Det sydlige Stillehav banker mod kysten med meter høje bølger. Det ser fantastisk ud. Et træ(!) er netop skyllet op på stranden. Et kæmpe stort et af slagsen. Super fedt sceneri. 30 km længere fremme en sælkoloni på mindst 1.000 sæler ligger praktisk talt for vores fødder. Jeg mangler tillægsord. Og i en aften er der en super flot stjernehimmel, så det skal jeg også have checket ud igen.
Ja, vi er ankommet til Sydøen!
Vi krydsede Cook Strædet i eftermiddag. En 3 timers sejltur bragte os over til Picton. En fed sejltur hvor jeg tilbragte hovedparten af turen på frontdækket med bølgeskvulp og masser af frisk luft. Det virkede relativ vindstille, men jeg skal love for, at vi kom i bølger. Kæmpefærgen sejlede op mod bølgerne og sprang fra bølge til bølge med nogle enorme vandsøjler fra skibets bov til følge. Super sejt. Jeg var vild med det.
Efter et times sejlads måtte jeg imidlertid yde lidt førstehjælp til resten af familien, som var ved at være godt søsyge indenskibs. Jeg fik dem overtalt til at følge mig i den friske luft og efter 10-15 minutter udenfor var der klart forbedringer i søsygen, men nu med forfrysninger :). Så slemt var det ikke, men det lykkedes os at score et par pladser lige indenfor de store panoramavinduer, så familien kunne bænkes der med et fast blik på horisonten. Jeg forsatte overfarten udenfor med Paul Potts bankede i mine høretelefoner. Det var sgu stort. (jeg sejler faktisk lidt endnu her i autocamperen – gulvet gynger).
Vi har forsøgt at gengive lidt af overfarten herunder. Den sidste halve time sejlede vi igennem fjorde med store skrænter på begge sider. Det mindede om de norske fjorde.
Vi nåede Picton ved 6-tiden. Planen var at nå frem til Kaikoura for natten, da vi allerede HAR booket hvalsafari i morgen fredag! Det glæder vi os helt vildt til – undtagen dem, som også frygter søsygen lidt.
Efter ca. 70 km ramte vi kysten, hvor det sydlige Stillehav rammer NZ. Solen var ved at gå ned bag bjergene, men strålende nåede stadig kystlinien og gav aftenhimlen en flot skær. Samtidig hamrede der store bølger ind på stranden. Der stod vi, Waserne, sammen med et andet hold turister, men ellers helt alene. Ja, det så ca. sådan ud:
Modstræbende forlod vi den buldrende brænding og begav os længere mod syd. På jagt efter sæler. Vi havde en plan om nå sælerne inden mørkets frembrud og spise aftensmad med sælerne. Det fortrød vi ikke. Da vi nåede Ohau Point, stod der et advarselsskilt om, at her fandtes sæler. Vi hang ud af vinduerne for at spotte dem. De falder enormt godt ind i naturen, så det tog os lidt tid. Der, der, der råbte Sus og vi kastede bilen ind på nærmeste plads i vejkanten. Hold da nu op. Vi kig ud til kanten af vejen og ca. 2 meter direkte under os lå en stor han. Han kiggede vagtsomt op på os, knurrede lidt og viste tænder. Så kogte han videre. Den næste halve time skød vi masser af billeder, og det gik op for os at der var hundredevis af sæler på dette sted. Storslående. Vi gik tilbage til autocamperen og lavede vores aftensmad med vinduer åbne ud mod sælerne, så de sad jo nærmest med til bords :). Behøver jeg tilføje, at drengene var voldsom begejstrede.
Vi spiste vores aftensmad, og kørte mod Kaukoura, hvor vi ankom 21.00 med 2 sovende gutter. Dagens oplevelser havde omsider fået overtaget over dem …
I morgen håber vi på en succesfuld hvalsafari – det glæder vi os helt vildt til. På genhør.
