Siden sidst har vi besøgt en børnedyrefarm, en dæmning, en rejefarm, et stort vandfald, sejlet i jetboats(!), og jeg har vandret i Tongariro Nationalpark – i dag er Sus så af sted på samme tur :).
Børnedyrefarmen var en total skuffelse for forældrene og et kæmpehit for børnene :). Det var et slidt sted, og det kunne ligeså godt have foregået i Danmark – det var intet NZ over det. Men vi blev udstyret med en spand med foder, og så besøgte vi og fordrede alle dyrene. Drengene var ekstatiske. Hvis man arrangerer noget med dyr – og gerne unger af disse dyr – så har man en sikker vinder. Der var blandt andet nogle små grise, som rendte over hele området – og de var ret vilde med det foder, som vi medbragte. De var voldsom nuttede. Nå, men Sus og jeg trak selskabet hurtigt igennem, så vi kunne komme videre.
Waikato River ligger i et meget termisk område, og floden er derfor meget mineralholdig – og enorm flot i farve og klarhed. For år tilbage valgte det lokale byråd at placere en power station midt på floden til stor ærgrelse for naturelskere og fan af store brusende vandfald. Så for at kompensere lidt har man valgt 3-4 gange dagligt at åbne helt for sluserne – og så buldrer vandet altså bare igennem. Det var et fedt syn og i løbet af 5-10 minutter steg vandstanden 12-15 meter. Så der var knald på.
Efter oplevelsen af vandmasserne fortsatte vi til en rejefarm, hvor vi selv skulle fange vores frokost. Så vi fik udleveret 4 interimistiske fiskestænger og lidt madding. Og der sad vi så. Sammen med alle japanerne :). I de 1.5 time, som vi sad der, blev der sammenlagt fanget 4 rejer. Børnene var selvfølgelig skuffede – og til tider ret utålmodige. Faren insisterede på at demonstrere at det faktisk kunne lade sig gøre at fange noget – men nej. Vi opgav. Sagde ”Svin” til ejerne og skred fra stedet. Vi hang lidt med skuffen. Vi valgte frokost i autocamperen i bare trods. De fleste gæster sluttede ellers besøget på rejefarmen af med et besøg på den tilhørende restaurant, hvor de så betalte (mere) for at spise de rejer, som vi ikke kunne fange. Næ, næ, sådan spiller klaveret ikke; så hellere hjemmelavede sandwich i autocamperen :).
Lige udenfor rejefarmen så vi en mulighed for at redde dagen, da der var mulighed for en tur i jetboats. Problemet var bare, at vi gerne ville af sted sammen, men vi var ikke sikre på, om det var for vildt for drengene. Minimumhøjden var 1 meter. Og da drengene var med på idéen, så blev Simon målt til 1,02 (pyha). Han var pavestolt. Nå, men det viste sig, at det blev dagens sidste tur (kl. 16:00) – og familien Wase fik en 10 personers jetboat til vores helt egen rådighed – og tilmed med privat guide. Det var forrygende sjovt. Deres varemærke er 360 graders vendinger i speedbåden – DET var vildt. Båden var udstyret med 250 HK, så der var drøn på. Vi nåede omkring 90 km/t, og jeg skulle hilse at sige, at det går stærkt. Simon Viggo sagde ikke meget på turen. Han holdte godt ved, men sad ellers helt stiv ved siden af sin far. Det må have været et mindre chok for en 3-årig at blive kastet ud i. Men han tog det i stiv arm :). Bådfører lavede en lasso bevægelse i luften hver gang han ville lave et spin; og dem fik vi vel 6-7 stykker af. Max Wase sad konstant og lavede ”lassoen”, til stor irritation for hans mor, som syntes at de var lige lovlig vilde. :)
Der findes nogle fantastiske billeder her: http://www.hukafallsjet.com, under Daily Photos, hvor man skal bruge følgende koder:
HUJT911040072351
HUJT911040072352
HUJT911040072348
Prøv det - nu virker det også!
Ellers kan I lige få en smagsprøve her - det er Huka Falls, som bruser i baggrunden:
Som et lille kuriosum kan jeg lige berette, at vores kaptajn glemte at fortøjer båden, da turen var ovre, så de måtte lige ud i en redningsaktion med en anden jetboat for at redde dagen :). For Waserne var dagen allerede reddet – vi synes alle sammen, at det var en total vild, men også en fed tur.
Næste dag stod vi op og rejse til Tongariro. I vanlig tidsoptimeret stil valgte vi at sende mig af sted på en 7-8 timers vandring gennem Tongariro nationalpark. Jeg fik lidt frokost, pakket rygsæk – og så af sted kl. 12:00. Vejret var ikke det bedste, og afgangstiden var lidt atypisk, da de fleste ture starter om morgenen. Vejret og den skæve afgangstid betød, at jeg havde hele området mere eller mindre for mig selv. Det var en fantastisk oplevelse. Jeg er jo i forvejen vild med bjergvandring; og denne her var bestemt en af de flotte af slagsen. Nogle vil måske mene, at det var vovet at bevæge sig af sted alene på sådan en tur i halvdårligt vejr; vi andre kalder det erfaring … ?!?. Under alle omstændigheder var jeg lidt presset på bjergets top, da det blæste så voldsomt, at jeg indimellem var nervøs for at det skulle feje mine ben og trække mig af bjerget. Det var ret vildt. Men det gik – og oplevelsen på den anden side af toppen var enestående. Jeg befandt mig midt i et vulkankrater med smukke termiske søer – en fantastisk skue.
Som I måske kan fornemme, så blæser det lidt på min tur:
I mellemtiden har vi fået vores mor tilbage. Dejligt. Og i god behold og super form. Vi gik hende i møde og efter ca. 1,5 km på små fødder var der stor begejstring på begge sider over gensynet. Det var vist et populær gensyn. Ifølge Sus var det én af de største oplevelser i hendes liv, næst efter drengene og hendes mand. Ja, Sus har ikke langt til TOTAL lykke, men det er også noget af det, som gør det skønt at leve sammen med hende!
Jeg er sikker på, at der kommer et indlæg mere fra Sus om turen over bjerget – og passende dækket op af et par billeder. Men nu vil jeg opdatere vores blog, og så vil vi ile videre mod Napier. En køretur på 5-6 timer formentlig.
