Kulturelle dage

Ja, så må jeg vist lige på banen, for at få lidt plads på siden til at skrive om min store oplevelse i forbindelse med min vandretur ”Tongariro Alpine Crossing” på 19,4 km over stok og sten. Som I jo nok har læst, tog Bo turen først (i sidste uge), og dagen efter skulle jeg så på sammen tur. Vi havde valgt at splitte os op, da det var en hård tur på 6-8 timers vandring i bjerglandskab, og derfor ikke egnet til børn. Vi kom igennem vulkanlandskab med sten, sne, sand, vand og buske. Turen gik op imellem to bjerge (hver med sne på toppen) igennem et vulkankrater, op over toppen på det ene bjerg, og så en laaaang nedstigning på den anden side at bjerget. Der var en krævende tur men alle kræfterne værd. Jeg lagde ud med 4 km i højt humør, men så startede opstigningen for alvor. Kort tid herefter kom den første vabel, efter 5 km var jeg ved at gå total kold og tænkte på, hvordan jeg skulle overleve de næste knap 15 km. Efter 6 km havde jeg både hovedpine og var svimmel. En god beslutning var at tage en juice og en nutellamad. WOW, sikke en effekt sådan en gang sukker kan have på en. Efter 2 min spise-drikke-pause var jeg igen klar, og jeg må sige, at resten af turen gik med kun små smerter men ellers mest nydelse. Turen var fantastisk smuk, og jeg havde jo perfekt skyfrit vejr til vandringen. Jeg gjorde turen – ligesom Bo – på kun knap 6 timer. Men så vandrede vi også konstant uden pauser. De fleste tager imellem 7-8 timer, men så er der også beregnet stop undervejs. Forinden afgang var jeg lidt usikker på mit valg, at tage denne tur alene, men det viste sig at være helt i top. Jeg nød at gå i dette fantastiske landskab helt for mig selv. Men jeg var overrasket over så få tanker, man kan gøre sig på 6 lange timer. Min hjerne slappede bare af, og jeg nød det. Jeg var nærmest i en slags terapi-trance ;-). På nedturen tænkte jeg dog på, hvor sej jeg selv syntes jeg var, og hvor fed en tur det havde været. Jeg kom frem til den konklusion, at det nok var en af de fedeste oplevelser jeg havde haft, lige bortset fra at få vores to drenge og blive gift – så det siger vist alt om turen.


De sidste to dage har vi til tilbragt i Wellington (den sydligste by på Nordøen), hvor vi har været rigtig kulturelle. Vi har været inde på det kæmpe store Te Papa Museum, hvor de har 6 etager med udstillinger. Specielt var vi alle fire imponeret over deres udstilling om jordskælv, hvor vi bl.a. var inde i et hus, hvor man kunne opleve et ”rigtigt” jordskælv. Drengene syntes det var lidt skræmmende, og Max skulle efterfølgende vide alt om sandsynligheden for, at vi havnede i et jordskælv, og hvad nu hvis der kom et her hvor vi var. Men heldigvis i forlængelse af udstillingen kunne vi vise ham, at der i Danmark ingen plader var der forårsagede jordskælv og hernede i New Zealand, hvor pladerne overlapper hinanden – lige her i Wellington – der er vi god sikret i en autocamper med gummihjul . Ud over dette ene kulturelle indslag, hvor vi selvfølgelig oplevede en masse andet, var vi bl.a. også ude at se kirker, parlamentsbygninger og andre ”must see”. Alt sammen noget der mest var for os forældre. Men hertil må altså siges, hvor fantastiske vores drenge er til at have med til sådanne ting. Der er virkelig ingen brok, når vi går lange ture igennem gaderne og slæber dem ind på det ene – for dem – uinteressante sted efter det andet. De løber pænt igennem gaderne på deres løbehjul og hygger sig sammen. Under udstillinger går de pænt og stille rundt sammen med os og spørger interesseret. Bo og jeg er nok også blevet gode til at ændre historierne lidt engang imellem for at gøre det lidt mere børnevenligt. Vi har også været ude at spise flere gange, og forinden vi tog på vores lille rejse, frygtede vi lidt dette. Men de sidder bare så pænt ved bordet og hygger sig sammen. Vi har fået dem lært – inkl. Simon Viggo – at spise mange flere ting, end de er vant til. Så vi syntes selv, at de er fantastiske at have med på tur. De har endda også lært en del engelske ord såsom, Thank you, excuse me, My name is…, I´m from Denmark, I´m 7 years old og Simon kan synge ”happy birtday” – også så de lokale kan forstå dem. Det ser heller ikke ud til, at de savner deres hverdag derhjemme. De nyder hinandens selskab (faktisk til forældrenes overraskelse) og leger godt sammen.
Vi sidder lige nu i autocamperen, og venter på, at vi skal af sted kl 14 med færgen sydover. En sejltur på 3 timer, som vi glæder os meget til, da vi har fået fortalt, at Cook Strædet, som vi sejler igennem, er en af verdens smukkeste. Denne sejldag er også valgt ud fra, at i dag skulle være den bedste dag vejrmæssigt, så vi rigtig få fuld udbytte af sejlturen. Vi nyder at have en (tvungen) dag, hvor vi bare sidder ved pcén, læse bøger, lege og ellers slapper af. Vi får læst lidt i vores bibel ”Lonely Planet” og planlagt vores første dag på sydøen. Vi ses sydpå!

Nok det kedeligste billede af vores tur - men bevis på, at vi også kan være lidt kulturelle