tirsdag den 20. oktober 2009

KC Resort - af Bo

I går skiftede vi til et nyt hotel. Der er ”high five” til vores rejsearrangør. Vi har skiftet en eksotisk lejlighed ud med total luksus. Vi er checket ind på et rigtig fedt hotel med udsigt over havet, spabad på vores private aftensterrasse og en lejlighed på 70 kvadratmeter. Vi kan sidde i pool’en og samtidig drikke drinks i baren, så bliver det ikke bedre.

I går aftens forlod vi hotellet for at spise aftensmad på en restaurant, som havde flyttet alle bordene ud på stranden, som de har for vane at gøre hver aften, når tidevandet tillader det. Der sad vi så med tæerne i sandet og spiste grillede kæmperejer, laksesteak, burgere og sandwich (så kan du selv fordele retterne).

Vores succesrate på restauranterne er langsomt stigende, efter at vi første aften kækt valgte de eneste 2 retter på menukortet, hvor der stod ”spicey”. Vi kæmpede, men formåede ikke at spise det hele, men til gengæld kunne vi ikke smage noget i lang tid bagefter. Shit, de laver stærkt mad. Jeg kom også til at smide en stor, lækker reje i munden på Simon i forsøget på at tilbyde andet end hvidt toastbrød. Han så meget underlig ud i ansigtet … rejen var marineret i chili!

I aften har vi været på stranden og spise igen. Denne gang på en restaurant ejet af en irer, som vi fik anbefalet – ”15 Palms”. Det var rigtig godt. Vi sad i lædersofa, drengene spillede pool, og vi væltede os i alverdens retter: Banan milkshake (mums), is, nachos, 3 Thai retter, spaghetti og forskellige ting at drikke, herunder øl og kaffe. Og vi måtte smide 1.000 Bath svarende til 160 kr. :) Fantastisk.

Anbefalingen kom fra et par tyskere, som jeg mødte i poolbaren. Det var 2 unge fyre på min alder(!), som var på rundrejse i Asien. De havde 2 Thai piger hængende omkring sig – og de var uden tvivl på løn. Selv om vi stod med bollerne i pool’en var der ikke tvivl om, hvad de 2 gutter havde på agendaen, og det fremgik også tydeligt af pigernes attitude. Vi ved jo at prostitutionen findes, men man bliver lidt provokeret af at få det smasket lige op i ansigtet i familiepool’en. Det var i hvert fald i skærende kontrast til vores familierejse. Tyskerne rejste også for at opleve, men var øjensynligt nogle andre happenings, som de havde på agendaen …

I morgen aften skal vi så allerede til at pakke igen for at drage mod Bangkok (torsdag morgen). Det ligger rimelig fast, at det bliver med afsavn, at vi forlader Thailand, men det bliver jo også på gensyn til juletid, så det er rart at tænke på. Men vi kunne sagtens se os selv holde ferie i Thailand de kommende år – det er for fedt.

Drengene er væltet omkuld efter en begivenhedsrig dag med masser af badeture i poolen og i havet. Det tog ca. 3 minutter(!). Sus og jeg hænger på hver sin liggestol på terrassen og prøver at presse mere ud af dagen, men vi er vist også lidt basket.