Vi har i dag rundet 2100 km. Vi har haft autocamperen i 2 uger i dag, og foran os ligger yderligere 5 uger. På den ene side skræmmende lang tid, men på den anden side vildt spændende, hvad disse uger må bringe. De første 2 uger er i hvert fald fløjet af sted.
2100 km på 14 dage er jo egentlig ikke voldsomt langt. Men i det terræn og de snørklede veje, som vi oftest tilbydes her; så føles det meget længere. Samtidig skyder vores autocamper en topfart af 100 km/t, og det er vel at mærke, når det går rigtig godt.
Det er ellers et herligt køretøj, som er i meget fin stand – men det har vi jo også betalt for. Vi har jo nærmest købt autocamperen. Lad os få nogle specifikationer på banen.
Det er en Ford Transit med 2,4 liters motor, turbo diesel. Så der er godt med bundtræk i den, og den har 6 gear at gøre godt med. Den kører virkelig godt. Vi må højst køre 90 km/t i den – hvis vi vil overholde færdselsreglerne hernede. Vi kører ca. 7 km på literen, men til gengæld betaler vi kun ca. 4 kr. pr. liter diesel(!!). Bilen er 6,8 meter lang og 2,2 meter bred (ca. som Chrysleren!). Man skal lige huske længden og undlade at skære hjørner, så går det fint. I solskærmen er bilen udstyret med en skærm til et kamera, som er placeret på bagenden, som hjælp til når vi skal bakke ind på begrænset plads. Det virker rigtig fint.
Indvending har vi 2 meters frihøjde, så det tænker man ikke over – der er god plads. Der er køkken med 4 gasplader og en spisekrog, som samtidig fungerer som drengenes køresæder og altså er udstyret med sikkerhedsseler (og en stol til Simon). Der er et godt udsyn til drengene, men det kan være svært at føre en samtale med dem fra førerkabinen. I bagenden af autocamperen er der et soveområde (2,1 x 1,8), som vi hver dag redder og dermed konverterer til en mindre sofagruppe. Det er også her, at der er fjernsyn med DVD, som dog kan vendes og ses fra køkken/spisekrog også.
Autocamperen er udstyret med en 150 liters friskvandstank og en tilsvarende 150 liters tank til vores spildevand. I køkkenet er der 2 vandhaner, hvoraf den ene er med filter og kan drikkes direkte fra. Der er tilkoblet en lille varmvandsbeholder, så man kan få varm vand til opvasken. Toilettet har separate vandtank til udskylning og en septiktank til det, som vi skylder ud. Badeværelset er med bruser og håndvask samt et lille tørrestativ – det er ufattelig godt udnyttet rent pladsmæssigt.
Køkkenet har desuden emhætte og selvfølgelig en lille køleskab med en lille boksfryser. Under kogepladerne har vi en lille gasgrill, ligesom køkkenet er udstyret med en microbølgeovn. Skuffer og skabe er bygget med hængsler og specialindrettede holdere til al service, som det ikke smadres under kørsel, som ikke kan undgås at blive lidt (læs: rigtig meget) hoppende fra tid til anden. Så indimellem springer køleskabet op eller en skuffe flyver ud. Men i det store hele fungerer det super godt.
Kabinen er udstyret med aircondition, som vi endnu ikke har brugt. Derudover er der en lille varmeblæser, som er gasdrevet, ligesom vi har en elektrisk varmeblæser i bilen. Sidstnævnte effekter har fruen eksperimenteret med :).
Autocamperen er udstyret med et 240V kredsløb, som kun er i spil, når med er fast koblet på strøm på en campingplads eller lignende. Ellers har bilen 2 stk. 12V batterier samt lidt solceller, som kan holde bilen ved strøm i en periode uden fast strømopkobling. Disse batterier genoplades endda også ved kørsel. Bilens batteri er i et separat kredsløb, hvilket betyder at bilen stadig kan starte, selvom vi har skudt al strømmen af til ”Lille Nørd”.
Direkte over førerhuset er der et sengeafsnit (2,1x1,5), hvor drengene sover. Det er ideelt til formålet. Der er et lille forhæng, som man kan trække for, så det bliver helt mørkt deroppe. Og efter et par aftener er det også lykkedes for Sus og jeg at få indført en fornuftig sovedisciplin hos de unge herrer, som jo ellers fandt konstruktionen oplagt til fest og ballade. Selvfølgelig. Men det fungerer godt nu.
Resten af autocamperen er indrettet med små rum til at pakke vores sager i. Vi har tøj og madvarer overalt i de små rum. Det kræver orden og oprydning hele tiden. Det arbejder vi med …
Jeg har forsøgt med et par billeder i nedenstående collage, som måske kan give et indtryk af autocamperen:
I New Zealand er der vel ca. sammenlagt 50 km motorvej, og det er altså vildt landets størrelse taget i betragtning. Så al færdsel foregår på 2 sporede veje med modkørende trafik. Vejarbejde er der rigtig meget af, og det er altså med max 30 km/t. Og oftest med trafikregulering i form af 2 gutter med en walkie talkie, som bestemmer slagets gang. Det virker ikke til at påvirke Kiwierne; de virker meget tålmodige.
Vi har valgt at køre rigtig meget på Scenic Routes (turistruter), og det er ofte ensbetydende med regulær bjergkørsel med snørklede veje. Det påvirker heldigvis ikke drengene, men Sus bliver hurtig køresyg, hvis hun ikke sidder sikkert i sædet og kigger fremad.
Venstresidekørsel går forrygende. Det har vi vænnet os til. Det sværeste er, når man kører ud fra en sidevej – hvor er det så lige de billister vi skal passe på, kommer fra. Tilsvarende når vi bevæger os rundt som fodgængere, så er det voldsom svært at huske, hvilken side man skal kigge til, når man krydser vejen.
Der findes ufattelig mange autocampere på vejene i NZ. Vi er endda uden for sæsonen, så det må være sindssyg i højsæsonen. Det må virkelig være en pestilens for de indfødte – med alle de turister. Som oftest lige skal vende sig til den ”forkerte” side. Det forventes, at man som autocamper kører ind til siden, og lader den mindre og hurtigere trafik passere. Ellers kan de godt finde på at begynde at dytte bagfra. Men i store træk er de enormt forstående og positive medtrafikanter overfor os turister.
Det er mig, som er chauffør det meste af tiden. Først ville Sus ikke køre bilen. Jeg kender hende jo, så jeg foregav at være træt, så hun var nødt til at køre. Og efter kort tid var hun jo verdensmester, og hun er stadig overbevist om, at hun er den bedste trucker af os. Men det er i hvert fald godt, at vi nu er to, som er i stand til at køre, hvis vi skulle få brug for det.
I dag har vi kørt fra Napier til Wellington, hovedstaden i New Zealand – som samtidig afslutter vores rundrejse på Nordøen. Turen var på 315 km og tog os 6-7 timer inklusiv frokost og et par stop undervejs. Det stormer og er pissekoldt, men vi regner med at være her et par dage, inden vi torsdag eller fredag sejler over til Sydøen. Men mere herom senere …
