Kl. 11.00 - Thailand tid - checkede vi ud af vores trygge omgivelser på KC Resort. Foran os var en samlet rejsetid på ca. 18-19 timer, hvor af ca. 5 timer foregår i bil fra Koh Chang til Bangkok, derefter 3 timers ventetid i lufthavnen og så 10,5 time flyvning mod vores endelige rejsemål, New Zealand.
Sus havde for lang tid siden bestilt "private transfer" via et dansk bureau – for at være sikker på kvaliteten – LOL. DVD’en var >lige< i stykker. Autostol? Det vidste de ingenting om?!? OK, så var vi i gang. Sus var en smule mavesur på rejseguiden – og hun sad og skumlede lidt. Men bussen havde da 3 sikkerhedsseler ud af 9, som virkede. Det er vist ganske fornuftigt for disse breddegrader. Styrthjelm er i hvert fald ikke en del af deres ordforråd :). Og ofte er de jo både 3 og 4, inklusive 2 små børn, på en lille scooter – alle uden hjelm. Og hjemme SKAL Simon have cykelhjelm på for at tage en tur på grusvejen – det er da vanskeligt at forstå. Man flytter sig hurtig mentalt i sådanne omgivelser; jeg var faktisk klar til at leje 2 scootere og køre en lille tur med drengene på øen – men den gik ikke, Granberg.
Al form for kommunikation med chaufføren foregik via opringninger på hans mobil, til en person som på værste Thai engelsk var vores eneste link til omverdenen – udover når vi skulle pisse; det kunne vi da formidle – og spørg ikke hvordan :).
På vej til færgen fik Simon 2 chokolade stænger af chaufføren, og mens forældrene kæmpede med pulsen og krisestyring ovenpå den pauvre start på turen, så formåede Simon at smøre sin hvide polo T-shirt og de lyse sommerbukser ind i lys chokolade. Jubii, nu kører det for os. Da vi efter kun 20 minutter kørte ombord på færgen, som skulle bringe os tilbage til fastlandet, snublede Simon ud af bilen – og landede i en stor mudderpøl. Han slog sig heldigvis ikke voldsomt, men hans så farlig ud. Nu er der kun 18 timer tilbage af vores rejse …
Resten af rejsen forløb relativ planmæssigt. Sushien i Bangkok lufthavn var en rigtig positiv indslag i en ellers anonym rejsedag. Vi røg fint igennem tolden i Auckland, mens vores vandrestøvler blev stoppet og rengjort i tolden – det er de voldsom strikse med. Måske fordi europæerne gennem tiderne har medbragt mange ting, som har været med til at ændre New Zealand for bestandigt.
Kl. 14.00 – Auckland tid – checkede 4 trætte, men lækre, typer ind på Quay West Hotel i Auckland innercity, tæt på havnefronten. På 19. etage – og med udsigt over det hele :). Fra vores spisebord i dagligstuen (ja, ja, det er kun en 2-værelses) sidder vi og kigger ned på lystbådehavnen. Det er et smukt syn.
På turen hertil sov Max på gulvet, og Simon henslængt på sæderne op af sin far. Sus formåede at sove i ca. 6 forskellige sovestillinger – eller yogapositioner vil jeg kalde det. Ufattelig at hun kan sove på den måde. Jeg sov selv kun et par timer fastklemt mellem 2 sæderækker :). Jeg er normalt ikke kræsen med at sove, men jeg kan bare ikke sidde op og sove, hvis jeg ikke har drukket en 5-6 pilsenere først - og det var ikke lige sådan en tur vi var på. Så ved ankomst til Quay West checkede Max og jeg ind i dobbeltsengen for at koge, mens Sus og Simon begav sig på eventyr i Aucklands myldretid fredag eftermiddag for at handle ind til vores køleskab.
Hotellet er fedt, men det er valgt af vores rejsearrangør ud fra ét kriterium – der var vaskemaskine i lejligheden! :) Hun er i fuld gang …
Fedt endelig at være kommet frem til New Zealand. Vi glæder os vildt til at udforske landet. Vi holder ferie her i et par dage, indtil vi på mandag henter vores Autocamper. Det bliver stort!
