Dagen startede i Greymouth kl. 08:00 (ja, vi sov længe). Greymouth ligger vel 2/3 op af vestkysten. Byen lever op til sit navn – vejret er gråt i gråt, og vi kører ofte tæt på områder med regnskov.
Vi har de sidste par dage kigget på de legendariske gletschere, Franz Josef og Fox. Imponerende naturfænomener, men drengene er færdige med gletschere. Dem gider vi hverken at gå eller køre efter mere :).
Vi startede vores dag uden nogen egentlig planer. Det er nok fair at sige, at vi er ved at gå lidt oplevelseskolde. Vi har oplevet så mange ting, at vi er lidt svære at hive op, hvor det bliver rigtig sjovt. Derfor har vi indimellem lidt planlægningskriser – hvad vil vi så i dag? Det er mest Sus og jeg som diskuterer – ellers går der helt kage i det. Så ender vi i svømmingpools eller på stranden for at samle muslinger hver eneste dag. Eller i autocamperen med en video :)
I dag blev vi enige om, at tage en køretur ind i Arthurs Pass. Vi havde talt om at tage den samme tur som en togtur sidst på vores rejse fra Christchurch til Greymount – det tager 4.5 time hver vej, og man indlægger typisk en overnatning. Vi blev enige om, at vi alle var bedst tjent med en køretur derind. Max fandt det dog fuldstændig latterligt, at vi bare skulle køre samme vej tilbage (det havde jeg også gjort i hans alder!). Arthurs Pass viste sig at være en god beslutning. Vi havde rigtig godt vejr, og det var virkelig en smuk naturoplevelse.
Man kører op igennem et forholdsvis kort pas med kringlede veje, og så kommer man ud i et stort plateau vel 400-500 meter over havets overfalde og her kører man så, som i en gryde med bjergtoppe på alle sider. Nogle var sneklædte, andre bare grusbunker, men med et fascinerende farvespil. Vi fandt en sø omgivet af nogle fede klatretræer, og så var der dømt hygge og idyl.
Vi spiste frokost på en bænk ned til søen. Drengene klatrede selvfølgelig i træerne og skød hinanden fra tid til anden, mens Sus og jeg nød et glas vin og spillede yatzy i det fri. Det er da ren campinghygge :).
Efter frokosten ræsede vi retur mod Greymount, hvor vi havde indlagt en svømmehappening til stor jubel for den yngre del af selskabet. Men vi havde mange flere planer for dagen(!), så vi besøgte McDonals for at få aftensmaden overstået, så vi kunne nå Pancakes Rock inden solnedgang. Jo, der er drøn på kalenderen, så Waserne træder i karakter. Men det var også her, at det begyndte at kikse for os …
Vejen mod Pancakes Rock var snørklet. Drengene havde nu svømmet og spist – så ja, de var godt møre, men vi ville gerne have, at de også skulle opleve pandekagerne, så vi kæmpede for at nå frem i vågen tilstand. Ca. 5 km før vi ankommer, meddeler min kønne (men til tider glemsomme) kone, at hun har efterladt sin fleece i Greymount på McDonals. Min reaktion kom prompte – bad luck, vi køber en ny.
Nu har jeg jo selv giver Sus denne dejlige Eiger Fleece. Og jeg burde vide med frekvensen som den bliver brugt, at hun ER meget glad for den fleece. Hun virkede virkelig rystet over at skulle undvære fleecen resten af turen – hun var nærmest parat til at GÅ tilbage. Vi fik alle 4 oplevet pandekagerne, som var rigtig sjove, og den friske vind bidrog også til festligheder, idet pandekagerne har nogle såkaldte ”blowholes”, som skyder vand op mod himlen, så bølgerne banker mod kysten. Det var ret fedt. Indimellem et større springvand. Vi blev våde.
Nå, alle mand spændt op i ”bussen” igen. Drengene blev puttet i dyner (og sikkerhedsseler), og så ellers retur mod Greymount. Godt nok synes jeg at kystlinien et fantastisk syn, men jeg er jo ikke fatsvag – jeg behøver ikke se det 2 – eller 3 gange for den sags skyld …
Vi fik bjerget fruens fleece. Smilet var tilbage og vores rejse kunne fortsætte.
Vi valgte at køre en lidt anden vej nordpå – for at se noget nyt(!) – men vi er på vej mod Nelson og Abel Tasman Nationalpark. Det kunne godt blive fedt.
