 2 på Sydøen. Vi har ambition om, at køre hurtigere rundt her anden gang.

Nelson og den Abel Tasman Nationalpark bød desværre kun på en enkelt solskinsdag - og den har vi i rigelige mængder dokumenteret nedenfor. Efter yderligere et par dage i let silende regn til relation stor undren hos lokalbefolkningen, valgt vi at "checke ud" og forlade Nelson og Abel Tasman.

Vi kørte mod Picton af kystvejen og klappede dermed en anden "must see" af, idet vi kørte "Queen Charlot Drive", som ad små snoede bjergveje byder på den ene idylliske, turkisgrønne bugt efter den anden. Utrolig mange lækre boliger og med tilsvarende imponerende udsigt.

Vi fandt os en lille campsite og valgte at fricampere. Et fedt sted, hvor Max og Simon lavede deres eget fiskegrej med pinde, klemmer, sten som blylod - og fiskede krabber til den store medalje. Vi fangede dog ikke det vilde og diskutere lidt, om der virkelig var krabber. Næste morgen valgte jeg at tage en morgendukkert i havet/fjorden, da jeg ikke 2 svømmetag rejse mig op med vand til navlen for at få luften tilbage i lungerne efter det første kuldechok, så jeg en kæmpe kongekrabbe en meter fra mine fødder. En stor hudfarvet djævel, som i omkreds var på størrelse med en fodbold. Jeg for ud af bølgen blå for at berette om dette fantastiske syn til Max. Han kastede sig i sine badebukser(!) og vi forsøgte at finde bæstet igen. Det lykkedes desværre ikke, og Max var noget mistroisk - om jeg bare havde fundet på det?!?

Da vi ankom til Picton, som var den by, som vi startede i på Sydøen, da det er her færgen kommer ind - silede regnen stadig ned. Det var den 2. december. Vi gik en tur i byen, men endte hurtigt i autocamperen igen med Bamses Julerejse. Max mener jo, at vi skal se 2 afsnit hver dag. Genudsendelsen fra i går, og så bagefter dagens udsendelse. Altså på DVD - morsomt :)

I mangel af bedre forslag ræsede vi igen ned at østkysten til Kaikuora, hvor vi jo for en månedstid siden så kaskelothvaler. Vi bookede tider til endnu en hvalsafari, da det ubetinget har været een af turens største oplevelser, så det vil vi forsøge igen. Men det regner stadig :(, og turene på havet blev gennemført i dis og dårlig sigt, men uden os.

Vi har i stedet var at tage til Hanmer Springs, som er kendt for deres varme bade. Det har hele tiden været vores plan at komme til Hanmer Springs sidst på turen, så her er vi nu - nybadet, varme og lækre.

Det er stadig gråvejr og til tider en let silende regn. Men man fornemmer foråret lige om hjørnet, spørgsmålet er bare om vi når at få det med ingen vi forlader NZ om ca. 14 dage.

Det dårlige vejr og vores efterhånden udvandede jagt efter nye oplevelser, begynder at tære på familiehyggen. Vi er blevet meget beviste om autocamperens begrænsede størrelse i de seneste dage, hvor Max og Simon foretrækker at lege slåsselege (eller andre latterlig larmende aktiviteter) indenfor i tørvejret. Så vi er vist alle begyndt at se frem mod tirsdag i næste uge, hvor vi afleverer autocamperen og tager hul på et nyt kapitel i vores rejse.

Jul i NZ

Er det Jul nu?? Ja, for os er dét et rigtig godt spørgsmål. Der står 1. december i kalenderen, men her i New Zealand er der ikke mange tegn på, at der kun er 24 dage til jul.

New Zealænderne / Kiwierne syntes ikke at gå ret meget op i julen. Går man en tur i byen, bliver man ikke just mindet om, at det er december måned, som vi kender det i Danmark (hjemme har alle butikker jo pyntet op allerede i slutningen af oktober). Hvis vi er heldige, så ser vi engang imellem et par plastik juletræer i butiksvinduerne i boghandlerne. Men det er alt.

Vi var forleden en tur i et stort ”warehouse”, som Bo skrev om, og godt nok kunne man få lidt julesager. Drengene var ellevilde da de opdagede, at her endelig var lidt tegn på, at det var jul. De ville derfor gerne have en chokoladejulekalender. Det gik vi så i gang med at lede efter og til vores store overraskelse så havde de også nogle. MEN de var med biler på og SLET IKKE spor julet. Det var der ikke meget sjovt ved, så jeg (Sus) sagde til drengene, at de i stedet kunne købe en lille plastik julemand og så hænge den op i autocamperen sammen med deres tykke vandresokker, og så se, om de måske ikke var heldige, at få besøg af julemanden. Og guess what?? I morges havde julemanden lagt to stykker slik i hver deres sok. Simon var benovet over, at julemanden havde bevæget sig HELT til New Zealand, når han nu bor på Grønland (det har han jo selv set i bamses julerejse)! Max har luret, at hans mor nok har været på spil, for julemanden kommer jo ikke helt til New Zealand eller Thailand, når de nu ikke holder jul.

Så jo vi juler en meget lille smule. Drengene har fået at vide, at vi ikke holder jul i år, da man ikke gør det i denne del af verden. Men selvfølgelig skal de nok få lidt gaver, når vi kommer hjem til Danmark! Både Simon og Max synes at have accepteret det og stiller ikke mange spørgsmål. Jeg har sjældent set mine børn blive SÅ glade for SÅ lidt chokolade. Så konklusionen er måske, at det for alle er sundt at skrue forventningerne lidt ned engang imellem.

Men hvis jeg her til sidst skal være jer læsere helt ærlig, så er jeg nok den, som har det sværest ved ikke at holde jul. Jeg savner december måned med kalenderlys, adventskransen, julepynten og alle de tilhørende skønne traditioner. Men jeg har selv valgt det og nej; heller ikke jeg kan få det hele :).