I dag var vi ude at køre i noget så sejt som en hajbus. Wow, det var stort. Den transporterede os til et ”arktisk center”, som minder lidt om kattegatcentret. Det var nok lidt trivielt og lidt for turistet, så Bo og jeg ville hellere op i Sky Tower - et ”udsigtstårn”, som er et vartegn for Auckland. Det er det højeste udsigtspunkt på den sydlige halvkugle! Drengene synes, at det virkede lidt farligt, så der skulle lidt overtalelse til for at lokke dem med op i tårnet. Men til sidst gik de da med, vi fik købt billetter og endte i elevatoren på vej op. Den mest kække på hele Tower projektet, som var parat til at springe ud fra tårnet lige forinden, går i panik inde i elevatoren. Ja det var jo så mig :) Sus. Det kunne jeg godt nok ikke lide. Hele min krop rystede, og jeg ville være stået af, hvis det da blot havde været muligt. Jeg overkommer dog min højdefrygt efter lidt tid op langs væggen i observatoriet, mens drengene – som igennem HELE dagen har sagt, at de ikke ville derop, fordi de havde højdeskræk, styrter lige hen til ruden og står og kigger ned. Der var endda et par daredevils, som valgte at springe ud fra Sky Tower med en elastik omkring benene. Det skulle jeg i hvert fald ikke nyde noget af!
Nu skal Bo og jeg så til at pakke – igen. Og som vi siger, nu er ferien så slut. I morgen henter vi autocamperen, og så skal vi til at begynde en mere ”normal” hverdag med mere faste rutiner og sengetider… Det bliver nu også rart nok. Vi glæder os i hvert fald helt vildt til at få vores camper – specielt drengene. Men den kan jo nok ikke helt måle sig med hajbussen :).
