Vores strand - af Bo

Vi er ankommet til Nelson. Dermed har vi reelt sluttet kredsen og gennemført vores rundrejse på Sydøen.

Nelson skulle være det sted på NZ med flest solskinstimer. Det ser vi frem til. Vi ankom sent fredag eftermiddag og indlogerede os efter et par heftige dage på en meget stor campingplads ned til Tahunanui Beach – en bydel i Nelson. Det er et rigtigt fedt område med masser af aktivitet på strandene og sportspladserne omkring.

Fredag slappede vi af i noget fornuftigt vejr. Sus spillede minigolf med drengene, mens jeg ryddede lidt op i camperen. Vi lavede noget lækkert aftensmad og hyggede os lidt med det.

Lørdag tog vi på marked i Nelson. I silende regn. Hvad sker der her? Hvad blev der af det der med solskinstimer? Men sjovt nok kunne man tydeligt se, at de lokale ikke var specielt trænet i regnvejr – de vadede stadig rundt i shorts og klipklapper. Markedet var ret hyggeligt, men da regnen tog til i styrke fortrak vi til snacks i autocamperen :).

Jeg har tidligere på turen været i et par warehouses (alla Bilka) i forbindelse med at vi skulle bruge lidt gear til bilen. De warehouses er for vilde. Og vi havde parkeret tæt på et stort warehouse, som jeg gerne ville vise resten af familien, så jeg foreslog en ekskursion til tørvejr og indkøb :). Vi tilbragte mere end en time derinde. Der er julepynt, juletræer – og ja, ”you name it”. De har simpelthen alt – og i rigtig mange eksemplarer. Sus var mundlam! Det var så overvældende, at jeg slet ikke kunne tænke, sagde hun :). Så vi slap derfra med et par indkøb til drengene ...

Vejret var i stærk bedring og solen viste igen sit kønne ansigt. I den dejlige solskin valgte vi at fortrække til stranden, hvor vi samlede muslinger og legede i sandet. Vandet er lige lovlig koldt til for alvor at bade i det. Efter strandturen smed vi os på en græsplæne og så de lokale rugby hold udkæmpe en mindre turnering. Det var ret sjovt. Vi forstår da lidt af reglerne nu :). Resten af dagen på campingpladsen kastede Max og jeg vores indkøbte football – lige indtil hans hoved ramte hovedpuden …

Søndag var vejret fantastisk. Jeg havde kuller af at ligge stille, så vi skulle på vejen igen – og opleve New Zealand – det er mit mantra overfor resten af familien, som snart glæder sig til Thailand og afslapning. Vi kørte fra Nelson mod nord op mod Abel Tasman Nationalpark.

Efter en times kørsel ankom vi til Kaiteriteri (sådan er det, de fleste af deres stednavne er en ækvilibristisk øvelse selv for sprogkyndige). Wow. Turkis blå vand, brede hvide sandstrande og sol en mas. Endelig – det har vi ledt efter længe :).

Nationalparken er ikke tilgængelig via veje, så det foregår oftest via vandtaxier. Vi fik os booket ind på en afgang, pakkede tasker og smurte madpakker – og så var vi på udflugt i Abel Tasman Nationalpark. Det bød på en uberørt natur og alenlange bounty strande. Pointen er, at vi kan springe af på en strand oppe af kysten, og så kan vi selv vælge, hvornår vi vil retur – men sidste afgang er 17:00.

Vi (Waserne) fandt en lagune, hvor der var nogle små klippehuler. Vi var totalt alene det meste af tiden. Vidunderlig sandstrand. Isoleret. Smukt. Dejligt. Vandet var dog stadig koldt, men vi badede alle 4 – og også flere gange, selvom det ikke var så længe af gangen :). Vi havde nogle dejlige timer, og tog selvfølgelig først båden tilbage kl. 17.00. Vi har fået en masse sol.

Vi valgte at checke ind på campingpladsen lige ved siden af stranden. Sus og jeg nød en kølig pilsner i solen, nachos til drengene – og en Irish Coffee som kronen på værket. Konge dag.

Det var én af de nemmere aftener at putte drengene :)

Bemærk:
- Blodrøde kinder
- Simon møvler - vil altid putte op af sin storebror :)
- Soveposerne er arkiveret ...

Vestkysten - af Bo

Speedometeret har rundet de 5.000 km. En hektisk dag lakker mod enden. Vi freecamper midt i en skov op af et lille vandløb. Vi er lige ankommet og klokken er 23:15. Jeg kan ikke bare ligge mig til at sove, så jeg skriver lidt i stedet ….

Dagen startede i Greymouth kl. 08:00 (ja, vi sov længe). Greymouth ligger vel 2/3 op af vestkysten. Byen lever op til sit navn – vejret er gråt i gråt, og vi kører ofte tæt på områder med regnskov.

Vi har de sidste par dage kigget på de legendariske gletschere, Franz Josef og Fox. Imponerende naturfænomener, men drengene er færdige med gletschere. Dem gider vi hverken at gå eller køre efter mere :).

Vi startede vores dag uden nogen egentlig planer. Det er nok fair at sige, at vi er ved at gå lidt oplevelseskolde. Vi har oplevet så mange ting, at vi er lidt svære at hive op, hvor det bliver rigtig sjovt. Derfor har vi indimellem lidt planlægningskriser – hvad vil vi så i dag? Det er mest Sus og jeg som diskuterer – ellers går der helt kage i det. Så ender vi i svømmingpools eller på stranden for at samle muslinger hver eneste dag. Eller i autocamperen med en video :)

I dag blev vi enige om, at tage en køretur ind i Arthurs Pass. Vi havde talt om at tage den samme tur som en togtur sidst på vores rejse fra Christchurch til Greymount – det tager 4.5 time hver vej, og man indlægger typisk en overnatning. Vi blev enige om, at vi alle var bedst tjent med en køretur derind. Max fandt det dog fuldstændig latterligt, at vi bare skulle køre samme vej tilbage (det havde jeg også gjort i hans alder!). Arthurs Pass viste sig at være en god beslutning. Vi havde rigtig godt vejr, og det var virkelig en smuk naturoplevelse.

Man kører op igennem et forholdsvis kort pas med kringlede veje, og så kommer man ud i et stort plateau vel 400-500 meter over havets overfalde og her kører man så, som i en gryde med bjergtoppe på alle sider. Nogle var sneklædte, andre bare grusbunker, men med et fascinerende farvespil. Vi fandt en sø omgivet af nogle fede klatretræer, og så var der dømt hygge og idyl.

Vi spiste frokost på en bænk ned til søen. Drengene klatrede selvfølgelig i træerne og skød hinanden fra tid til anden, mens Sus og jeg nød et glas vin og spillede yatzy i det fri. Det er da ren campinghygge :).

Efter frokosten ræsede vi retur mod Greymount, hvor vi havde indlagt en svømmehappening til stor jubel for den yngre del af selskabet. Men vi havde mange flere planer for dagen(!), så vi besøgte McDonals for at få aftensmaden overstået, så vi kunne nå Pancakes Rock inden solnedgang. Jo, der er drøn på kalenderen, så Waserne træder i karakter. Men det var også her, at det begyndte at kikse for os …

Vejen mod Pancakes Rock var snørklet. Drengene havde nu svømmet og spist – så ja, de var godt møre, men vi ville gerne have, at de også skulle opleve pandekagerne, så vi kæmpede for at nå frem i vågen tilstand. Ca. 5 km før vi ankommer, meddeler min kønne (men til tider glemsomme) kone, at hun har efterladt sin fleece i Greymount på McDonals. Min reaktion kom prompte – bad luck, vi køber en ny.

Nu har jeg jo selv giver Sus denne dejlige Eiger Fleece. Og jeg burde vide med frekvensen som den bliver brugt, at hun ER meget glad for den fleece. Hun virkede virkelig rystet over at skulle undvære fleecen resten af turen – hun var nærmest parat til at GÅ tilbage. Vi fik alle 4 oplevet pandekagerne, som var rigtig sjove, og den friske vind bidrog også til festligheder, idet pandekagerne har nogle såkaldte ”blowholes”, som skyder vand op mod himlen, så bølgerne banker mod kysten. Det var ret fedt. Indimellem et større springvand. Vi blev våde.

Nå, alle mand spændt op i ”bussen” igen. Drengene blev puttet i dyner (og sikkerhedsseler), og så ellers retur mod Greymount. Godt nok synes jeg at kystlinien et fantastisk syn, men jeg er jo ikke fatsvag – jeg behøver ikke se det 2 – eller 3 gange for den sags skyld …
Vi fik bjerget fruens fleece. Smilet var tilbage og vores rejse kunne fortsætte.

Vi valgte at køre en lidt anden vej nordpå – for at se noget nyt(!) – men vi er på vej mod Nelson og Abel Tasman Nationalpark. Det kunne godt blive fedt.

Lidt andet fra hverdagen i NZ

Mere Mount Cook - af Bo

Vi i er gang med vores rejse op af Sydøens vestkyst. Dagens begivenheder omfatter en køretur på 450 km, en vandretur på 5-6 km i en regnskov, som endte med udsigt fra en strand, hvor bølgerne væltede ind fra Det Tasmanske Hav, alt imens regnen silede ned.

Vi befinder os i tempereret regnskov og i aften free camper vi for anden dag i streg(!). Vi er ved at være rutinerede :). Vi ligger ned til en stor sø, hvor der står et par mænd og fisker i den stille, vedvarende regn og kan kun lige skimtes i tågedisen. Max og Simon er i gang med lektierne, Sus rydder op efter aftensmaden, og jeg har fået lov til at sidde lidt ved tasterne.

Afstanden mellem vores overnatning i går og den nuværende placering af vores autocamper er ca. 50 km i fugleflugtslinie. Vi befinder os i på samme breddegrad, men bare 50 km tættere på kysten. Vi har imidlertid tilbagelagt hele 450 km for at komme hertil, da vi lige skulle uden om bjergmassivet, hvor Mt. Cook troner majestætisk.

Humøret er højt efter en fantastisk dag i går i selskab med netop Mt. Cook. Bjerget var ellers streget i vores rejseplan, men jeg fik ligge-stille kuller – og så er det jo ingen hemmelighed, at jeg er voldsomt betaget af disse store bjergtinder. Så vi begav os af sted med vejrudsigterne imod os, men er der én ting, som man hurtig lærer i NZ, så er det at vejrudsigter ikke er til at stole på. Så vi tog chancen.

I ”Turen går til New Zealand” skriver de, at Mt. Cook ses, hvis vejret tillader det. At det oftest er dækket af skyer, og hvis man er heldig er de kun dækket af de lange hvide skyer. James Cook skulle efter sigende aldrig selv have set bjerget, som er opkaldt efter ham – da det netop var indhyllet i skyer.

Da vi havde ca. 60 km til bjerget opsøgte vi en information, hvor de oplyste os, at der var overskyet omkring bjerget, og at vi formentlig ikke ville få det at se i dag. Vi var ikke overbeviste – der var opklaring over himlen. Så Sus ringede til en helikopter bureau noget tættere på Mt. Cook. De mente at betingelserne var optimale, og 10 minutter senere var vi eksalterede over, at vi havde 4 billetter til 45 minutters helikopterflyvning ind over Mt. Cook og de kæmpe gletschere, som omgiver den. Vi var ellevilde.

Høje af begejstring kørte vi videre mod vores mål. Begejstringen streg endnu et par grader, da vi første gang tog det smukke bjerg i vores øjesyn. Wow. Vi indtog vores frokost på kanten af en mintgrøn sø med en malerisk udsigt til selveste Mt. Cook. Jeg insisterede på at placere vores autocamper i midten af dette smukke sceneri, og det via et par stejle grusveje og løftede øjenbryn fra min smukke kone. Men ja, det var nok ikke det mest intelligente jeg har foretaget mig. Men det så godt ud :)

Mens vi indtog vores frokost – sandwiches med grøn salat, mayo, skinke, tomat, sennep, ost (uhm) – kunne vi sidde og følge, hvordan Mt. Cook langsomt men sikkert blev fuldstændig skyfri. Vi knipsede billeder som sindssyge for at sikre, at vi havde dette spektakulære syn i ”kassen”. Samtidig sad vi og frydede os vores over 4 boarding passes til en helikoptertur op til Mt. Cook.


Selve oplevelsen i helikopteren var overvældende. Det var HELT vildt. Piloten satte efter 20 minutters flyvning helikopteren ned på en gletscher, og vi fik lov at forlade helikopteren og lege lidt i sneen. Se DET var stort for drengene. Helikoptertur OK, men sneboldkamp på bjerget, DET overgik alt. Simon faldt i øvrigt i søvn i mit skød på vej tilbage til basen :). ”Væk mig hvis der sker noget spændene” …

Vi tog igen en del billeder, men det er urimelig svært at gengive disse omgivelser i to dimensioner :(


Efter Mt. Cook bestigningen fejrede vi vores flyvning med en flaske grape-juice-champagne. Hele turen havde været en oplevelse for livet – og det fortjente en skål.

Vi fortsatte vores rejse med at køre 50 km for at se ”The Church of the Good Sheppard” (vi vidste, at vi skulle retur samme vej), men Sus insisterede på denne turistbasker. Kirken var meget lille, men lå helt ned til en stor sø. Alteret bestod af et stort panoramavindue ud mod søen – og foran vinduet var placeret et lille krucifiks i jern. Enkelt og smukt. I den kirken kunne jeg godt være bænket nogle timer :).

Turen til The Good Sheppard blev reddet af en super aftensmad og en aftentur i hot pools. Efter aftensmaden indlogerede vi os i en 40 grader varm pool, hvorfra vi kunne nyde udsigten til bjergmassivet på den modsatte side af dalen, hvor solen kastede dagens sidste stråler. Et imponerende syn. Efter en times tid i hot pool blev drengene iklædt nattøj, børstet tænder og spændt fast i sikkerhedsselerne med masser af puder og dyner. Det var vist populært og hyggeligt.

Derefter kørte Sus og jeg autocamperen tilbage til søen med Mt. Cook, hvor vi camperede for natten. Helt ned til søen – og bakket til, så jeg var sikker på, at slå øjnene op på Mt. Cook den efterfølgende morgen. Sådan skulle det dog ikke helt gå – Mt. Cook var igen borte i et tæt skydække.

Men vi skulle jo også videre på vores eventyr…

Stor dag, Mt Cook - af Bo

Billederne taler sit eget sprog denne gang!






Klokken er nu 23:30. Vi er trætte efter en fantastisk dag, så teksten må følge senere, men billederne måtte vi bare vise nu. Vi overnatter i det fri for natten og autocamperen er bakket til, så vi slår øjnene op på Mt.Cook - vi er hooked :)

Et dejligt afbræk

I dag har humøret taget en drejning. Det har regnet hele formiddagen, og vi er endt i Wanaka, hvor det blæser rigtig meget og ingen af de aktiviteter, vi havde planlagt kan lade sig gøre pga. at Simon er for lille. Men alt dette gør ikke så meget lige i dag, da vi alle 4 føler, at vi har fået en bunke ny energi. Vores Bed&Breakfast besøg viste sig nemlig at være ikke mindre end perfekt for os.

Vi ankom i går eftermiddags til stedet og huset som vi skulle bo i lå i de smukkeste omgivelser, med bjerge og dale på hver side af huset. Vejret var med os, så efter at have set vores skønne værelser med udsigt, satte vi os i haven og nød varmen, solen og ikke mindst den smukke natur, som vi havde fuld udsigt til. Vi blev serviceret med is, vand og snack. Det var virkelig skønt. Drengene løb rundt i haven og legede med familiens to hunde samt naboernes hunde, som var på besøg. Alle var top lykkelige.

Familien som vi boede hos bestod af ”mor Carol” og ”far Rigd” samt deres to hunde og alle naboernes hunde, som alle løb frit rundt på egnen. Carol var et fantastisk gæstfrit menneske. Hun mindede os om en krydsning af Bedstemor og Besser Kirsten. Carol var rengøringsfikseret, utrolig serviceminded, udadvendt, talte meget og var glad for et glas vin. :) Så vi følte os virkelig hjemme. Rigd er den arbejdsomme mand og lidt af den ”lune” type. Siger ikke så meget men er meget venlig. Deres børn, som nu var voksne, var flyttet hjemmefra og huset havde masser af plads, så Carol havde sagt hendes bankjob op, og startet deres Bed&Breakfast. Et fuldtidsjob for hende, hvor nu lukkede ind og servicerede nye mennesker fra hele verden hver dag. Hun så ud til at nyde det i fulde drag – og hun gjorde det fantastisk.

Efter at have hængt ud i have et par timer, tog vi ind til den nærmeste by for at spise aftensmad. Det var en charmerende gammel guldgraverby (Arrowtown), som havde bevaret sin oprindelige stil. Vi fandt et rigtig lækkert sted, ”The Stables”, hvor vi fik noget godt mad og en øl. Drengene legede med andre børn på den tilstødende græsplæne og nød vejret og maden.

Da vi kom tilbage til huset og havde puttet drengene i en stor blød seng, stod ”mor Carol” klar med drinks til os, og vi sad og hyggede med hende og hendes mand Rigd i deres stue, indtil vi undskyldte os kl. 22:15, for nu kunne vi vist ikke være bekendt at trænge os på længere. En virkelig skøn dag.

Næste dag var vi alle 4 super friske og veludhvilet. I flere uger har vi ikke sovet lige så godt, så det var dejligt at få en god seng. Vi tog os god tid på det store lækre badeværelse (med karbad til drengenes store lykke) og kl. 08:30 var der så KÆMPE morgenmad. WOW hvor blev vi bare forkælet. Carol havde lavet alt hvad man kan forestille sig til et ”internationalt morgenbord”. Bacon, æg, pølser, spejlæg, forskellige yoghurter og morgenmadsprodukter, toast, kaffe, te og det aller bedste en stor skål friskskåret frugt.

Efter morgenmaden pakkede Bo og jeg vores sager sammen, Rigd tog drengene med ned for at fordre hønsene og fårene, og så sagde vi pænt farvel og rigtig mange tak for et fantastisk besøg. Det var virkelig, hvad vi havde haft brug for– og mere til. Vi var glade for at komme i autocamperen igen efter en ordentlig omgang forkælelse. Så nu er vi ved at planlægge vores videre færden nordpå igen..

Med øjne der ser - af Sus & Bo

Speedometeret har rundet 3.500 km. Vi er nået til det sydvestlige hjørne af Sydøen og begyndt vores rejse op af vestkysten. Vi er i Fjordland National Park, som er på størrelse med Wales!! Der er kun natur og ingen beboere. Fuldstændig intakt og uberørt natur. En perle for naturelskere.

Men nu er vi jo en familie på tur – og lidt for sjov – har Sus og jeg valgt at udstille hver vores oplevelse af dagens tur på denne blog. Det hele afhænger jo af øjnene der ser …

Den klassiske turistoplevelse i Fjordland er Milford Sound. Det er voldsomt besøgt, og der er rigtig mange turister af sted hver dag. Vi valgte i stedet at besøge Doubtful Sound, som er 10 gange større arealmæssigt end Milford Sound, men også en tur, hvor man starter med at forcere en sø, Lake Manapouri, hvorefter man tilbagelægger 21 km på den dyreste anlagte grusvej i New Zealand for at springe ombord på en større båd, som guidede os igennem Fjordlandet ud til Det Tasmanske Hav. Turen tager ca. 8 timer, hvoraf de sidste 3 foregår på Doubtful Sound – fjorden ud mod det Tasmanske Hav.

Bo – om dagens tur.

For mig var valget af dagens tur vigtigt og rigtig, da vi stort set var alene på fjorden med vores guidede tur. Det er en mere speciel oplevelse og langt mindre turistet.

Verdens stejleste vej, verdens mindste pingvin, verdens mest sjældne pingvin, New Zealands 2. dybeste sø, New Zealands 2. Største fjord – de imponerede facts vælter ind over os i et tempo, så vi bliver helt immune. Vi er nok lidt mættet og bliver sværere at imponere. Ikke desto mindre var dagens oplevelse en unik én af slagsen.

Da James Cook ramte New Zealands vestkyst for 250 år siden havde han luret fjordenes enorme forgreninger. På sit kort noterede han ”Doubtful harbour”, da han ikke følte sit overbevist om, at han ville kunne finde én havn – eller sågar om han ville kunne finde ud igen. Det spændende ved fjordlandet er, at vi i dag så verdenen igennem James Cooks øjne. I denne afkrog af New Zealand står naturen fuldstændig uberørt og intakt. Ufatteligt. (Hvor mange andre steder i vores verden kan vi sige det?)

I Fjordlandet regner det omkring 7 meter om året! Det er VANDvittig meget vand. Det er en lav tempereret regnskov, som har bosat sig ovenpå et klippelandskab, som er formet af gletscher for mange tusind år siden. Alle de høje bjergsider som omgiver båden på Doubtful Sound er beklædt med grønne træer, hvor de stopper og går over i rå klippe tager sneen smukt over. I bunden er der en sø, som er op til 400 meter dyb og på overfladen består den af lag ferskvand(!), men 10-20 meter nede tager havets saltvand så magten tilbage. Et unikt økosystem. Og bjergtagende smukt.

Det er umuligt at videreformidle på billeder. Vi har selvfølgelig forsøgt, men det kommer bare ikke til sin ret. Jeg tilbragte meget af dagen udenfor på dækket og fulgte nøje det imponerende sceneri for mine øjne. Det var storslået.

Sus – om dagens tur.

Ja, som Bo siger, så afhænger oplevelserne af de øjne der ser, og mine øjne ser ikke altid det samme som Bo. Turen i dag var ok, men ikke noget hverken børnene eller jeg ville gøre igen. Vi havde forinden snakket om, at skippe denne del af turen, men ALLE siger jo, at det er så pragtfuldt og fantastisk, så jeg foreslog faktisk selv, at vi ikke måtte skippe denne oplevelse. Men helt ærligt – det var bare en laaaang dag med tåge, dis, regn og så en masse vand og stejle skranter med beplantning på. Og så var det total dyrt!!!! Ingen af vores andre oplevelser har været så dyre, så jeg var skuffet over ikke rigtig at føle, at vi fik noget for vores penge.

Som en del af turen, skulle vi også besøge et underjordisk kraftværk, hvor vi blev fragtet under jorden for at se turbinerne, som genererer massive mængder af EL. 0g som Max så rigtigt sagde til mig – det var da dødsyg, mor. :)

Så ikke mere fjordlandskab til mig. Det kan jeg ikke rigtig imponeres med. Så i stedet har jeg til i morgen booket et Bed & Breakfast Farmstay, hvor vi skal bo hos en familie med hunde, får, lamaer, køer og andet. DET glæder drengene og jeg os til.

Vi så sæler og Fjordland pingviner, men ingen delfiner. Vi har stadig delfinerne til gode, men dem skal vi nok finde senere.

Sydøens østkyst - af Bo

Vi befinder os i Dunedin. Den 2. største by på Sydøen. Herfra er der åbenthav stik syd mod Antartisk. Vejret er ikke rigtig med os. Vinden er rigtig kold og nætterne er hårde ved Sus - hun fryser. I dagtimerne tager solen indimellem magten, men når den forsvinder er det bidende koldt.

I morgen skal vi videre til Te Anau for at besøge Doubtful Sound.

De sidste par dage har stået i pingvinernes tegn. Jeg føler, at vi har fesen op og ned af østkysten for at være der, når pingvinerne kommer hjem fra deres daglige fangstture. Men vi har set den meget lille Blue Penguin, og vi har set den guløjede pingvin, Yellow Eyed Penguin. Fastastisk elegante dyr i vandet - og tilsvarende kluntede og sjove på land. Sæler og søløver har vi også set i spandevis. Hele Sydøens østkyst er befolket med mange kolonier af disse fine dyr. Og vi nærmer os meget hastigt sæsonen for unger, så det venter vi spændt på.

Vi havde en fed oplevelse ved et fyrtårn, hvor vi kunne gå ned i en koloni med guløjede pingviner. Her sad vi alle 4 bænker i et lille udkigsskur, hvor man kunne åbne nogle små luger - og låne nogle fastlåste kikkerter. Der var kun 3 vinduer og det meste af tiden var der kun os i hytten, så det var en rigtig intim og fin oplevelse. Der sad vi så, alle Waserne, musestille og ventede på at pingvinerne skulle returnere fra det store hav med mad i deres maver til ungerne, som lå i nogle redekasser i et budskads, som var ugenert. Det var en rigtig fed oplevelse. Vi nåede vist at se 6-8 stykker komme hjem i de 1,5 time, vi var der. Men det var spændende. Og sælerne - ja, de lå selvfølgelig også på stranden under os og fedede den.

Vi har også besøgt Moeraki Boulders, som var en sjov oplevelse - mest fordi vi soppede og legede på stenene. Men det er et sjovt fænomen.

Ellers er vi lidt oplevelsesimmune ovenpå kaskelothvalerne i Kaikoura. Max spørger, hvornår vi skal sde spækhuggere og pukkelhvaler. Om vi da ikke kan tage derhen, hvor de er? :)

I dag har vi været på Royal Albatros koloni. Vi kørte det mest af 30 kimometer på små snørkelde veje for at nå dertil. Kun for at få at vide, at Albatrosserne ynglede og byggede reder, så området var lukket for offentligheden, men vi kunne komme igen den 25.11, så kunne vi se dem på allertætteste hold. Øv. Sur røv. Hvis vi har tålmodige, så kunne vi måske en eller to flyve over hilmen. Det var vi(!), men der kom aldrig en Albatros den dag.

Men det er jo netop på naturens vilkår, og det er jo også det, som gør det ekstra fedt, når det så lykkedes. Så vik må videre og lede efter andre oplevelser...

Kaikoura - af Bo

Nå, det er vist tid til et lidt mere teksttungt indlæg : )

Vi er stadig i Kaikoura. Synonym med ”Whale watching” og ”Cray Fish”. Been there –
done that!

Vi ankom hertil sent torsdag aften. Fredag formiddag havde vi booket en tur på en båd, som skulle tage os ud til hvalerne. Vi røg af sted med søsyge- og stormvarsel pustende os i ansigtet. Med vi valgte i samråd at tage af sted alle sammen alligevel. På vej ud mod oceanet spottede jeg(!) en hval til højre for båden, som vi fik et fint rendevu med (billeder i tidligere indlæg). Hvaler kan nærmest kun spottes på den søjle af vand, som du puster op, når de ligger i overfladen.
Kun få kilometer uden for Kaikoura går vanddybden fra 100 meter til ca. 1,6 kilometer. Og det vel at mærke i et bjerglignende terræn, som presser en masse fisk sammen på få kvadratmeter – dette giver et unikt spisekammer for hvalerne.

På vores første(!) tur så vi 2 kaskelothvaler. Det var en oplevelse. Super fedt. Hvalerne ligger i overfladen 5-10 minutter for at trække lidt luft ind, og så dykker de igen i gennemsnitlig 45 minutter. Så man skal være heldig, når de kommer til overfladen. Hvalen kan faktisk blive under vandet i op til 2,5 time.

Efter godt en time på søen, annoncerede kaptajnen, at vi desværre var nødt til at returnere, da uvejret nærmede sig hastigt. Vi kunne jo faktisk se fronten ude op havet, og jeg var overbevist om, at vi havde god tid, så vi var lidt utilfredse med at vende om. Vi nåede dog dårligt at kaste trosserne i havnen før regn og storm ramte os. Vildt. De ved jo lidt om, hvad de taler om …

Resten af fredagen hyggede vi omkring autocamperen.

Hvalerne virkede som et fix på os. Vi måtte bare have mere. Det var rigtig spændende for os alle at være på havet og lede efter hvalerne. Og succesraten gjorde det også relativt fornøjeligt. Så vi bookede en ekstra tur lørdag formiddag, da vi konstaterede at vejret var fortrinligt til formålet. Vi var på søen i godt 2 timer, men vi fandt ingen hvaler på denne tur. Der var en del hvaler omkring os, men de nåede alle at dykke, inden vi nåede hen til dem. Sus og Simon blev tilmed en smule søsyge, så de synes, at var OK da kaptajnen annoncerede, at det ikke ville lykkedes på denne tur, og at vi ville returnere til Kaikoura. Vi fik 80% af vores turfee retur, da vi ikke så hvaler. Det sker kun på 1-2% af deres ture, så der var vi desværre lidt uheldige. Men turen på oceanet var cool. Vi så flere albatrosser, men dem skulle vi gerne komme noget tættere på senere på vores tur, hvor vi skal besøge en koloni.

Lørdag eftermiddag spillede Max og jeg minigolf i midtbyen. Ja, OK – jeg tabte en enkelt gang. Det var vist en dårlig bold :). Vi valgte at deltage i en fåreklippeshow, som lå lige uden for byen. Herligt lokalt snit over farmeren og et meget personligt indtryk. Drengene synes, at det var vildt sjovt.



Lørdag aften havde vi bestilt bord på en af de lokale restauranter anbefalet af Loney Planet, hvor vi kastede os over ”Cray Fish”, som er lokalt fanget languster, som minder meget om dansk hummer, men er mere fast i kødet. Det er en stor eksportvare fra regionen.

Efter restaurantbesøget opsøgte vi en lokal bar for at følge New Zealand fodboldhold i deres anstrengelser for at kvalificere til VM sig for første gang i 28 år. De spillede i Wellington, hvor vi var i onsdag, men alt var udsolgt, og det var umuligt at få billetter.

I morgen kører vi videre sydpå mod Dunedin, hvor vi satser på at se pingviner, elefantsøløver og albatrosser. Spændende ...

New Zealand til VM - af Bo

New Zealand - Bahrain 1 - 0

Ensbetydende med at New Zealand har kvalificeret sig til VM 2010 i Sydafrika, hvor de kan risikere at møde Danmark :)

Det er første gang i ca. 30 år at New Zealand har kvalificeret sig til et VM i fodbold. De er jo verdensmestre i rugby (All Blacks), men fodbold er ikke nær så stort i NZ.

Max og jeg har været på den lokale bar og supporteret det nationale hold mod Bahrain. Pudsigt nok synes jeg til tider, at det var Max og jeg, som gik mest op i det :). Men det var hyggeligt - og fedt at de vandt.

Nu mangler vi bare, at Danmark skal møde dem næste år ...

Kaskelothvaler

Sproget bliver fattigt - og unødvendigt!

Sydøen - "here we come" - af Bo

Wow!

Det sydlige Stillehav banker mod kysten med meter høje bølger. Det ser fantastisk ud. Et træ(!) er netop skyllet op på stranden. Et kæmpe stort et af slagsen. Super fedt sceneri. 30 km længere fremme en sælkoloni på mindst 1.000 sæler ligger praktisk talt for vores fødder. Jeg mangler tillægsord. Og i en aften er der en super flot stjernehimmel, så det skal jeg også have checket ud igen.

Ja, vi er ankommet til Sydøen!

Vi krydsede Cook Strædet i eftermiddag. En 3 timers sejltur bragte os over til Picton. En fed sejltur hvor jeg tilbragte hovedparten af turen på frontdækket med bølgeskvulp og masser af frisk luft. Det virkede relativ vindstille, men jeg skal love for, at vi kom i bølger. Kæmpefærgen sejlede op mod bølgerne og sprang fra bølge til bølge med nogle enorme vandsøjler fra skibets bov til følge. Super sejt. Jeg var vild med det.

Efter et times sejlads måtte jeg imidlertid yde lidt førstehjælp til resten af familien, som var ved at være godt søsyge indenskibs. Jeg fik dem overtalt til at følge mig i den friske luft og efter 10-15 minutter udenfor var der klart forbedringer i søsygen, men nu med forfrysninger :). Så slemt var det ikke, men det lykkedes os at score et par pladser lige indenfor de store panoramavinduer, så familien kunne bænkes der med et fast blik på horisonten. Jeg forsatte overfarten udenfor med Paul Potts bankede i mine høretelefoner. Det var sgu stort. (jeg sejler faktisk lidt endnu her i autocamperen – gulvet gynger).

Vi har forsøgt at gengive lidt af overfarten herunder. Den sidste halve time sejlede vi igennem fjorde med store skrænter på begge sider. Det mindede om de norske fjorde.

Vi nåede Picton ved 6-tiden. Planen var at nå frem til Kaikoura for natten, da vi allerede HAR booket hvalsafari i morgen fredag! Det glæder vi os helt vildt til – undtagen dem, som også frygter søsygen lidt.

Efter ca. 70 km ramte vi kysten, hvor det sydlige Stillehav rammer NZ. Solen var ved at gå ned bag bjergene, men strålende nåede stadig kystlinien og gav aftenhimlen en flot skær. Samtidig hamrede der store bølger ind på stranden. Der stod vi, Waserne, sammen med et andet hold turister, men ellers helt alene. Ja, det så ca. sådan ud:

Modstræbende forlod vi den buldrende brænding og begav os længere mod syd. På jagt efter sæler. Vi havde en plan om nå sælerne inden mørkets frembrud og spise aftensmad med sælerne. Det fortrød vi ikke. Da vi nåede Ohau Point, stod der et advarselsskilt om, at her fandtes sæler. Vi hang ud af vinduerne for at spotte dem. De falder enormt godt ind i naturen, så det tog os lidt tid. Der, der, der råbte Sus og vi kastede bilen ind på nærmeste plads i vejkanten. Hold da nu op. Vi kig ud til kanten af vejen og ca. 2 meter direkte under os lå en stor han. Han kiggede vagtsomt op på os, knurrede lidt og viste tænder. Så kogte han videre. Den næste halve time skød vi masser af billeder, og det gik op for os at der var hundredevis af sæler på dette sted. Storslående. Vi gik tilbage til autocamperen og lavede vores aftensmad med vinduer åbne ud mod sælerne, så de sad jo nærmest med til bords :). Behøver jeg tilføje, at drengene var voldsom begejstrede.

Vi spiste vores aftensmad, og kørte mod Kaukoura, hvor vi ankom 21.00 med 2 sovende gutter. Dagens oplevelser havde omsider fået overtaget over dem …

I morgen håber vi på en succesfuld hvalsafari – det glæder vi os helt vildt til. På genhør.

Kulturelle dage

Ja, så må jeg vist lige på banen, for at få lidt plads på siden til at skrive om min store oplevelse i forbindelse med min vandretur ”Tongariro Alpine Crossing” på 19,4 km over stok og sten. Som I jo nok har læst, tog Bo turen først (i sidste uge), og dagen efter skulle jeg så på sammen tur. Vi havde valgt at splitte os op, da det var en hård tur på 6-8 timers vandring i bjerglandskab, og derfor ikke egnet til børn. Vi kom igennem vulkanlandskab med sten, sne, sand, vand og buske. Turen gik op imellem to bjerge (hver med sne på toppen) igennem et vulkankrater, op over toppen på det ene bjerg, og så en laaaang nedstigning på den anden side at bjerget. Der var en krævende tur men alle kræfterne værd. Jeg lagde ud med 4 km i højt humør, men så startede opstigningen for alvor. Kort tid herefter kom den første vabel, efter 5 km var jeg ved at gå total kold og tænkte på, hvordan jeg skulle overleve de næste knap 15 km. Efter 6 km havde jeg både hovedpine og var svimmel. En god beslutning var at tage en juice og en nutellamad. WOW, sikke en effekt sådan en gang sukker kan have på en. Efter 2 min spise-drikke-pause var jeg igen klar, og jeg må sige, at resten af turen gik med kun små smerter men ellers mest nydelse. Turen var fantastisk smuk, og jeg havde jo perfekt skyfrit vejr til vandringen. Jeg gjorde turen – ligesom Bo – på kun knap 6 timer. Men så vandrede vi også konstant uden pauser. De fleste tager imellem 7-8 timer, men så er der også beregnet stop undervejs. Forinden afgang var jeg lidt usikker på mit valg, at tage denne tur alene, men det viste sig at være helt i top. Jeg nød at gå i dette fantastiske landskab helt for mig selv. Men jeg var overrasket over så få tanker, man kan gøre sig på 6 lange timer. Min hjerne slappede bare af, og jeg nød det. Jeg var nærmest i en slags terapi-trance ;-). På nedturen tænkte jeg dog på, hvor sej jeg selv syntes jeg var, og hvor fed en tur det havde været. Jeg kom frem til den konklusion, at det nok var en af de fedeste oplevelser jeg havde haft, lige bortset fra at få vores to drenge og blive gift – så det siger vist alt om turen.


De sidste to dage har vi til tilbragt i Wellington (den sydligste by på Nordøen), hvor vi har været rigtig kulturelle. Vi har været inde på det kæmpe store Te Papa Museum, hvor de har 6 etager med udstillinger. Specielt var vi alle fire imponeret over deres udstilling om jordskælv, hvor vi bl.a. var inde i et hus, hvor man kunne opleve et ”rigtigt” jordskælv. Drengene syntes det var lidt skræmmende, og Max skulle efterfølgende vide alt om sandsynligheden for, at vi havnede i et jordskælv, og hvad nu hvis der kom et her hvor vi var. Men heldigvis i forlængelse af udstillingen kunne vi vise ham, at der i Danmark ingen plader var der forårsagede jordskælv og hernede i New Zealand, hvor pladerne overlapper hinanden – lige her i Wellington – der er vi god sikret i en autocamper med gummihjul . Ud over dette ene kulturelle indslag, hvor vi selvfølgelig oplevede en masse andet, var vi bl.a. også ude at se kirker, parlamentsbygninger og andre ”must see”. Alt sammen noget der mest var for os forældre. Men hertil må altså siges, hvor fantastiske vores drenge er til at have med til sådanne ting. Der er virkelig ingen brok, når vi går lange ture igennem gaderne og slæber dem ind på det ene – for dem – uinteressante sted efter det andet. De løber pænt igennem gaderne på deres løbehjul og hygger sig sammen. Under udstillinger går de pænt og stille rundt sammen med os og spørger interesseret. Bo og jeg er nok også blevet gode til at ændre historierne lidt engang imellem for at gøre det lidt mere børnevenligt. Vi har også været ude at spise flere gange, og forinden vi tog på vores lille rejse, frygtede vi lidt dette. Men de sidder bare så pænt ved bordet og hygger sig sammen. Vi har fået dem lært – inkl. Simon Viggo – at spise mange flere ting, end de er vant til. Så vi syntes selv, at de er fantastiske at have med på tur. De har endda også lært en del engelske ord såsom, Thank you, excuse me, My name is…, I´m from Denmark, I´m 7 years old og Simon kan synge ”happy birtday” – også så de lokale kan forstå dem. Det ser heller ikke ud til, at de savner deres hverdag derhjemme. De nyder hinandens selskab (faktisk til forældrenes overraskelse) og leger godt sammen.
Vi sidder lige nu i autocamperen, og venter på, at vi skal af sted kl 14 med færgen sydover. En sejltur på 3 timer, som vi glæder os meget til, da vi har fået fortalt, at Cook Strædet, som vi sejler igennem, er en af verdens smukkeste. Denne sejldag er også valgt ud fra, at i dag skulle være den bedste dag vejrmæssigt, så vi rigtig få fuld udbytte af sejlturen. Vi nyder at have en (tvungen) dag, hvor vi bare sidder ved pcén, læse bøger, lege og ellers slapper af. Vi får læst lidt i vores bibel ”Lonely Planet” og planlagt vores første dag på sydøen. Vi ses sydpå!

Nok det kedeligste billede af vores tur - men bevis på, at vi også kan være lidt kulturelle

Om autocamperen – af Bo

I dag har været lidt af en transport dag. Hvad kan være mere passende end et indslag om vores autocamper til de mere teknisk interesserede – i dagens anledning.

Vi har i dag rundet 2100 km. Vi har haft autocamperen i 2 uger i dag, og foran os ligger yderligere 5 uger. På den ene side skræmmende lang tid, men på den anden side vildt spændende, hvad disse uger må bringe. De første 2 uger er i hvert fald fløjet af sted.

2100 km på 14 dage er jo egentlig ikke voldsomt langt. Men i det terræn og de snørklede veje, som vi oftest tilbydes her; så føles det meget længere. Samtidig skyder vores autocamper en topfart af 100 km/t, og det er vel at mærke, når det går rigtig godt.

Det er ellers et herligt køretøj, som er i meget fin stand – men det har vi jo også betalt for. Vi har jo nærmest købt autocamperen. Lad os få nogle specifikationer på banen.

Det er en Ford Transit med 2,4 liters motor, turbo diesel. Så der er godt med bundtræk i den, og den har 6 gear at gøre godt med. Den kører virkelig godt. Vi må højst køre 90 km/t i den – hvis vi vil overholde færdselsreglerne hernede. Vi kører ca. 7 km på literen, men til gengæld betaler vi kun ca. 4 kr. pr. liter diesel(!!). Bilen er 6,8 meter lang og 2,2 meter bred (ca. som Chrysleren!). Man skal lige huske længden og undlade at skære hjørner, så går det fint. I solskærmen er bilen udstyret med en skærm til et kamera, som er placeret på bagenden, som hjælp til når vi skal bakke ind på begrænset plads. Det virker rigtig fint.

Indvending har vi 2 meters frihøjde, så det tænker man ikke over – der er god plads. Der er køkken med 4 gasplader og en spisekrog, som samtidig fungerer som drengenes køresæder og altså er udstyret med sikkerhedsseler (og en stol til Simon). Der er et godt udsyn til drengene, men det kan være svært at føre en samtale med dem fra førerkabinen. I bagenden af autocamperen er der et soveområde (2,1 x 1,8), som vi hver dag redder og dermed konverterer til en mindre sofagruppe. Det er også her, at der er fjernsyn med DVD, som dog kan vendes og ses fra køkken/spisekrog også.

Autocamperen er udstyret med en 150 liters friskvandstank og en tilsvarende 150 liters tank til vores spildevand. I køkkenet er der 2 vandhaner, hvoraf den ene er med filter og kan drikkes direkte fra. Der er tilkoblet en lille varmvandsbeholder, så man kan få varm vand til opvasken. Toilettet har separate vandtank til udskylning og en septiktank til det, som vi skylder ud. Badeværelset er med bruser og håndvask samt et lille tørrestativ – det er ufattelig godt udnyttet rent pladsmæssigt.

Køkkenet har desuden emhætte og selvfølgelig en lille køleskab med en lille boksfryser. Under kogepladerne har vi en lille gasgrill, ligesom køkkenet er udstyret med en microbølgeovn. Skuffer og skabe er bygget med hængsler og specialindrettede holdere til al service, som det ikke smadres under kørsel, som ikke kan undgås at blive lidt (læs: rigtig meget) hoppende fra tid til anden. Så indimellem springer køleskabet op eller en skuffe flyver ud. Men i det store hele fungerer det super godt.

Kabinen er udstyret med aircondition, som vi endnu ikke har brugt. Derudover er der en lille varmeblæser, som er gasdrevet, ligesom vi har en elektrisk varmeblæser i bilen. Sidstnævnte effekter har fruen eksperimenteret med :).
Autocamperen er udstyret med et 240V kredsløb, som kun er i spil, når med er fast koblet på strøm på en campingplads eller lignende. Ellers har bilen 2 stk. 12V batterier samt lidt solceller, som kan holde bilen ved strøm i en periode uden fast strømopkobling. Disse batterier genoplades endda også ved kørsel. Bilens batteri er i et separat kredsløb, hvilket betyder at bilen stadig kan starte, selvom vi har skudt al strømmen af til ”Lille Nørd”.

Direkte over førerhuset er der et sengeafsnit (2,1x1,5), hvor drengene sover. Det er ideelt til formålet. Der er et lille forhæng, som man kan trække for, så det bliver helt mørkt deroppe. Og efter et par aftener er det også lykkedes for Sus og jeg at få indført en fornuftig sovedisciplin hos de unge herrer, som jo ellers fandt konstruktionen oplagt til fest og ballade. Selvfølgelig. Men det fungerer godt nu.

Resten af autocamperen er indrettet med små rum til at pakke vores sager i. Vi har tøj og madvarer overalt i de små rum. Det kræver orden og oprydning hele tiden. Det arbejder vi med …

Jeg har forsøgt med et par billeder i nedenstående collage, som måske kan give et indtryk af autocamperen:

I New Zealand er der vel ca. sammenlagt 50 km motorvej, og det er altså vildt landets størrelse taget i betragtning. Så al færdsel foregår på 2 sporede veje med modkørende trafik. Vejarbejde er der rigtig meget af, og det er altså med max 30 km/t. Og oftest med trafikregulering i form af 2 gutter med en walkie talkie, som bestemmer slagets gang. Det virker ikke til at påvirke Kiwierne; de virker meget tålmodige.

Vi har valgt at køre rigtig meget på Scenic Routes (turistruter), og det er ofte ensbetydende med regulær bjergkørsel med snørklede veje. Det påvirker heldigvis ikke drengene, men Sus bliver hurtig køresyg, hvis hun ikke sidder sikkert i sædet og kigger fremad.

Venstresidekørsel går forrygende. Det har vi vænnet os til. Det sværeste er, når man kører ud fra en sidevej – hvor er det så lige de billister vi skal passe på, kommer fra. Tilsvarende når vi bevæger os rundt som fodgængere, så er det voldsom svært at huske, hvilken side man skal kigge til, når man krydser vejen.

Der findes ufattelig mange autocampere på vejene i NZ. Vi er endda uden for sæsonen, så det må være sindssyg i højsæsonen. Det må virkelig være en pestilens for de indfødte – med alle de turister. Som oftest lige skal vende sig til den ”forkerte” side. Det forventes, at man som autocamper kører ind til siden, og lader den mindre og hurtigere trafik passere. Ellers kan de godt finde på at begynde at dytte bagfra. Men i store træk er de enormt forstående og positive medtrafikanter overfor os turister.

Det er mig, som er chauffør det meste af tiden. Først ville Sus ikke køre bilen. Jeg kender hende jo, så jeg foregav at være træt, så hun var nødt til at køre. Og efter kort tid var hun jo verdensmester, og hun er stadig overbevist om, at hun er den bedste trucker af os. Men det er i hvert fald godt, at vi nu er to, som er i stand til at køre, hvis vi skulle få brug for det.


I dag har vi kørt fra Napier til Wellington, hovedstaden i New Zealand – som samtidig afslutter vores rundrejse på Nordøen. Turen var på 315 km og tog os 6-7 timer inklusiv frokost og et par stop undervejs. Det stormer og er pissekoldt, men vi regner med at være her et par dage, inden vi torsdag eller fredag sejler over til Sydøen. Men mere herom senere …

Østkysten, Napier - af Bo

Bemærk:
Der er tilføjet et par billeder på nogle af de tidligere indlæg.
Og der er nu kommet en opdatering på de billeder, som man kan downloade fra vores speedbådstur - med koder.

Køreturen til Napier var nemmere end frygtet, og vi var fremme allerede kl. 19.00 om aftenen. Via en tankstation fik vi en anbefaling på en restaurant i den indre by. Tiden var kommet til at spise ude – og vi skulle lægge arm med det New Zealandske køkken. Til formålet besøgte vi – altså på anbefaling – restaurant Charlies, som var en Charlie Chaplin inspireret restaurant. Interiøret var spartansk, men maden var fantastisk. Jeg havde selv fornøjelse af lam for første gang på turen – og det var himmelsk. Vi havde en hyggelig aften. Endnu senere om aftenen ramte vi campingpladsen med 2 søvnige drenge.

Napier er et lækkert sted. Turen hertil bragte os igennem landskaber, som startede i Canada med kæmpe skove og masser af tømmer, via Irland med grønne, bakkede enge og masser af får, gennem Toscana, Italien med snoede veje, bakkede landskaber og masser af grønne, høje træer. Ind mod Napier bevæger vi os igennem vinmarker, som hensætter os til det franske for at ende op i en by, som med sin Art Deco stil minder mest af alt om Miami, Florida. Alléer med palmer og en imponerende strandpromenade. Se det er noget af det fantastiske ved New Zealand – det er så varieret, selv over korte afstande!

Napier er tilmed et af de steder i New Zealand, som har de fleste solskinstimer om året. Og det passede familien, herunder i særdeles Sus, som det vist også fremgår af nedenstående samling af billeder :).


Vi har hygget os i Napier. Den første dag ”dallede” vi rundt på strandpromenaden og nød livet. Det var en rigtig sommerdag. Vi fandt en skateboardbane, hvor en masse unge demonstrerede deres kunnen. Max var vild med det. Max og Simon har jo fået et løbehjul for at gøre gåturene mere spiselige – og det her var altså det helt rigtige forum for at vise sig lidt. Men begge drengene var lidt betuttede og kunne jo i virkeligheden ikke måle sig med profferne, så vi fortrak igen.

På en del af promenaden var der (selvfølgelig) minigolf. Det er en af Max Wases favoritter, så det var vi jo tvangsindlagt til. Vi spiste frokost på promenaden på en amerikansk inspireret steakhouse. Det var super godt og meget børnevenlig. Måske lidt for tungt på fedtprocenterne, men Max elskede det. Han er ved at være bekymrende madglad, men er samtidig (også bekymrende) bevist om at spise sundt – og ikke blive tyk. Noget vi arbejder med …

Sus tog drengene med i udendørs saltvandspools, mens jeg tilbragte 1.5 time i supermarkedet for at finde alle de ting, som vi havde fået samlet på vores dosmerseddel. Og lidt til. Jeg købte en blender – til stor jubel for drengene, da mor lige knaldede en lækker jordbærsmootie sammen. Så nu er autocamperen også udstyret til smooties!!

I dag, søndag, har vi fra morgenstunden (dvs. 10.00(!!) – inden vi har fået morgenmad, drengene i tøjet, samlet vasketøj, pakket stole og borde sammen, reddet senge, været i bad, vasket op, ryddet op i camperen, fået vand på, tømt toilet etc.) været på Farmers Market. Det svarer vel mest til en dansk torvedag. Det er sjovt og hyggeligt. Boderne var af meget høj kvalitet, og de var udpræget økologiske – og varerne virkede rigtig lækre. Jeg kom til at sige til Sus at hun bare kunne handle, hvis jeg bare kunne undgå at blive rådspurgt hver gang. Shit, vi skal snart forbi en hæveautomat :). De fleste af boderne havde smagsprøver! Behøver jeg at sige, at Max Wase var vild med det – og jeg var nødt til at hjælpe ham med hans begejstring for tag-selv begrebet. Han var blandt andet på vej i en bod med et stykke spegepølse i den ene hånd og en frikadelle i den anden – altså for at tage lidt chili-con-carne. Jeg forklarede ham, at de fleste gerne så at han købte lidt, og hvis han ”bare” ville besøge dem alle, så måtte han i det mindste være lidt mere diskret. Men efter kaffe, wienerbrød, lækre juicer, et utal af smagsprøver og med hvad der svarer til 4 indkøbsposer forlod vi Farmers Market. Vel ca. 100 dollars fattigere .. :). Men med lækre ting i køleskabet – herligt!

På vej til næste event (!) som var et besøg på verden største sulekoloni, valgte vi lige at presse et besøg på en chokolade fabrik ind. I vanlig tidsoptimeret stil. Selve produktionen var dog lukket pga. søndag, så vi nøjes med et hurtigt besøg i chokoladebutikken. Dette er så en af Simon Viggos topdiscipliner. Vi købte et par stykker af det lækre, hjemmelavede chokolade, og vupti så åd Simon den frø på størrelse med et spillekort. Sus måtte fordele sin over et par kopper kaffe, mens jeg selv ikke er nået dertil endnu. Men Simon han var frisk på én mere. Ufatteligt.

Midt på eftermiddag var der afgang med en traktor med hænger, hvor vi alle 4 blev sadlet sammen med ca. 40 andre turister. Familien deltog jo lidt for min skyld – det må vel siges at være min event. Ja, og den falder vel mest af alt i kategorien Paul Thomsen. Men det var fedt!
Der er kun adgang til sulekolonien via stranden, og det kan kun lade sig gøre, når tidevandet tillader det. Turen med traktor er på 9 km – hver vej. Undervejs lærer vi lidt om geologi og livet i havene omkring Napier. Da vi når frem til Cape Kidnappers, er der en gåtur på en halv time, som er meget stejlt (selv efter Mt. Tongariro) op til fuglefjeldet. Til gengæld stod vi nu få meter foran et par tusind suler, som var ynglende på denne del af Cape Kidnappers. Utrolig flotte og fascinerende fugle.


I morgen tidlig forlader vi Napier for at begive os mod Wellington, hvor vi om 3-4 dage forventer at krydse Cook Strædet og sætte vores fod på Sydøen. Alle vi møder fortælles os bare, hvor meget vi vil elske Sydøen. Spændende, det glæder vi os til :).

Dagbog: Gang i den - af Bo

Halløj, der er fart over feltet her hos os. Der er godt nok tryk på, men vi har det rigtig sjovt, så humøret er højt.
Siden sidst har vi besøgt en børnedyrefarm, en dæmning, en rejefarm, et stort vandfald, sejlet i jetboats(!), og jeg har vandret i Tongariro Nationalpark – i dag er Sus så af sted på samme tur :).

Børnedyrefarmen var en total skuffelse for forældrene og et kæmpehit for børnene :). Det var et slidt sted, og det kunne ligeså godt have foregået i Danmark – det var intet NZ over det. Men vi blev udstyret med en spand med foder, og så besøgte vi og fordrede alle dyrene. Drengene var ekstatiske. Hvis man arrangerer noget med dyr – og gerne unger af disse dyr – så har man en sikker vinder. Der var blandt andet nogle små grise, som rendte over hele området – og de var ret vilde med det foder, som vi medbragte. De var voldsom nuttede. Nå, men Sus og jeg trak selskabet hurtigt igennem, så vi kunne komme videre.

Waikato River ligger i et meget termisk område, og floden er derfor meget mineralholdig – og enorm flot i farve og klarhed. For år tilbage valgte det lokale byråd at placere en power station midt på floden til stor ærgrelse for naturelskere og fan af store brusende vandfald. Så for at kompensere lidt har man valgt 3-4 gange dagligt at åbne helt for sluserne – og så buldrer vandet altså bare igennem. Det var et fedt syn og i løbet af 5-10 minutter steg vandstanden 12-15 meter. Så der var knald på.

Efter oplevelsen af vandmasserne fortsatte vi til en rejefarm, hvor vi selv skulle fange vores frokost. Så vi fik udleveret 4 interimistiske fiskestænger og lidt madding. Og der sad vi så. Sammen med alle japanerne :). I de 1.5 time, som vi sad der, blev der sammenlagt fanget 4 rejer. Børnene var selvfølgelig skuffede – og til tider ret utålmodige. Faren insisterede på at demonstrere at det faktisk kunne lade sig gøre at fange noget – men nej. Vi opgav. Sagde ”Svin” til ejerne og skred fra stedet. Vi hang lidt med skuffen. Vi valgte frokost i autocamperen i bare trods. De fleste gæster sluttede ellers besøget på rejefarmen af med et besøg på den tilhørende restaurant, hvor de så betalte (mere) for at spise de rejer, som vi ikke kunne fange. Næ, næ, sådan spiller klaveret ikke; så hellere hjemmelavede sandwich i autocamperen :).

Lige udenfor rejefarmen så vi en mulighed for at redde dagen, da der var mulighed for en tur i jetboats. Problemet var bare, at vi gerne ville af sted sammen, men vi var ikke sikre på, om det var for vildt for drengene. Minimumhøjden var 1 meter. Og da drengene var med på idéen, så blev Simon målt til 1,02 (pyha). Han var pavestolt. Nå, men det viste sig, at det blev dagens sidste tur (kl. 16:00) – og familien Wase fik en 10 personers jetboat til vores helt egen rådighed – og tilmed med privat guide. Det var forrygende sjovt. Deres varemærke er 360 graders vendinger i speedbåden – DET var vildt. Båden var udstyret med 250 HK, så der var drøn på. Vi nåede omkring 90 km/t, og jeg skulle hilse at sige, at det går stærkt. Simon Viggo sagde ikke meget på turen. Han holdte godt ved, men sad ellers helt stiv ved siden af sin far. Det må have været et mindre chok for en 3-årig at blive kastet ud i. Men han tog det i stiv arm :). Bådfører lavede en lasso bevægelse i luften hver gang han ville lave et spin; og dem fik vi vel 6-7 stykker af. Max Wase sad konstant og lavede ”lassoen”, til stor irritation for hans mor, som syntes at de var lige lovlig vilde. :)

Der findes nogle fantastiske billeder her: http://www.hukafallsjet.com, under Daily Photos, hvor man skal bruge følgende koder:
HUJT911040072351
HUJT911040072352
HUJT911040072348
Prøv det - nu virker det også!

Ellers kan I lige få en smagsprøve her - det er Huka Falls, som bruser i baggrunden:

Som et lille kuriosum kan jeg lige berette, at vores kaptajn glemte at fortøjer båden, da turen var ovre, så de måtte lige ud i en redningsaktion med en anden jetboat for at redde dagen :). For Waserne var dagen allerede reddet – vi synes alle sammen, at det var en total vild, men også en fed tur.

Næste dag stod vi op og rejse til Tongariro. I vanlig tidsoptimeret stil valgte vi at sende mig af sted på en 7-8 timers vandring gennem Tongariro nationalpark. Jeg fik lidt frokost, pakket rygsæk – og så af sted kl. 12:00. Vejret var ikke det bedste, og afgangstiden var lidt atypisk, da de fleste ture starter om morgenen. Vejret og den skæve afgangstid betød, at jeg havde hele området mere eller mindre for mig selv. Det var en fantastisk oplevelse. Jeg er jo i forvejen vild med bjergvandring; og denne her var bestemt en af de flotte af slagsen. Nogle vil måske mene, at det var vovet at bevæge sig af sted alene på sådan en tur i halvdårligt vejr; vi andre kalder det erfaring … ?!?. Under alle omstændigheder var jeg lidt presset på bjergets top, da det blæste så voldsomt, at jeg indimellem var nervøs for at det skulle feje mine ben og trække mig af bjerget. Det var ret vildt. Men det gik – og oplevelsen på den anden side af toppen var enestående. Jeg befandt mig midt i et vulkankrater med smukke termiske søer – en fantastisk skue.

Som I måske kan fornemme, så blæser det lidt på min tur:

I mellemtiden har vi fået vores mor tilbage. Dejligt. Og i god behold og super form. Vi gik hende i møde og efter ca. 1,5 km på små fødder var der stor begejstring på begge sider over gensynet. Det var vist et populær gensyn. Ifølge Sus var det én af de største oplevelser i hendes liv, næst efter drengene og hendes mand. Ja, Sus har ikke langt til TOTAL lykke, men det er også noget af det, som gør det skønt at leve sammen med hende!

Jeg er sikker på, at der kommer et indlæg mere fra Sus om turen over bjerget – og passende dækket op af et par billeder. Men nu vil jeg opdatere vores blog, og så vil vi ile videre mod Napier. En køretur på 5-6 timer formentlig.

Flyvertur og fåreshow - af Bo

Vi er tilbage på sporet. Max vandt i UNO. Solen skinner. Vi er på en TOP 10 campingplads med alt, hvad der bimler og bamler. Vi har fået steaks og rødvin til aften. Lykken står den kække bi …

Vi er nået til Taupo, som er byen ved den store sø af samme navn, Lake Taupo. De virker ikke voldsomt opfindsomme her. Vi landede her omkring kl. 16.00, men 2 sovende drenge. Vi startede også dagen kl. 06.45 med en badetur (kun mig) i Lake Tarawera efter en overnatning i det fri på en rigtig lækker plet i et luksuriøst boligområde, hvor der var camping forbudt. Vi ankom sent og fandt en fed legeplads, så vi kunne ikke stå for fristelse og gemte camperen godt af vejen under nogle store træer. Det var et super idyllisk sted. OK, vandet VAR koldt.

Vi var tidligt oppe for at nå Lady Knox! Det er en gejser ca. 30 km syd for Rotorua, som via sædevand bestilles til forestilling kl. 10.15 hver formiddag. Vi nåede frem i tide og så gejseren i udbrud. Jeg har set de største gejsere i Island i udbrud, og jeg må indrømme at dette i sammenligning var lidt af en skuffelse. Efterfølgende var der en 3 km vandretur i et termisk ”wonderland”, som faktisk var en ganske fin oplevelse. Solen bagte og drengene stegte. Vi begyndte at løse gåder, og så glemte vi tiden (og solen) – og den lange gåtur. Men det lugtede jo også lidt af prut, og det var specielt ved at tage magten fra Max, som er lidt mere følsom med den slags. Simon rører det ikke. Han spæder gerne selv til med en prut :)




Fra turistområdet ved Lady Knox insisterede jeg på, at vi spiste frokost et andet sted, så vi kørte ca. 15 m minutter inden vi (lidt detroniserede) spiste frokost ved et andet og væsentlig mindre termisk område. Det var så det sidste jeg bestemte den dag :). Efter frokosten skulle vi have fundet næste destination, og lad mig nøjes med at sige, at der var flertal for en campingplads – og gerne TOP 10. Så det vil i Taupo – and here we are. På vejen hertil shoppede Sus, mens drengene – i bevidstløs tilstand – og jeg tankede camperen. Det gælder om at udnytte tiden … Her til aften har vi været i pølen, legepladsen, hoppepuderne, lavet lektier, spillet Uno og spist lækkert mad. Det er da hygge.

I går havde vi også en rigtig fed og en sjov dag. Min cykeltur havde bibragt mig en del lokalkendskab i Rotorua centrum. Så vi forlod vores campingplads (”Cosy cottage”) kl. ca. 09.00 og ”checkede ind” på havnefronten 10 minutter senere. Her indtog vi vores morgenmad sammen, og drengene legede på deres nye løbehjul på den nærliggende KÆMPE legeplads. Sus forsvandt efter morgenmaden et kvarters tid og kom tilbage med 4 billetter til en vandflyver, som skulle bringe os op til vulkanen Mt. Tarawera med udsigt direkte ned i krateret. Fantastisk oplevelse. Vi har nogle fede billeder af eventen. Drengene var (selvfølgelig) passende uimponerede, og for Max var den største oplevelse nok headsættet i flyveren, som var tiltænkt pilotens informationer, men som mere blev brugt til Maxs forsøg for at give flyvekommandoer på engelsk. Det var faktisk ret sjov. Sus var lettere presset over lufthullerne, som indimellem sendte os op i taget af den lille flyver, som lige nøjagtigt kunne have os 6 passagerer med (os + 2 ældre australier). Alt imens sad Simon fuldstændig afslappet i skødet på mig og nød flyveturen, som om vi havde kørt en lille tur i vores bil. Vi landede sikkert igen på Rotorua Lake, og den friske luft var godt nyt for Sus. Reelt tror jeg ikke rigtig, at drengene forstod pointen med den lille oplevelse i en vandflyver, men for Sus og jeg var et en super fed oplevelse – trods lidt ”air sickness”.




Eftermiddagen valgte vi at tilbringe på en fårefarm, hvor de havde et stor iscenesat show med får. SE – det var noget, som drengene forstod. Max var hel vild. Først blev vi lukket ind til en masse små lam. Dernæst hilste vi på fårehundene, som var tossede med at blive kælet. Så var der efterfølgende sceneshow med ca. 20 forskellige fårearter. Og der var en fåreklipning midt på scenen. Efter sceneshowet demonstrerede de hundenes evner til at inddrive får udenfor med relativ få ord, fagter og fløjter. Det var ret imponerende. Se mor og far - dét var jo en fed oplevelse! Vi har nogle ret sjove billeder, som jeg har plukket lidt i herunder med præmiefåret i midten, og så Waserne i periferien – vi morede os meget med mine solbriller :)

Smil på læberne

Ja, så er det vist min (Sus) tur til at skrive lidt på hjemmesiden, så der ikke går alt for meget Poul Thomsen i vores hjemmeside – og så jeg ikke skal hænges mere ud ;-).

Nå, men nu har jeg altså fundet en fantastisk måde, hvorpå jeg kan holde varmen den første halvdel af natten – og så Bo også kan holde ud at ligge indenfor i camperen. Vi har nemlig fundet ud af, at New Zealand er fyldt med masser af varme kilder over hele landet. Så nu er drengenes og min strategi, at campingpladser bliver udvalgt efter, om de har spa og pools. De bliver nemlig opvarmet fra kilder under jorden og er utrolig lækre. Så for en halv time siden, afsluttede jeg lige dagen med et 30 minutters 40 grader varmt spabad inden sengetid (hvor jeg så sidder og koger nu). Jeg skal love for at det giver varmen og afslapning i kroppen!

I forbindelse med alt der her varme-kulde snak, skal jeg da også lige tilføje, at vi er gået fra blæsende koldt vejr til solskin og varme, så nu er jeg lidt gladere – Drengene og jeg har i alt falde tilbragt det meste af vores slapperdag i poolen og grave varme termiske-bade-huller på stranden imens Bo har lejet en cykel og cyklet hele byen rundet efter løbehjul til drengene og madvarer… Så der er smil på fru Wases læber igen ;-)

Vi er kommet til Rotorua – byen der lugter af æg!!! Jeps det gør den virkelig, men man vænner sig faktisk hurtigt til det, og byen i sig selv er utrolig smuk og spændende. Derfor har vi også valgt at tage en lille slapper fra landevejen og bliver her nogle dage.

Men I som læser denne hjemmeside ved jo også godt, at vi i vores familie ikke er alt for gode til at slappe af alt for lægen. Så hen ad eftermiddagen besluttede vi os for, at nu skulle der ske noget igen. Så vi meldte os til en vaskeægte turistbasker. Vi skulle til en Maori Hangi aften. Dette er en traditionel Maori (som de oprindelige indfødte New Zealænder hedder) aften, hvor vi ser, hvordan disse folk lever og bor. Vi overværede nogle af deres meget interessant ritualer og lærte lidt af deres sprog. F.eks. skulle man hilse med ordet ”Kira Ora ” som i Simon ører blev til ”yoda” (Kendt som Mr. Yoda fra Star Wars). Så ca. 3 sekunder efter at alle os dumme turister havde hilst med ordet ”Kira Ora” råbte Simon alt hvad han kunne YODA. Dette resulterede i, at en af Maorierne kom hen og var klar til at adoptere Simon på stedet og i løbet af de næste 15 år ville gøre ham til høvding for deres stamme…. Hrm… Sikke et tilbud, men efter lidt overvejelse besluttede vi os for, at Simon nok fik den bedste fremtid hjemme hos hans forældre. For Max var dette også en stor aften, og Bo og jeg har her til aften snakket om, at når Max ser tilbage på vores ferie, så vil dette helt sikkert være en af de bedste dage. Max går nemlig rigtig meget op i hvad han får og spise, og da der blev serveret kartofler med brun sovs og lam… Ja så havde Max julelys i øjnene. Så det var med to glade og tilfredse drenge, at vi afsluttede denne fantastiske dag. Kan I have det alle rigtig godt, til vi skrives ved igen. Susanne.

Drengene og jeg graver varmvandthuller på stranden

En Maui aften