tirsdag den 17. november 2009

Sydøens østkyst - af Bo

Vi befinder os i Dunedin. Den 2. største by på Sydøen. Herfra er der åbenthav stik syd mod Antartisk. Vejret er ikke rigtig med os. Vinden er rigtig kold og nætterne er hårde ved Sus - hun fryser. I dagtimerne tager solen indimellem magten, men når den forsvinder er det bidende koldt.

I morgen skal vi videre til Te Anau for at besøge Doubtful Sound.

De sidste par dage har stået i pingvinernes tegn. Jeg føler, at vi har fesen op og ned af østkysten for at være der, når pingvinerne kommer hjem fra deres daglige fangstture. Men vi har set den meget lille Blue Penguin, og vi har set den guløjede pingvin, Yellow Eyed Penguin. Fastastisk elegante dyr i vandet - og tilsvarende kluntede og sjove på land. Sæler og søløver har vi også set i spandevis. Hele Sydøens østkyst er befolket med mange kolonier af disse fine dyr. Og vi nærmer os meget hastigt sæsonen for unger, så det venter vi spændt på.

Vi havde en fed oplevelse ved et fyrtårn, hvor vi kunne gå ned i en koloni med guløjede pingviner. Her sad vi alle 4 bænker i et lille udkigsskur, hvor man kunne åbne nogle små luger - og låne nogle fastlåste kikkerter. Der var kun 3 vinduer og det meste af tiden var der kun os i hytten, så det var en rigtig intim og fin oplevelse. Der sad vi så, alle Waserne, musestille og ventede på at pingvinerne skulle returnere fra det store hav med mad i deres maver til ungerne, som lå i nogle redekasser i et budskads, som var ugenert. Det var en rigtig fed oplevelse. Vi nåede vist at se 6-8 stykker komme hjem i de 1,5 time, vi var der. Men det var spændende. Og sælerne - ja, de lå selvfølgelig også på stranden under os og fedede den.

Vi har også besøgt Moeraki Boulders, som var en sjov oplevelse - mest fordi vi soppede og legede på stenene. Men det er et sjovt fænomen.

Ellers er vi lidt oplevelsesimmune ovenpå kaskelothvalerne i Kaikoura. Max spørger, hvornår vi skal sde spækhuggere og pukkelhvaler. Om vi da ikke kan tage derhen, hvor de er? :)

I dag har vi været på Royal Albatros koloni. Vi kørte det mest af 30 kimometer på små snørkelde veje for at nå dertil. Kun for at få at vide, at Albatrosserne ynglede og byggede reder, så området var lukket for offentligheden, men vi kunne komme igen den 25.11, så kunne vi se dem på allertætteste hold. Øv. Sur røv. Hvis vi har tålmodige, så kunne vi måske en eller to flyve over hilmen. Det var vi(!), men der kom aldrig en Albatros den dag.

Men det er jo netop på naturens vilkår, og det er jo også det, som gør det ekstra fedt, når det så lykkedes. Så vik må videre og lede efter andre oplevelser...