torsdag den 28. januar 2010

Nye pister

Så er Kappls pister blevet udskiftet med nye skiløjper. Efter 2 uger i samme – lille – skiområde, så vi frem til at skulle prøve kræfter med noget nyt og samtidig at skulle ses med gode venner.

Vi fik afsluttet 1. Runde af Kappl med manér. Simon var med i et slalom løb og var vildt stolt over at få både rygmærke og medalje. Han kørte som nummer to og troede så, at han vandt som nummer to. Vi ville ikke spolere hans glæde, så vi fortalte ham ikke, at han rent faktisk blev sidst. Men det var også en hård konkurrence, og der var næsten 2 år op til den næstyngste, så vi var stolte af ham. Max er ikke rigtig til konkurrence (fandt vi da ud af sidste år til danse institutmesterskaberne. Hvis han ikke vinder, så ramler hans verden!). Så han var så heldig, at han fik en østrigsk skiskolelærer helt for sig selv hele dagen. 4 timer intensiv undervisning i skihop og parallelkørsel. Det var virkelig noget han fik lært noget ved.

Så forlod vi vores base og kørte til satellitbyen Obertauern. Vi lagde ud med at være 4 dage sammen med familien Jessen, der til dagligt bor i Budapest. Drengene – nok specielt Simon – nød at køre lidt på ski sammen med nogle jævnaldrene piger; Luna (3,5år) og Kaya (5 år). De hyggede sig rigtig på bakkerne, og vi fik kørt en masse gode lange blå pister (det er de nemme) og drukket noget Glüwein samt Weissbier. Super hyggeligt ;-).


Herefter kørte vi videre til Lofer, som må siges at være et rigtig dansker område. Her taler næsten alle dansk. Lofer kom på vores ski-landkort, da vi kender nogle fra Kolding, som skulle stå på ski her. Helle og Henrik har tre børn i alderen 4, 7 og 10. Albert på 7 har Max glædet sig rigtig meget til at skulle stå på ski sammen med. Men desværre da vi ankom til Lofer fik vi meldingen, at Albert var faldet på skiskole, beskadiget hans knæ og ikke kom på ski mere (ØV ØV ØV). Men vi besøger dem da hver aften og hygger med nogle Stiegl øl og noget EM håndbold.

Vi har været i Lofer 2 dage nu og drengene og jeg (Sus) holder hviledag i dag. I går havde vi det smukkeste vintervejr. Hvidt og rigtig koldt. For første gang måtte Simon og Sus køre i ”pit” og varme sig med varm kakao op til flere gange. Så da det sneede rigtig meget her til morgen, så vi det som en oplagt mulighed for at holde lidt fri. Vi har hygget os med lektier, film og swimmingpool sammen med Albert. Vi må nok sige, at vi havde troet, at vi ville holde lidt flere hjemmedage med lektielæsning, men da vi kun har haft 2 – ikke fuld solskinsdage – så har bjergenes toppe altså kaldt på os hver morgen :)

Det har været fedt at se nogle nye pister og ses med nogle dejlige venner. Men vi ser også frem til, at vi i morgen – efter ski – kører tilbage til Kappl. Det er dejligt at få serveret mad på hotellerne, men vi kan bedst lide at have vores egen lejlighed og selv lave mad. Det er noget mere hyggeligt, og vi føler os bedre hjemme, når vi nu er af sted i så lang tid.

Men sikke en masse dejlige og aktive dage vi har sammen. Vi er ude hver dag i ca. 6 timer. Vi kommer hjem med røde kinder til varm chokolade (med rom til de voksne) og aftenhygge. Vi udvikler vores skiløb alle sammen. Ja vi nyder livet!