Livet i autocamperen – af Bo

Det er fredag aften. Vi er uden internetforbindelse, så dette indlæg kommer først på bloggen, når vi når noget civilisation.

I går aftes havde vi været på rejse nøjagtig 14 dage. Det er bare syret – det virker som meget længere tid siden, at vi forlod lille Danmark. I dag har vi rundet vores 5. dag i autocamperen – det er også svært at forestille sig, at vi har den ca. 50 dage endnu??
Men vi er efterhånden ved at lære livet i camperen at kende. Og også forstå, hvad det er, som vi har kastet os ud i!

Jeg troede, at jeg skulle på en tur, hvor jeg hver aften skulle sidde og kigge på det New Zealandske natur og tænke store tanker om livet :). Men vi har jo pissetravlt – og det hele tiden. Når vi har spist aftensmad, så vil vi gerne lave noget sammen med drengene udenfor. De sidste 2 aftener har vi været i termiske pools indtil efter mørkets frembrud. Fantastisk. 38, 40 og 42 grader. Det er virkelig lækkert. Kroppen bliver helt afslappet. Derefter hjem og spille et par runder Uno – Simon har næsten vundet hver gang indtil nu. Det kan ikke til stadighed tilskrives held, så vi andre må jo spille, som et ben der sover. Indrømmet for denne begrænsede skare; jeg spiller lidt med ham, når jeg får chancen. Men Max er ved at eksplodere, så heldet må altså tage en drejning, hvis vi skal beholde Max indenfor pædagogisk rækkevidde :). Derefter bruger vi så ca. 1 time på soveritual, og nu er klokken så 22:30! Hvad kunne du tænke dig at lave i dag, Bo? Jeg skriver lige lidt på bloggen …..

Og Sus havde jo regnet med forår, sol og sommer. Hun fryser at h.... til, og specielt om natten. Det sneede Så i dag da vi passerede Auckland, henvendte vi os lige hos KEA camper og fik udleveret 2 ekstra polstrede tæpper samt 2 soveposer! Lige nu sidder jeg i badebukser og skriver på PCen, mens der står en varmeblæser og sender varme vinde henover den seng, hvor jeg skal indfinde mig om kort tid. Sus er enormt skuffet over vejret, og havde vi andre ikke været her, så var hun for længst rejst hjem. Hun er ikke nogen campist; det er vist konklusionen. De færreste campsites lever op til fruens standard. Næ, det virkede bedre på hotellerne i Thailand. Konklusionen er indtil videre, at både Sus og drengene er færdige med offsite camping uden fast strøm. En varmeblæser eller en runde Lille Nørd med DVD’en dræner bilens batteri i løbet af kort tid, så den slags bekvemmeligheder er blacklistet, når vi ikke er strømførende :). Med det resultat, at drengene hver dag siger: ”Skal vi ikke på campingplads” …

Vi har siden sidst bevæget os ned at vestkysten af rute 12 mod Auckland Nord, og vi landede sidst på dagen i Waiwera ot Springs; nu igen på østkysten. Undervejs besøgte vi et sjovt lille sted, hvor et ældre ægtepar havde viet deres liv til at lave puzzles. Det var alt fra professorterning, over ”find-ud-af-at-skille-den-her-ad” til puslespil. De deltog hver år – verden rundt – i opfinder konkurrencer, hvor man præsenterede nye puzzles, som så kunne præmieres efter originalitet etc. Stedet var super cool – Max og jeg var helt vilde med det. I haven havde de lavet en labyrint, hvor vi skulle samle 15 bogstaver, lave 3 ord på 5 bogstaver, som skulle give en meningsfyldt sætning. Vi fandt da bogstaverne… Ordet var ”Dying brain cells”. Yes, tak for det – point taken. Vi fik alligevel vores præmie, da vi kom igennem med en del hjælp fra værtinden. Præmien var en slikkepind. Vi slap derfra med et spil magnetisk skak, et terningepuzzle, som værtsparret selv havde opfundet samt en lille æske med inskriptionen ”50 ways to keep the kids entertained” – den napper vi!

Næste event lå lige om hjørnet. Det var NZs populære Kauri træer. Det var for mig en vild oplevelse, selv om det lyder lidt Søren Ryge agtig. Jeg var under introduktionen – til drengene – kommer til at sige, at det var verdens _højeste_ træer. Træerne var relativ høje, med det vanvittige bestod i, at de var omkring 25 meter i omkreds. Forestil jer lige, hvor vildt dét er! En gang var NZ dækket af Kauri træer, men siden midten af 18-hundrede tallet og frem til 1960’erne har man drevet rovdrift på træerne. I dag er der kun meget få rigtig store træer tilbage :(. Forestil jer lige – de er meget end 2000 år gamle. Det er da ufatteligt. Men børnene var tabte … ”Det er da ikke særlig højt, far”. Nå, videre til næste event.

Det blev det sidste sted, inden vi indlogerede os på Waiwera Hot Springs nord for Auckland. Lonely Planet (The Bible) anbefalede kraftig et besøg på ”The Kauri Museum”, hvor man har udstillet hundredevis af billeder fra Kauri tiden. Der var maskinerne, som var blevet brugt til at behandle tømmeret, der er stuer indrette fra den på gældende tidsalder. Der var en kæmpeudstilling af rav, som var en slags guldalder, der omgav Kauri tiden, hvor man klatrede op i 60-70 meter høje træer med pigsko og en slags økse i hver hånd for at hugge ravklumper ned fra Kauri træerne – tænk på, det havde jo hængt der i flere hundrede år. Nå, men mor underholdte med historier opfundet til lejligheden og drengene var overraskende veloplagte, nysgerrige og interesserede i museumseventen. Ingen brokkeri.

Vi ankom relativ sendt til Waiwera. Fik en omgang homemade kødsovs og pasta (det var mums). Så efterlod vi køkkenet og vandrede et par hundrede meter for at kaste os i de varme kilder, inden de lukkede stedet en time senere. Det var en dejlig afslutning på dagen.
I dag har vi bevæget os sydover og vi har valgt at overnatte tæt på byen Hamilton – i noget som de hernede kalder Waingaro Hot Springs. Det er vandscotere, varme pools, spa, vandrutchebaner – og så en campingplads. Vi ringede for at booke en plads, men da vi ankom, var der kun de fastboende på campingpladsen – og DE virker mystiske. Det var en mystisk oplevelse, som var et håndfast bevis på, at vi er her lidt off-season. Men stedet er fedt og de varme pools er vanedannende. Drengene er helt vilde med at bade der ved mørkets frembrud – og bruge den sidste energi, inden de skal i kassen.

Nu vil jeg i seng (kl. 00.15 her), så må vi se, hvad morgendagen bringer … :)

Autocamper, on route – af Bo

Yes, vi er ”Airborne”. Men puha, vi har travlt.

Mandag middag fik vi udleveret vores autocamper i Auckland, Nord. Efter 1,5 times introduktionsmøde fik vi udleveret dyret. Den er fed! Sprit ny. Far, DEN er da federe end Chrysleren?! Man kan stadig ane konturerne af et blåt øje på Max :).

Vi var alle 4 voldsomt begejstrede over vores nye køretøj. Under rundvisningen fandt vi ud af, at vægstik i camperen kun virkede, når der var strøm til bilen. Fuck. Dermed var al vores medbragte elektronik igen batteribåren, undtagen når vi er i ”dock” – campingplads eller lignende, hvor vi er på permanent strøm. Hrm. DVD (og TV) skulle bruges varsomt, da det suger al strøm. Fint, vi vender om – tager hjem! Har de da ingen børn, dem som bygger disse maskiner? Vi kunne undvære toilettet for et monster batteri! Bare ungerne kan pacificeres foran ”kassen”. Nå, men det må vi jo lære at leve med – OG få kommunikeret det til drengene …

Og ja, nu har jeg berørt emnet. Toilettet. Det er faktisk en smart indretning. Toilet, håndvask, bruser på ca. en halv kvadratmeter. Men vi var enige om, at vi kun bruger det i nødsituationer. For vi voksne giver det god mening, der er ikke meget privat over en tur på tønden i en autocamper. Og nogen skal jo tømme den! Men Simon – ”Far, jeg skal lave pølser og tis!” Nu! Men aftalen er, at på campingpladser foregår det kun i camperen om natten – og helst kun tis, hvis man kan styre det :).

Nå, nok om det.

Vi kastede os ud i ”den forkerte side” af vejen og klarede turen til ”Pack-and-save”, New Zealands version af Netto. Jeg pakkede alle kufferter ud og indrettede/pakkede autocamperen, mens Sus og drengene shoppede ind til de mest nødvendige fornødenheder.

Indrømmet, vi var lidt rystet, da vi så, hvor lidt plads der var til vores lort i camperen. Heldigvis var der nogle små rum udvendigt, men NEJ – der skulle campingstole og havebord placeres?!?. Hvad gør vi ved vores tomme kufferter? Nu har jeg jo spillet Tetris i mange år, og det kom mig endelig til gode. Det lykkedes mig at stable vores grej sammen, dit, mit, hans og deres – og tilmed 2 rum til madvarer. Så kom Sus og drengene retur – fra shopping. Ja, det fyldte da køleskabe og det meste af de dertil udvalgte skabe.

Men summa summarum, det ser fornuftigt ud. Det kommer til at kræve lidt orden – og det kan Sus vel lære på turen (bååh).

Vores første tur gik ca. 150 km nordpå til Whangarei, hvor vi omkring kl. 18 fandt et idyllisk campingplads ned til fjorden. Det blev vores første overnatning. Fedt sted, dårlig internetforbindelse (kommer der aldrig igen!).

Nå, nu skulle vi se New Zealand! Mod Russel, 60-70 km nordpå. Overkommeligt. Men vi skulle jo se noget, så vi startede med et lokalt vandfald. Nææææ, øøøjjjhhh. Skød et par billeder, og SÅ – så vi tog kystruten … Den var godt nok tegnet af en fyr med parkinton, men det stoppede ikke os. Samtidig havde vi en ambition, om at nå til Russel (Top 10 campsite), så vi kunne nå at lave mad og spise inden mørkets frembrud (det er noget, som vi arbejder med ). Shit, det var Alperne om igen – og igen. Max: ”Far, hvorfor kører du så vildt” – speedometeret var aldrig over 60, men man bliver jo kastet rundt i kabinen bag førersædet. Vi ”nåede” Russel – i mere end én forstand. Jeg tog en løbetur for at afreagere . Og så på nærområdet. Top 10 campingpladsen var fin, men ikke noget som man ligger vågen over om natten …

Næste dag lagde vi mere roligt ud :). Vi provianterede i det nærmeste ”4 four you”- med formålet at kunne overleve i camperen (det gør vi nu nok). Godt middag tog vi en færge og sparede kystruten tilbage – det var en ca. 10 minutters overfart! Derefter kørte vi på tværs af landet – fra østkysten til vestkysten, men jeg har læst, at der intet sted på NZ er mere end 130 km til kysten, så det er som reglen overkommeligt.

Undervejs besøgte vi en grotte, som havde lysende orm som beboere. Det kostede ca. 200 kr. for familien at få en ”Guided tour” – man måtte ikke selv bevæge sig rundt. Hrm, jeg kiggede mistroisk på fyren. Der er 4 grotterne med den slags happening (orme) på NZ, og det var den bedste og billigste – sagde fyren. Hrm. Bill Gates var her sidste år – fint, vi skal ind! :). Checket, selveste Bill-the-man. Nå, men fyren var uendelig flink. Stedet var eget af hans mor, som var maori, og de havde haft stedet i familien i mere end 300 år, og så er det vel reelt ligegyldigt, hvem der ejede det før!?! Men besøget var fantastisk. Det var virkelig en fed oplevelse og rundvisningen var ”excuisite” – selv drengene var betaget.

I aften har vi campet uden for lands lov og ret, på en pynt med en fantastisk udsigt over vandet til noget ”sandy beaches” på den anden side, som er voldsom populære til sand surfing. Hvis vejrforholdene er med os, så sejler vi over i en båd i morgen formiddag for at sandsurfe. Vi har lavet lektier – det går begge drengene meget op i, spillet Uno, spist aftensmad og gået en lang tur på stranden, så nu er der ro i camperen. Vi har ingen adgang til strøm eller lignende, og det nærmeste menneske virker meget lang væk. Vinder rusker i camperen, og vejret er stadig for kold her til at fortjene prædikatet forår. Men vi nærmer os ...

>>Der kommer billeder på, når jeg får vækket Sus ...

Fra hajbus til autocamper

Nå, men i dag kom vi da lidt tidligere op end i går, men nok kun fordi, at Bo havde sat vækkeuret til at ringe. I går aftes kunne vi nemlig ikke falde i søvn, og vi sov først rigtigt alle sammen kl. 03:00. Så konklusionen er nok, at vores indre ur stadig er indstillet efter Thailandsk tid.

I dag var vi ude at køre i noget så sejt som en hajbus. Wow, det var stort. Den transporterede os til et ”arktisk center”, som minder lidt om kattegatcentret. Det var nok lidt trivielt og lidt for turistet, så Bo og jeg ville hellere op i Sky Tower - et ”udsigtstårn”, som er et vartegn for Auckland. Det er det højeste udsigtspunkt på den sydlige halvkugle! Drengene synes, at det virkede lidt farligt, så der skulle lidt overtalelse til for at lokke dem med op i tårnet. Men til sidst gik de da med, vi fik købt billetter og endte i elevatoren på vej op. Den mest kække på hele Tower projektet, som var parat til at springe ud fra tårnet lige forinden, går i panik inde i elevatoren. Ja det var jo så mig :) Sus. Det kunne jeg godt nok ikke lide. Hele min krop rystede, og jeg ville være stået af, hvis det da blot havde været muligt. Jeg overkommer dog min højdefrygt efter lidt tid op langs væggen i observatoriet, mens drengene – som igennem HELE dagen har sagt, at de ikke ville derop, fordi de havde højdeskræk, styrter lige hen til ruden og står og kigger ned. Der var endda et par daredevils, som valgte at springe ud fra Sky Tower med en elastik omkring benene. Det skulle jeg i hvert fald ikke nyde noget af!

Nu skal Bo og jeg så til at pakke – igen. Og som vi siger, nu er ferien så slut. I morgen henter vi autocamperen, og så skal vi til at begynde en mere ”normal” hverdag med mere faste rutiner og sengetider… Det bliver nu også rart nok. Vi glæder os i hvert fald helt vildt til at få vores camper – specielt drengene. Men den kan jo nok ikke helt måle sig med hajbussen :).

Auckland – the ”City of sails” – af Bo

Auckland minder i stor udstrækning om Sydney, hvor en masse vand pryder de fleste bybilleder. Det er rigtig smukt, og der er altid et væld af sejlbåde på havet. Der bor 1.2 mio. personer her, så byen er på størrelse med København, men det er væsentlig større arealmæssigt. Faktisk er Auckland én af verdens største byer arealmæssigt, da man stort set ikke bygger i højden; lige bortset fra City, hvor vi bor. Og så har de engelsk dronning i New Zealand, men det stopper formentlig med Dronning Elisabeth; der er i hvert fald stigende utilfredshed med det royale show flere 1.000 km væk.

Vores dag startede kl. 11:30 (!), da Simon vækkede os efter at han havde sovet 16 timer uafbrudt. Vi andre nåede også i omegnen af 12 timer, men jeg kan med sikkerhed sige, at det aldrig er sket for vores familie før! Vi plejer jo altid at være på benene omkring kl. 06.00 :). Det er vist det, som de kalder jetlag…

Ellers nyder specielt Simon at være sluppet for konstante tilnærmelser fra Thailandske kvinder, som enten rodede ham i håret, nappede ham i kinderne, eller simpelthen hen ham ud af armene på os for at blive fotograferet sammen med ham. Ham var sjældent specielt begejstret, så for ham er det rart at komme til et land, hvor der er mange af hans slags :). Så vi har mange gange fået at vide, at vi har en rigtig køn dreng, men hvorfor var hans far ikke med?!? (Crap).

I dag – det bliver så over middag – har vi været på Harbour Cruise; en rigtig turistbasker med kage, kaffe og juice inkluderet :). Men det var en god måde at orientere sig lidt omkring Auckland. Det var en flot og blæsende tur. I dag var første egentlig sommerdag i New Zealand, og livredderne har i dag indtaget strandende; men det er nok stadig lidt for koldt.

Derefter gik vi langs havnefronten og studerede café livet i Auckland. Vi besøgte først Victoria Park, købte lidt frokost og smed os endelig i Albert Park, og nød vores frokost. Vi var tilbage på hotellet kl. 18.00, hvorefter jeg (Bo!)løb en tur i Auckland inner city, hvor jeg sørgede for at promovere min ScanRate trøje, men vores lidt primitive slogan: ”We do models”. Det havde desværre ikke den ønskede effekt :), men vi kan da stadig håbe på, at nogle har fået øjnene op for ScanRates produkter? (or not).

Vi tog alle en svømmetur i poolen på 5. etage på hotellet. Hyggeligt og en rigtig varm lækker spa. Så det blev inden aftensmad og sengetid, men vi insistere på at indpasse os til denne tidszone (GTM+12) – ja, vi er foran de fleste p.t. :)

Mod Auckland, NZ - af Bo

Kl. 11.00 - Thailand tid - checkede vi ud af vores trygge omgivelser på KC Resort. Foran os var en samlet rejsetid på ca. 18-19 timer, hvor af ca. 5 timer foregår i bil fra Koh Chang til Bangkok, derefter 3 timers ventetid i lufthavnen og så 10,5 time flyvning mod vores endelige rejsemål, New Zealand.

Sus havde for lang tid siden bestilt "private transfer" via et dansk bureau – for at være sikker på kvaliteten – LOL. DVD’en var >lige< i stykker. Autostol? Det vidste de ingenting om?!? OK, så var vi i gang. Sus var en smule mavesur på rejseguiden – og hun sad og skumlede lidt. Men bussen havde da 3 sikkerhedsseler ud af 9, som virkede. Det er vist ganske fornuftigt for disse breddegrader. Styrthjelm er i hvert fald ikke en del af deres ordforråd :). Og ofte er de jo både 3 og 4, inklusive 2 små børn, på en lille scooter – alle uden hjelm. Og hjemme SKAL Simon have cykelhjelm på for at tage en tur på grusvejen – det er da vanskeligt at forstå. Man flytter sig hurtig mentalt i sådanne omgivelser; jeg var faktisk klar til at leje 2 scootere og køre en lille tur med drengene på øen – men den gik ikke, Granberg.

Al form for kommunikation med chaufføren foregik via opringninger på hans mobil, til en person som på værste Thai engelsk var vores eneste link til omverdenen – udover når vi skulle pisse; det kunne vi da formidle – og spørg ikke hvordan :).

På vej til færgen fik Simon 2 chokolade stænger af chaufføren, og mens forældrene kæmpede med pulsen og krisestyring ovenpå den pauvre start på turen, så formåede Simon at smøre sin hvide polo T-shirt og de lyse sommerbukser ind i lys chokolade. Jubii, nu kører det for os. Da vi efter kun 20 minutter kørte ombord på færgen, som skulle bringe os tilbage til fastlandet, snublede Simon ud af bilen – og landede i en stor mudderpøl. Han slog sig heldigvis ikke voldsomt, men hans så farlig ud. Nu er der kun 18 timer tilbage af vores rejse …

Resten af rejsen forløb relativ planmæssigt. Sushien i Bangkok lufthavn var en rigtig positiv indslag i en ellers anonym rejsedag. Vi røg fint igennem tolden i Auckland, mens vores vandrestøvler blev stoppet og rengjort i tolden – det er de voldsom strikse med. Måske fordi europæerne gennem tiderne har medbragt mange ting, som har været med til at ændre New Zealand for bestandigt.

Kl. 14.00 – Auckland tid – checkede 4 trætte, men lækre, typer ind på Quay West Hotel i Auckland innercity, tæt på havnefronten. På 19. etage – og med udsigt over det hele :). Fra vores spisebord i dagligstuen (ja, ja, det er kun en 2-værelses) sidder vi og kigger ned på lystbådehavnen. Det er et smukt syn.

På turen hertil sov Max på gulvet, og Simon henslængt på sæderne op af sin far. Sus formåede at sove i ca. 6 forskellige sovestillinger – eller yogapositioner vil jeg kalde det. Ufattelig at hun kan sove på den måde. Jeg sov selv kun et par timer fastklemt mellem 2 sæderækker :). Jeg er normalt ikke kræsen med at sove, men jeg kan bare ikke sidde op og sove, hvis jeg ikke har drukket en 5-6 pilsenere først - og det var ikke lige sådan en tur vi var på. Så ved ankomst til Quay West checkede Max og jeg ind i dobbeltsengen for at koge, mens Sus og Simon begav sig på eventyr i Aucklands myldretid fredag eftermiddag for at handle ind til vores køleskab.

Hotellet er fedt, men det er valgt af vores rejsearrangør ud fra ét kriterium – der var vaskemaskine i lejligheden! :) Hun er i fuld gang …

Fedt endelig at være kommet frem til New Zealand. Vi glæder os vildt til at udforske landet. Vi holder ferie her i et par dage, indtil vi på mandag henter vores Autocamper. Det bliver stort!

Goodbye Thailand

Vores sidste aften i Thailand. Vi endte på 15 Palms igen :). Drengene elsker det. Der er pool bar – og en del af maden er tilnærmelsesvis vestlig. Og så laver de en fantastisk banana milkshake ... Og så gratis trådløs internet! Vi råhygger!

Sus og jeg nyder noget fedt Thai mad. Det må vi bare lære at lave!

Vi skal hjem på hotellet for at pakke vores kufferter, når denne hyggelige dinner er slut. Det er lidt trist, men samtidig glæder vi os til at komme til New Zealand.

På gensyn på New Zealand ...


>> billederne er taget i dag, hvor det blev endnu en dag i afslapningens tegn.<<

KC Resort - af Bo

I går skiftede vi til et nyt hotel. Der er ”high five” til vores rejsearrangør. Vi har skiftet en eksotisk lejlighed ud med total luksus. Vi er checket ind på et rigtig fedt hotel med udsigt over havet, spabad på vores private aftensterrasse og en lejlighed på 70 kvadratmeter. Vi kan sidde i pool’en og samtidig drikke drinks i baren, så bliver det ikke bedre.

I går aftens forlod vi hotellet for at spise aftensmad på en restaurant, som havde flyttet alle bordene ud på stranden, som de har for vane at gøre hver aften, når tidevandet tillader det. Der sad vi så med tæerne i sandet og spiste grillede kæmperejer, laksesteak, burgere og sandwich (så kan du selv fordele retterne).

Vores succesrate på restauranterne er langsomt stigende, efter at vi første aften kækt valgte de eneste 2 retter på menukortet, hvor der stod ”spicey”. Vi kæmpede, men formåede ikke at spise det hele, men til gengæld kunne vi ikke smage noget i lang tid bagefter. Shit, de laver stærkt mad. Jeg kom også til at smide en stor, lækker reje i munden på Simon i forsøget på at tilbyde andet end hvidt toastbrød. Han så meget underlig ud i ansigtet … rejen var marineret i chili!

I aften har vi været på stranden og spise igen. Denne gang på en restaurant ejet af en irer, som vi fik anbefalet – ”15 Palms”. Det var rigtig godt. Vi sad i lædersofa, drengene spillede pool, og vi væltede os i alverdens retter: Banan milkshake (mums), is, nachos, 3 Thai retter, spaghetti og forskellige ting at drikke, herunder øl og kaffe. Og vi måtte smide 1.000 Bath svarende til 160 kr. :) Fantastisk.

Anbefalingen kom fra et par tyskere, som jeg mødte i poolbaren. Det var 2 unge fyre på min alder(!), som var på rundrejse i Asien. De havde 2 Thai piger hængende omkring sig – og de var uden tvivl på løn. Selv om vi stod med bollerne i pool’en var der ikke tvivl om, hvad de 2 gutter havde på agendaen, og det fremgik også tydeligt af pigernes attitude. Vi ved jo at prostitutionen findes, men man bliver lidt provokeret af at få det smasket lige op i ansigtet i familiepool’en. Det var i hvert fald i skærende kontrast til vores familierejse. Tyskerne rejste også for at opleve, men var øjensynligt nogle andre happenings, som de havde på agendaen …

I morgen aften skal vi så allerede til at pakke igen for at drage mod Bangkok (torsdag morgen). Det ligger rimelig fast, at det bliver med afsavn, at vi forlader Thailand, men det bliver jo også på gensyn til juletid, så det er rart at tænke på. Men vi kunne sagtens se os selv holde ferie i Thailand de kommende år – det er for fedt.

Drengene er væltet omkuld efter en begivenhedsrig dag med masser af badeture i poolen og i havet. Det tog ca. 3 minutter(!). Sus og jeg hænger på hver sin liggestol på terrassen og prøver at presse mere ud af dagen, men vi er vist også lidt basket.

Elefantsafari

Wow - sikken en nat …. Ja, nu tænker I straks noget frækt, men det var det altså ikke. Vi vågnede flere gange pga. et voldsomt regnvejr. Sjældent har vi set så meget regn falde på en gang. Det var super spændende at opleve, og morgendukkerten blev da også i lidt regnvejr.

Men snart tittede solen frem, og vi begyndte at snakke om, hvad vi skulle foretage os. Efter en fælles afstemning blev det til, at vi skulle ind i junglen og ride på elefanter. Og sikke en stor oplevelse på flere måder. Vi red rundt i junglen, og det var en oplevelse som specielt Bo og jeg syntes var helt enestående (vi er bare nemmere at imponere end drengene). De var mest imponeret over, at det var første gang, at far red på elefanter :).

Efter et langt ridt og kig på både en lille grøn giftslange og en ret stor edderkop, kom vi tilbage til elefantlejren, og så skulle elefanterne have et velfortjent bad. Vi gik ned til floden sammen med elefanterne, og så fik vi simpelthen lov at hoppe i og skubbe elefanterne. En fed oplevelse – dog ikke så meget for lille Simon, der var mere bange for elefanterne end en kobraslange – som han hele tiden blev ved med at spørge efter, om han ikke snart skulle se …

I dag er det så den tredje dag, på vores spændingsmættede ferie, som I nok allerede kan fornemme. Her er fart over feltet. Vi er dog enige om, at vi nok snart skal til at slappe lidt af, for ellers ender det da med en ALT for stressende ferie de næste par måneder.

I dag er også sidste dag på vores nuværende hotel. I skrivende stund går vi og pakker tasker, for I morgen flytter vi til et nyt og spændende hotel. Så skal vi nok slappe lidt mere af.

Godnat og sov godt …

Rejsen er begyndt - af Bo

Efter en veloverstået Thai massage i min hårdt prøvede (brede) skuldre og overdrevet overbelastede hoved er jeg nu klar ved tastaturet med en kop kaffe ved min side (skal snart skiftes ud med et glas kold hvidvin :).

Vi har fået skudt gang i vores eventyr. Vi startede 08:25 fra Bøghsvej og befandt os ca. 22 timer senere på et resort i Thailand på øen Koh Chang. Det var en ”toff” tur. Drengene opførte sig eksemplariske, men samlet fik vi ikke sovet meget, og jeg selv nærmest 1 time samlet. Jeg skulle jo passe på resten :).

Kl. 11:00 lokal tid ankom vi til hotellet. Sus havde arrangeret den fedeste penthouse lejlighed på hele hotellet. Fantastisk. Vi bor i en kuglerund lejlighed med en fin tagterrasse med vores eget lille boblebad. Vi har en fantastisk udsigt over en flod, hvis 20 meters bredde deler vores ressort fra junglen på den anden side. Vi har adgang til 2 store pools, som er dejlig forfriskende tempereret – og det er væsentlig her i den tryggende varme, som ellers præget Thailand. Også her i regntiden.

Vores første handling var at iføre os badetøjet og springe i pølen. Vi var stort set alene på hotellet – en underlig oplevelse, som bragte mine minder tilbage på SikkerScorings legendariske rejse til Samos i Grækenland. Men allerede om fredagen væltede det ind med gæster og liv, så det er super fint. Vi var selvfølgelig matte ovenpå rejse, men Max og Simon var i forrygende humør, og ikke så jetlagged som forældrene. Vi sov alle lidt på skift, undtagen Max, som først klappede totalt sammen under middagen på hotellets restaurant, som selvfølgelig også ligger, så man kan spise med udsigt til floden. Super hyggeligt. Men Max knaldede nærmest panden i bordpladen, mens vi spiste – og da jeg opdagede hvor træt han virkelig var, holdte jeg op med at irettesætte ham :). Jeg bar ham hjem …

Simon spiste faktisk ingenting under middagen til trods for at han blev præsenteret for 4 forskellige retter, men han havde spist for meget snask i løbet af dagen, så han var mæt. Troede vi ,-). Næste morgen – meget tidlig – kastede han op af en 3-4 omgange. Stakkels fyr. Han var ellers så tapper. Men en svømmetur kl. 08:30 (efter vi havde fået liv i Max, som havde været i en bevidstløs tilstand siden aftensmaden) og en god omgang morgenmad, var Simon atter på vej tilbage i kampen. Så vi håber, at det bare var det – for den her omgang.

I dag har vi været på stranden. Det foregår med hele tabernaklet stablet op i en kajak, og så padler vi op af floden for at foretage landsætning på en stor, lækker bred sandstrand, som også ejes af hotellet. Total scenarisk, med kæmpegynger, hængekøjer i palmernes skygge og lækkert varmt, lyseblåt badevand. Wow. Jeg læste nærmest min første bog på turen i hægekøjen, ”Alkymisten”, som Sus fik af Vanessa inden afrejsen. Den handler om at leve livet, så hvad kunne være mere passende at ligge ud med ;). Den handler også om at forstå livet, men det er måske lige ambitiøs nok …

Og så til hvidvinen! Skål.