lørdag den 17. oktober 2009

Rejsen er begyndt - af Bo

Efter en veloverstået Thai massage i min hårdt prøvede (brede) skuldre og overdrevet overbelastede hoved er jeg nu klar ved tastaturet med en kop kaffe ved min side (skal snart skiftes ud med et glas kold hvidvin :).

Vi har fået skudt gang i vores eventyr. Vi startede 08:25 fra Bøghsvej og befandt os ca. 22 timer senere på et resort i Thailand på øen Koh Chang. Det var en ”toff” tur. Drengene opførte sig eksemplariske, men samlet fik vi ikke sovet meget, og jeg selv nærmest 1 time samlet. Jeg skulle jo passe på resten :).

Kl. 11:00 lokal tid ankom vi til hotellet. Sus havde arrangeret den fedeste penthouse lejlighed på hele hotellet. Fantastisk. Vi bor i en kuglerund lejlighed med en fin tagterrasse med vores eget lille boblebad. Vi har en fantastisk udsigt over en flod, hvis 20 meters bredde deler vores ressort fra junglen på den anden side. Vi har adgang til 2 store pools, som er dejlig forfriskende tempereret – og det er væsentlig her i den tryggende varme, som ellers præget Thailand. Også her i regntiden.

Vores første handling var at iføre os badetøjet og springe i pølen. Vi var stort set alene på hotellet – en underlig oplevelse, som bragte mine minder tilbage på SikkerScorings legendariske rejse til Samos i Grækenland. Men allerede om fredagen væltede det ind med gæster og liv, så det er super fint. Vi var selvfølgelig matte ovenpå rejse, men Max og Simon var i forrygende humør, og ikke så jetlagged som forældrene. Vi sov alle lidt på skift, undtagen Max, som først klappede totalt sammen under middagen på hotellets restaurant, som selvfølgelig også ligger, så man kan spise med udsigt til floden. Super hyggeligt. Men Max knaldede nærmest panden i bordpladen, mens vi spiste – og da jeg opdagede hvor træt han virkelig var, holdte jeg op med at irettesætte ham :). Jeg bar ham hjem …

Simon spiste faktisk ingenting under middagen til trods for at han blev præsenteret for 4 forskellige retter, men han havde spist for meget snask i løbet af dagen, så han var mæt. Troede vi ,-). Næste morgen – meget tidlig – kastede han op af en 3-4 omgange. Stakkels fyr. Han var ellers så tapper. Men en svømmetur kl. 08:30 (efter vi havde fået liv i Max, som havde været i en bevidstløs tilstand siden aftensmaden) og en god omgang morgenmad, var Simon atter på vej tilbage i kampen. Så vi håber, at det bare var det – for den her omgang.

I dag har vi været på stranden. Det foregår med hele tabernaklet stablet op i en kajak, og så padler vi op af floden for at foretage landsætning på en stor, lækker bred sandstrand, som også ejes af hotellet. Total scenarisk, med kæmpegynger, hængekøjer i palmernes skygge og lækkert varmt, lyseblåt badevand. Wow. Jeg læste nærmest min første bog på turen i hægekøjen, ”Alkymisten”, som Sus fik af Vanessa inden afrejsen. Den handler om at leve livet, så hvad kunne være mere passende at ligge ud med ;). Den handler også om at forstå livet, men det er måske lige ambitiøs nok …

Og så til hvidvinen! Skål.